Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/11/2023 - 08:00

Levende lys forurener: Sådan mindsker du de skadelige partikler

Stearinlys spreder ikke kun hygge, men også sundhedsskadelige partikler. Derfor bør du begrænse, hvor mange du tænder i decembermørket, råder forsker.

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Levende lys og julen hænger uløseligt sammen. Men de små hyggespredende flammer har en sodende samvittighed.

- De udsender små partikler og en luftvejsirriterende gasart, der hedder kvælstofdioxid. Der er ret høje niveauer af begge dele, når man har flere stearinlys tændt på samme tid, siger Steffen Loft, der er professor ved Afdeling for Miljø og Sundhed på Københavns Universitet, hvor han forsker i luftforurening.

Netop stearinlys er en væsentlig kilde til den indendørs luftforurening i vintermånederne, understreger han:

- Uden at det er videnskabeligt beskrevet endnu, så er det velkendt, at folk med astma ikke tåler mange stearinlys.

Opfordringen fra ham lyder derfor, at du skruer ned for antallet af de små blafrende flammer i december.

- Jeg vil ikke sige, at man ikke skal have stearinlys på juletræet, eller at man skal droppe kalenderlyset, men begræns brugen af lysene, og luft godt ud i hjemmet, lyder det fra Steffen Loft.

Det er især mennesker, der lider af en lungesygdom, som kan blive påvirket af forureningen fra de brændende væger. Det fortæller Ann Leistiko, der er direktør for Lungeforeningen.

- Vi hører eksempler på folk, der er lungesyge, som må gå tidligt hjem fra selskaber, fordi de har problemer med at trække vejret på grund af for mange stearinlys, siger hun.

Lider du selv af en lungesygdom eller får besøg af nogle, der gør, kan du overveje at udskifte stearinlysene med elektriske led-lys. Kan du ikke undvære den ægte vare, har Ann Leistiko følgende råd:

- Undgå at stille lysene i træk. For når et stearinlys blafrer, soder det mere og udsender flere partikler. Du kan også klippe vægen ned. Jo højere vægen stikker op fra selve lyset, jo mere soder det.

Og ligesom Steffen Loft understreger Ann Leistiko, at udluftning er alfa og omega.

- Sørg for at lufte ud i minimum fem minutter, når lysene er blevet slukket, siger hun.

Det samme gælder, hvis du tænder op i brændeovnen eller kokkerer julemaden på et gaskomfur.

- Vi har international videnskab, der siger, at gaskomfur giver en overrisiko i forhold til at udvikle astma, fortæller Steffen Loft og fortsætter:

- Med brændeovne og pejse tyder befolkningsundersøgelser på, at dem, der bor i området med mange brændeovne, har en større risiko for at udvikle astma.

/ritzau fokus/

København, 15/10/2024 - 12:29

Aldrig før sete optagelser indgår i ny dokumentar om The Beatles

En ny dokumentar af Martin Scorsese skildrer The Beatles' første gang i Amerika i 1964.

Den amerikanske instruktør Martin Scorsese står bag en ny dokumentar om The Beatles og deres første besøg i USA. Det skriver streamingtjenesten Disney+ i et opslag på X.

- Forbered dig på at opleve det elektrificerende øjeblik, hvor The Beatles for første gang landede i Amerika, lyder det.

Dokumentaren hedder "Beatles '64" og indeholder aldrig tidligere sete optagelser af bandet og deres fanskare, skriver det amerikanske medie NME.

Ifølge mediet giver filmen et sjældent glimt af dengang The Beatles blev "det mest indflydelsesrige og elskede band nogensinde".

I dokumentaren indgår nye interviews med blandt andre bandmedlemmerne Paul McCartney og Ringo Starr.

Også interviews med nogle af bandets største fans er med i filmen.

Dokumentaren følger de fire bandmedlemmer, John Lennon, George Harrison, Paul McCartney og Ringo Starr, i USA i 1964, hvor de debuterede med koncerter i Washington Coliseum og på "The Ed Sullivan Show" med mere end 73 millioner seere.

Showet blev ifølge mediet NME den mest sete tv-begivenhed i sin tid.

"The Ed Sullivan Show" var et amerikansk tv-program, der kørte på kanalen CBS frem til 1971.

Optagelser fra bandets debut filmet af de to dokumentarister Albert og David Maysles kommer til at indgå i restaureret kvalitet.

Her kommer der også til at være mere intime optagelser med de fire, hvor venskabet mellem dem bliver fanget i en tid, hvor de oplever "utænkelig berømmelse", skriver mediet.

I forbindelse med filmens udgivelse bliver syv Beatles-album udgivet på ny på vinylplader omkring premieredatoen.

