Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2023 - 08:00

Simon Kvamm: Jeg værner om mit øvrige liv

Simon Kvamm er den nye mand i dommerstolen i "X Factor". Selv om der ligger en stor arbejdsbyrde i dommertjansen, er et liv ved siden af programmet vigtigt.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Simon Kvamm har det seneste stykke tid brugt al sin arbejdstid på underholdningsprogrammet "X Factor", hvor han i denne sæson har fået sin dommerdebut.

Det betyder selvsagt, at han bruger mange af sine vågne timer på at coache sine deltagere og udvikle deres potentiale. Simon Kvamm har til trods for det store arbejde med "X Factor" stadig fokus på også at have et liv ved siden af programmet.

- Det er en rimelig stor arbejdsbyrde, som fylder alt i mit arbejdsliv lige nu. Men jeg synes ikke, at det fylder mere, end at jeg har mit øvrige liv intakt. Det værner jeg også om at have, siger han og fortsætter:

- Jeg tror ikke på, at der kommer bedre resultater på scenen af, at jeg ikke har noget liv uden for den. Hverken i mit eget virke eller i "X Factor" eller noget som helst, lyder det.

Simon Kvamm kan skrive både musiker, skuespiller og serieskaber på cv'et. Musikalsk vil flest nok kende ham fra det danske band Nephew, duoen De Eneste To og som forsanger i rockgruppen Hugorm.

Fælles for alle projekter er, at Simon Kvamm synger på dansk. Og hvis man har fulgt med i de to første liveshows af "X Factor", vil man vide, at hans deltagere indtil videre har gjort det samme.

Det er et helt bevidst valg fra musikeren.

- Jeg har haft lyst til at tage udgangspunkt i, at det er dansksproget. Det er ikke fordi, det er en regel. Men jeg synes, det er naturligt at tænke i, siger han og fortsætter:

- Vi er i Danmark, vi taler dansk, og vi har det som modersmål. Lad os starte med at prøve at se, om vi kan vælge sange på dansk.

Det er tilsyneladende faldet i god jord hos seerne. I hvert fald er Simon Kvamm den eneste dommer, der stadig har alle sine tre deltagere med i konkurrencen.

Ved programmets andet liveshow, der blev sendt fredag aften, var det Thomas Blachmans deltager Rosita, der røg ud af konkurrencen. Hun var inden da i farezonen sammen med Kwamie Livs unge solist, Nambahlou.

Ugen før var det Kwamie Livs gruppe, Diverse, der måtte tage afsked med "X Factor".

Simon Kvamm er således også den eneste dommer, hvis deltagere endnu ikke er endt i farezonen.

Hugorm-forsangerens solister er den 17-årige Theodor Vestergaard, 26-årige Kristoffer Lundholm og gruppen Rosél, der består af Rosa Skovbjerg Henriksen og Selma Sander Stahr, som begge er 17 år.

De optræder alle ved programmets tredje liveshow, der bliver sendt fredag klokken 20.00 på TV 2.

Programmets tema er denne gang "Suppe, steg og is", hvilket er en hyldest til dansktoppen.

Her vil Theodor Vestergaard synge "Der er noget galt i Danmark" af John Mogensen, Kristoffer Lundholm kaster sig over nummeret "Skibe uden sejl" af Anne Grete og Peter Thorup, mens at Rosél synger "Rigtige venner" af Jodle Birge.

/ritzau/

Aarhus, 13/05/2025 - 16:21

Helmig til Renée: Du er slet ikke i vejen

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Thomas Helmig havde skrevet en helt særlig fødselsdagssang til sin hustru, Renée Toft Simonsen, der tirsdag fyldte 60 år.

Det var ikke kun fødselsdagssange, der blev sunget, da den kendte model, psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen fyldte 60 år tirsdag 12. maj.

Hendes mand, popstjernen Thomas Helmig, havde nemlig skrevet en sang på to linjer til sin hustru.

Det afslører Renée Toft Simonsen i et opslag på Instagram, hvor hun har delt en video af sangen, som fødselsdagsgæsterne også synger med på.

- Du er ikke for meget, og du er slet ikke i vejen, synger Thomas Helmig flere gange til Renée Toft Simonsen, som bliver tydeligt rørt.

Da de sidste strofer er sunget, lykønsker Thomas Helmig sin hustru med den runde dag.

- Tillykke, min skat. Tillykke med fødselsdagen.

Ifølge fødselaren havde Thomas Helmig skrevet nummeret til hendes indre barn.

Fødselsdagen blev fejret med fadøl og kage i haven. Og der kom gæster hele vejen fra Texas for at fejre Renée Toft Simonsen, der med egne ord blev badet i kærlighed.

- Talerne flød med lovprisninger og kærlighedserklæringer og eventyr om en lille pige, hvis bedste ven var en tøjfrø, der hed Karla, og tårer over livet, der kan være så frygteligt barsk nogle gange, skriver Renée Toft Simonsen blandt andet i Instagram-opslaget, hvor hun ud over videoen har delt en stribe billeder fra den runde dag.

- Nogle havde bagt de mest vidunderlige kager, og jeg drak fadøl og røg vape og havde taget en gennemsigtig kjole på, som min far syntes, var mere en natkjole og vistnok lettere upassende. Og i dag hænger den i gården og blafrer i vinden.

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig har været gift siden 2000.

/ritzau/

Læs Mere >>

Paris, 13/05/2025 - 15:58

Kim Kardashian om millionrøveri i 2016: Det ændrede alt

Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Kardashian beskriver chok og forvirring, da mænd pludselig stod i hotelværelse med receptionist i håndjern.

Realitystjernen Kim Kardashian siger tirsdag, at hun vil fortælle sin "sandhed" ved en retssag om et røveri i 2016.

Ved en domstol i Paris vidner hun i en sag, hvor ti mennesker er anklaget for at have røvet hende under modeugen i Paris.

Kardashian forklarer ifølge BBC, at hun altid har følt sig sikker i Paris.

- Men da jeg tog til modeugen på den tur, ændrede det alt, siger hun ifølge det britiske medie.

Kim Kardashian har tidligere udtalt sig om røveriet og sagt, at hun blev truet med pistol på sit hotelværelse og frarøvet smykker til en værdi af mange millioner dollar.

Hun har fortalt, at hun blev bundet og låst inde på badeværelset i lejligheden.

Hun har også fortalt, at hun troede, at hun ikke ville overleve natten, som hun slap fra uden fysiske skader.

Tirsdag i retten forklarer hun ifølge BBC, at hun blev meget forvirret, da flere mænd kom ind i hendes lejlighed midt om natten og havde en receptionist i håndjern med.

- Jeg var stadig i chok, for der har været mange terrorangreb rundtomkring i verden, og mine venner og jeg havde talt om det.

- Jeg forstod ikke, hvad der skete, og at det handlede om mine smykker, selv om de specifikt spurgte efter min ring, siger Kardashian.

Hun gentager tirsdag, at hun troede, at hun skulle dø.

- Jeg var sikker på, at han (en røver, red.) ville skyde mig, så jeg bad en bøn for min familie, siger Kim Kardashian ifølge nyhedsbureauet AFP med tårer i øjnene.

- Jeg troede, at jeg skulle dø, siger hun.

I alt er ni mænd og en kvinde anklaget ved domstolen i Paris. Fem mænd er tiltalt for væbnet røveri og bortførelse og risikerer livstid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Andre er tiltalt for medvirken til røveri eller brud på våbenlovgivning.

De fleste af mændene er født i 1950'erne, hvilket har fået de franske medier til at døbe gruppen 'bedstefar-røverne'.

I retten tirsdag valgte Kardashian at tilgive en af de sigtede, den 68-årige Aomar Ait Khedache.

Kim Kardashian blev kendt op igennem 00'erne igennem reality-tv, inden hun gik ind i modebranchen. Hun har også medvirket i en række film.

Hun er blandt de mennesker i verden med flest følgere på det sociale medie Instagram, og hun har også været kåret som en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden af magasinet Time.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

FAKTA: En kræsen svamp

* Meldug er yderst vækstspecifik. Det vil sige, at det er en særlig form for meldug, der rammer æbletræer, og en anden form, der rammer for eksempel roser.

* Æblemeldug kan derfor ikke sprede sig til roser, og rosenmeldug kan ikke sprede sig til æbletræer.

* Meldug er kun i stand til at leve på levende planter og kan ikke som andre svampe vokse på eksempelvis dødt plantevæv.

* Varmt og tørt vejr stimulerer svampens dannelse af sporer og spredningen af dem. Der skal dog en høj luftfugtighed til, før sporerne er i stand til at spire.

Kilde: Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

Brems svampesygdommenes hærgen i haven

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Du kan forhindre svampeangreb i at udvikle sig ved at finde havesaksen frem fra skuret netop nu, fortæller gartner med speciale i plantesygdomme.

Forårets tørre vejr gør det svært for svampesygdommene at trives i haven, men du kan godt støde på dem alligevel. Særligt, hvis du har æbletræer.

Det fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

- Meldug er en svamp, der overvintrer i grene og knopper, og de kan nu ses på æbletræernes skud som nogle små hvide spidser, siger han og råder til, at du finder havesaksen frem, hvis du spotter den mælkehvide svamp.

- Klip de ramte skud af. På den måde undgår du, at svampesporerne fra meldugsvampen spreder sig. Frugtavlerne går i øjeblikket rundt og laver netop disse beskæringer.

Hvis melduggen får frit spil til at udvikle sig, vil du senere på sommeren se mange flere blade og skud med hvide belægninger.

Sygdommen hæmmer væksten i æbletræet, og de frugter, der gror frem, udvikler en ru overflade, der kaldes for skrub.

- Når meldugsvampesporerne lander og spirer på æblerne, ødelægger de overhuden på æblerne, forklarer Magnus Gammelgaard Nielsen.

Et andet sted i haven, hvor svampesygdommene har det med at slå ned, er i rosenbedet. Roserne kan som æbletræerne blive ramt af meldug, men også sygdommen stråleplet er udbredt.

Stråleplet viser sig som sorte pletter på bladene. Og her gælder samme råd som med æbletræerne: Fjern de ramte blade, så svampen ikke smitter videre.

Ifølge Magnus Gammelgaard Nielsen tegner det dog ikke til at blive et slemt år for roserne, fordi foråret indtil videre har været meget tørt.

Han understreger samtidig, at den bedste måde at undgå svampebefængte roser er ved at udvælge nogle sorter, der er modstandsdygtige over for sygdommene.

Derudover spiller det en væsentlig rolle, hvor rosenbedene er placeret i haven.

- Roser skal stå i fuld sol. På den måde bliver bladene tørret hurtigt, når det har regnet, og det gør det sværere for svampesygdomme at etablere sig i planterne, fordi svampesporerne trives i et fugtigt miljø, fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek