Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/09/2022 - 12:47

Måling: Flertal siger nej til tørklædeforbud i skoler

56,1 procent af de adspurgte i en Voxmeter-måling siger nej til et tørklædeforbud. 15,7 procent er i tvivl.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det har vakt debat, at en kommission i slutningen af august i et sæt anbefalinger blandt andet foreslog at forbyde piger at bære hovedtørklæder i grundskolen.

Blandt adspurgte borgere i Danmark siger et flertal på 56,1 procent nej til at indføre et forbud.

Det viser en måling fra analyseinstituttet Voxmeter, som er foretaget for Ritzau.

28,2 procent svarer omvendt ja til at indføre et forbud. 15,7 svarer "ved ikke".

De i alt 1013 svar fra nationalt repræsentative respondenter over 18 år er indsamlet fra 29. august til 1. september. Det er sket via en webbaseret undersøgelse.

Anbefalingen om at forbyde hovedtørklæder i både folkeskoler og privatskoler er kommet fra "Kommissionen for den glemte kvindekamp".

Kommissionen er nedsat af regeringen for at komme med bud på, hvordan der kan gøres op med såkaldt negativ social kontrol af kvinder med minoritetsbaggrund.

Men forslaget er af blandt andre Dansk Islamisk Trossamfund blevet beskyldt for at øge polariseringen og mistrivslen i skolen.

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter har sat spørgsmålstegn ved, om det juridisk kan lade sig gøre. At udelukke en bestemt religions symboler vil som udgangspunkt være religionsdiskrimination, vurderer han.

Han peger på, at religionsfriheden er beskyttet både i grundloven og i menneskerettighederne.

Blandt de 268 personer, som i målingen har sagt ja til at indføre et forbud mod tørklæder i skolen, mener 225 - svarende til 78,6 procent - at det skal indføres, selv hvis det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om religionsfrihed.

Kommissionen vil bakke op om et generelt forbud mod brugen af religiøse symboler i grundskolen, hvis det er nødvendigt for at gennemføre forbud mod hovedtørklæder.

Heller ikke det er der opbakning til i befolkningen.

60 procent siger nej til at indføre "et forbud mod, at elever og personale bærer religiøse symboler i skoler, inklusive folkeskolen og friskoler".

25,6 procent ser gerne et forbud. 14,4 procent er i tvivl.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek