Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2023 - 08:00

Huset i september: Få bugt med sommervejrets skader før de forværres

Kalenderen tæller ned til efteråret, som kan være hårdt ved huset. Brug derfor september til at få gennemgået hjemmet fra kælder til kvist.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

I september forvandles sensommeren dag for dag til efterår. Derfor er det nu, du skal gøre dit hus klar til de kommende kolde måneder.

Her handler det om at få bugt med eventuelle skader, der kan forværres hen over vinteren.

For eksempel kan tørken tilbage i juni have påvirket jordlagene under huset, hvilket kan få ærgerlige konsekvenser for både fundament og facade.

Det fortæller Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige og til daglig vurderer skader på boliger.

- Forestil dig leret på en juledekoration, der sprækker, når det bliver tørt. Noget lignende kan ske med særlige jordlag under huset, og tørrer de ud, har de ikke længere den samme bæreevne, siger han.

Opdager du revner i fundamentet, skal du kontakte dit forsikringsselskab, som kan afgøre, om det er nødvendigt at undersøge sagen nærmere.

Herefter skal det indberettes til Naturskaderådet, der kan udbetale erstatninger for den slags skader.

Sommerens omskiftelige vejr kan også have ført til fyldte tagrender og afløb.

- Når belægninger og mos på tagene bliver varmet igennem, tørrer de ud og løsner sig. Når det så regner, løber de af taget og ned i tagrenderne, forklarer Morten Svarre Langner.

Bliver tagrenderne ikke renset, risikerer du, at de flyder over og forvolder vandskader på huset. Også kloakken kan blive stoppet.

- Kan kloakken ikke lede vandet væk, er der risiko for, at der trænger vand ind i huset. Risikoen er særligt stor, hvis huset er med kælder, siger han.

Tjek samtidig, om fugerne rundt om vinduerne er intakte, da der kan være utætheder, hvor vand kan trænge ind.

- Fuger holder ikke evigt, så det er vigtigt at være obs på dem, lyder det fra taksatoren.

Fugt kan også snige sig ind ovenfra, og derfor skal du huske at tjekke taget.

Det påpeger Henrik Bisp, der er ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Skulle der lige være en tagsten, der har rykket på sig i en sommerstorm, er det om at få det fikset, så du ikke har skader eller utætheder, der ligger og hygger sig over vinteren, siger han.

Mangler du at få malet gavlen, er det i øvrigt ved at være absolut sidste chance.

- Det kan du gøre en dag, hvor vejret er godt i september. Du kan ikke gøre det, hvis vejret er for koldt eller for ustadigt, understreger han.

/ritzau fokus/

København, 23/01/2025 - 17:04

Bookmaker ser kun fem procents chance for dansk Oscar-håb

Julie Sebadelha/Ritzau Scanpix

"Pigen med nålen" er oppe mod stærk konkurrence fra fransk Oscar-favorit, vurderer oddssætter i Danske Spil.

Selv om "Pigen med nålen" torsdag blev nomineret til en Oscar, tvivler man hos Danske Spil på en dansk vinder, når priserne uddeles 2. marts.

Her giver man den danske film med Trine Dyrholm i hovedrollen som seriemorderen Dagmar Overbye fem procents chance for at vinde en Oscar.

Det forklarer oddssætter i Danske Spil Mathias Larsen.

- "Pigen med nålen" er oppe på en rigtig stærk kandidat, "Emilia Pérez", som er en fransk storfilm med 13 nomineringer.

- Filmen vandt bedste fremmedsprogede film ved Golden Globes, så "Pigen med nålen" får det rigtig, rigtig svært, siger Mathias Larsen.

Fem procents chance giver odds 25.

Så hvis man eksempelvis lægger en indsats på 100 kroner, får man pengene 25 gange igen, hvis "Pigen med nålen" går hen og vinder kategorien Bedste Internationale Film.

Den danske film er baseret på virkelige begivenheder og fortæller historien om Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for drab på ni spædbørn.

"Emilia Pérez" er en fransk musical om en mexicansk narkoboss, der skifter køn, og filmen har blandt andre stjernen Selena Gomez på rollelisten.

Den franske film er nomineret både i kategorien som Bedste Internationale Film og hovedkategorien Bedste Film.

Derudover har den allerede snuppet adskillige filmpriser, blandt andet Golden Globe-prisen som Bedste Fremmedsprogede Film, og fik 12 minutters stående ovation på filmfestivalen Cannes.

- Vi bygger vores vurdering på den award-sæson, vi har været igennem, hvor vi stadig mangler Bafta-prisen.

- Men Golden Globe er altid et godt pejlemærke for, hvordan Oscar kommer til at gå, siger Mathias Larsen.

Sidst Danmark vandt den prestigefyldte Oscar, var i 2021 med Thomas Vinterbergs film "Druk".

Dengang gav oddssætteren fra Danske Spil filmen 70 procents chance for at vinde.

Markedet for at spille på Oscar-vindere er ifølge Mathias Larsen meget "nichepræget".

- De, der spiller på Oscar-vindere, er meget de samme, der spiller på for eksempel kongens nytårstale eller "X Factor".

- Det er de lidt mere nørdede og underholdningsinteresserede, der gør det, siger Mathias Larsen.

Oscar-vinderne afsløres, når den 97. udgave af filmshowet finder sted 2. marts i Dolby Theatre i Los Angeles.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 23/01/2025 - 16:38

Musical om mexicansk narkoboss topper oscarnomineringer

Etienne Laurent/Ritzau Scanpix

Musicalfilmen "Emilia Perez" af den franske instruktør Jacques Audiard er nomineret i 13 oscarkategorier.

Filmen "Emilia Perez" er blevet kaldt et "vanvittigt vovestykke" og fik 12 minutters stående ovationer på filmfestivalen Cannes.

Og nu har den indkasseret oscarnomineringer i 13 kategorier og er dermed den film, der topper nomineringer til dette års Oscar.

Det løftede oscarakademiet sløret for torsdag.

Musicalen "Emilia Perez", der handler om en mexicansk narkoboss, der skifter køn og starter et nyt liv, er blandt andet nomineret i kategorien Bedste Film, Bedste Kvindelige Skuespiller og Bedste Instruktør.

Filmen er instrueret af franske Jacques Audiard og har skuespillerne Karla Sofía Gascón, Selena Gomez og Zoë Saldaña på rollelisten.

Musicalgenren er stærkt repræsenteret i feltet af nomineringer til den prestigefyldte pris Oscar.

Musicalen "Wicked" er nomineret i ti kategorier og deler andenpladsen over flest nomineringer i år med filmen "The Brutalist".

"Wicked" er udvundet af filmklassikeren "Troldmanden fra Oz" fra 1939.

Her møder populære og rige Glinda, der er spillet af Ariana Grande, den grønhudede og udstødte Elphaba, spillet af Cynthia Erivo, på trylleuniversitetet i Oz. Et aparte og ulige venskab toner frem midt imellem trolddom og intriger.

Alle tre film konkurrerer om hovedprisen Bedste Film, når prisuddelingen løber af stablen 2. marts 2025.

Filmen "A complete unknown" med Timothée Chalamet som en ung Bob Dylan, kærlighedshistorien "Anora" om en sexarbejder og pavefilmen "Konklave" er også nomineret i kategorien Bedste Film.

Den franske "Emilia Perez" er også nomineret i kategorien Bedste Internationale Film, hvor den får konkurrence af en den danske film "Pigen med nålen".

Sidst en dansk film var nomineret i kategorien Bedste Internationale Film, var med Jonas Pohers "Flugt" i 2022.

Den danskproducerede kortfilm fra Den Danske Filmskole ”Eternal Father” var blevet shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Korte Dokumentarfilm, men måtte torsdag se sig forbigået af oscarakademiet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/01/2025 - 12:00

FAKTA: Fars og klimaaftryk

* Plantefars udleder ifølge beregninger fra tænketanken Concito 0,8 kilo CO2 per kilo fars.

* Fiskefars udleder 2,8 kilo CO2 per kilo fars.

* Svinefars udleder 3,8 kilo CO2 per kilo fars.

* Kyllingefars udleder 5,8 kilo CO2 per kilo fars.

* Okse- og svinefars udleder 22 kilo CO2 per kilo fars.

* Okse- og kyllingefars udleder 26 kilo CO2 per kilo fars.

* Okse- og plantefars udleder 30 kilo CO2 per kilo fars.

* Oksefars udleder 45 kilo CO2 per kilo fars.

Kilde: Den store klimadatabase, Concito. Blandingsforholdet er 65/35 procent for okse- og plantefars og 50/50 for de øvrige blandingsprodukter. I okse- og svinefars er der antaget brug af oksekød med højere fedtindhold end de øvrige blandingsprodukter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/01/2025 - 12:00

Ny kødfars udleder mere CO2 end andre varianter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Den nye blanding af okse- og kyllingefars er bedre for klimaet end ren oksefars, men kan ikke kaldes klimavenlig, lyder det fra grøn tænketank.

Som kunde i flere af landets supermarkeder kan du nu smide en ny slags kødfars i indkøbskurven.

Dagligvarekoncernen Salling Group, der driver butikkerne Bilka, Netto og Føtex, tilbyder nemlig et nyt produkt, som er en blanding af okse og kylling.

I forbindelse med lanceringen af det nye kødprodukt har Salling Group lagt vægt på, at blandingen er et mere klimavenligt valg end den rene oksefars.

Koncernen henviser her til Fødevarestyrelsens kostråd, der råder os alle til at skrue ned for kødforbruget.

Og det er rigtigt nok, at blandingen udleder mindre CO2 end oksefars. Det siger Michael Minter, der er programchef for tænketanken Concitos program for fødevareforbrug.

- Man kan godt sige, at det er mere klimavenligt end 100 procent oksefars, men man kan ikke sige, at det er decideret klimavenligt, siger han og peger på, at for eksempel blandingen af oksekød og gris har et lavere CO2-aftryk end kombinationen af oksekød og kylling.

- Det skyldes, at hakket svinekød indeholder flere ukurante udskæringer, der er billige, og dem er der ikke meget af på en kylling, fortæller Michael Minter.

Hvis du har et ønske om at spise så klimavenligt som muligt, kan du ifølge ham med fordel vælge en plantefars, der ifølge Concitos beregninger har det absolut laveste klimaaftryk af alle farsprodukterne med 0,8 kilo CO2 per kilo produkt.

Blandt kødfarsvarianterne er de mest klimavenlige af slagsen fiskefars, ren svinefars og ren kyllingefars. De udleder henholdsvis 2,8, 3,8 og 5,8 kilo CO2 per kilo fars.

Til sammenligning udleder okse- og kyllingefarsen 26 kilo CO2 per kilo fars.

Salling Group har i øvrigt også lanceret et nyt produkt, der består af 65 procent oksekød og 35 procent ærteprotein.

- Fordi der er mest oksefars i blandingen, ligger klimaaftrykket på 30 kilo per kilo produkt. Det er en forbedring i forhold til rent oksekød, men det kan på ingen måde kaldes klimavenligt, lyder det fra Michael Minter.

Han understreger, at beregningerne fra Concito udelukkende kigger på produkternes klimabelastning.

- Der er mange andre miljøparametre, man bør være opmærksom på i sine valg af fødevarer, siger Michael Minter og nævner blandt andet biodiversitet og dyrevelfærd som faktorer, der også er vigtige at tage højde for.

Når det gælder tilberedningen af den nye form for fars, skal du blot følge de gode råd, der knytter sig til henholdsvis hakket oksekød og hakket kylling.

Det siger Charlotte Kølln, der er sektionsleder hos afdelingen for fødevaresikkerhed ved ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri.

- Som udgangspunkt anbefaler vi, at man altid gennemsteger hakket okse- og kyllingekød, så man er sikker på, at det er tilberedt helt ind i midten af kødet, siger hun.

Det sikrer, at du får bugt med eventuelle sygdomsfremkaldende bakterier. Ud over salmonella kan kyllingefars også gemme på bakterien campylobacter. Dem får du udryddet ved gennemstegning. Konkret anbefales det, at kødet opvarmes til 70-75 grader.

- Det er vigtigt, fordi du kan blive rigtig syg af for eksempel campylobacter eller salmonella med ondt i maven, opkast og utilpashed, siger Charlotte Kølln.

Derudover tilføjer hun, at det altid er vigtigt at vaske hænder ofte, når du laver mad med råt kød, og at du holder knive og skærebrætter, der har været i kontakt med kødet, adskilt fra eventuelle grøntsager.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek