København, 19/12/2024 - 11:26
Tolkegebyr i Folketinget sættes ned efter indførsel af simultantolkning
Folketinget skal fremover have tolkebokse, så grønlandske taler i salen kan oversættes til dansk i realtid.
Af: /ritzau/
Tolketillægget til grønlandske folketingsmedlemmer sættes ned fra 71.703 kroner om måneden til 8333 kroner.
Ændringen træder i kraft 1. april 2025.
Det oplyser Folketingets Præsidium, Folketingets ledelse, til Ritzau.
Det sker, efter at det er besluttet, at Folketinget indfører simultantolkning ved udvalgte debatter i Folketingssalen.
- Efter at et flertal i Præsidiet for nylig indførte simultantolkning, er der ikke længere behov for at opretholde tolketillægget på det nuværende niveau.
- Det er baggrunden, for at Udvalget for Forretningsordenen har vedtaget at nedsætte det, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en skriftlig kommentar.
/ritzau/