Dokumentaren er instrueret af David Tedeschi og har premiere på Disney+ den 29. november 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/10/2024 - 11:38

Aldrig før sete optagelser indgår i ny dokumentar om The Beatles

En ny dokumentar instrueret af Martin Scorsese skildrer The Beatles' første gang i Amerika i 1964.

Den amerikanske instruktør Martin Scorsese står bag en ny dokumentar om The Beatles og deres første besøg i USA. Det skriver streamingtjenesten Disney+ i et opslag på X.

- Forbered dig på at opleve det elektrificerende øjeblik, hvor The Beatles for første gang landede i Amerika, lyder det.

Dokumentaren hedder "Beatles '64" og indeholder aldrig tidligere sete optagelser af bandet og deres fanskare, skriver det amerikanske medie Variety.

I dokumentaren indgår nye interviews med blandt andre bandmedlemmerne Paul McCartney og Ringo Starr.

Dokumentaren har premiere på Disney+ den 29. november 2024, fremgår det.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/10/2024 - 10:00

FAKTA: Drik dine mosede æbler

* Du kan nemt og hurtigt lave en lækker varm efterårsdrik eller æblesuppe.

* Lav drikken eller suppen ved at skrælle en bunke æbler og fjerne kernehusene.

* Kog nu æblerne, og blend dem herefter, så du får en flydende masse. Tilsæt eventuelt krydderier undervejs, såsom kanel og nelliker.

* Drik den varme æbledrik direkte fra en kop, eller spis den som en suppe fra en skål.

Kilde: Bettina Buhl, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum og kogebogsforfatter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/10/2024 - 10:00

Dine smadrede æbler er en sand delikatesse

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kogebogsforfattere giver dig efterårsfrisk inspiration til, hvordan du kan bruge æblemosen, du smider i fryseren fra årets frugthøst.

Få mest muligt ud af efterårets æblehøst ved at lave mos, der beriger madlavningen sæsonen ud.

Det er nemlig stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan bruge den bløde spise til i køkkenet, lyder det fra Bettina Buhl.

Hun er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets historie på Det Grønne Museum, der ligger på Djursland, og så har hun skrevet bogen "Æbler - Klassiske opskrifter og fortællinger fra den danske madhistorie".

- Jeg kan finde på at putte æblemos i en pandekagedej. Nogle gange bager jeg også brød, hvor jeg blander æblemos med i dejen. Der er så mange ting, du kan gøre med det, fortæller hun.

Samme melding kommer fra madskribent og kogebogsforfatter Marie Melchior, som står bag opskriftsbogen "Vild med æbler".

- Blander du lidt peberrod i, kan du også bruge mosen i det salte køkken. Det smager for eksempel enormt godt til retter med vildt eller som tilbehør til frikadeller, medister og sprængt oksekød, siger hun.

Har du rigtig mange æbler i haven, kan du med fordel dele din portion æblemos op, så du laver en sød version og en uden sukker. Frys herefter begge dele ned i passende portioner.

På den måde har du mos på lager til både desserter og til andre retter.

Den søde version af mosen kan du give et ekstra pift ved at tilsætte lidt citronskal og vanilje. Den kan være lækker at putte på dine havregryn eller yoghurten om morgenen.

- Lader du din søde mos koge lidt længere med mere sukker, kan du i øvrigt lave æblemarmelade. Når du lader det koge lidt ekstra, bliver konsistensen nemlig stivere i det, fordi æbler indeholder pektin, der er et naturligt fortykningsmiddel, fortæller Marie Melchior.

En anden måde at bruge æblemosen på er at lave æblesmør, foreslår Bettina Buhl.

- Det stammer fra besættelsestiden, hvor smør var en mangelvare. Det er simpelthen bare æblemos og smør, der blandes sammen. Det kan gøres en til en eller med lidt mere smør end æble, fortæller hun.

Æblesmørret spises, som det er, på hjemmebagte boller eller på kuvertbrød som tilbehør til lune gryderetter.

- Det smager dejlig friskt og syrligt, siger Bettina Buhl.

Den friske og syrlige smag gør sig også godt i dessertens verden. Derfor kan du altid bruge din æblemos til at kreere den klassiske æblekage med mos, makroner og flødeskum. Men du kan også kaste dig ud i at lave din egen æbleis.

- Den laver du bare ved at blande din æblemos med en helt almindelig flødeis. Det smager helt fantastisk. Og så kan du altid overveje at give den et lille strejf af kanel, eller du kan knuse makroner ned i isen. Det smager også rigtig godt, lyder det fra Bettina Buhl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek