Shanghai, 06/10/2023 - 10:49
Aneke Rune om afklapsning: Holger var ikke mentalt tilstede
Pres og en tid med formnedgang kan ifølge Aneke Rune være årsager til, at Holger Rune har mental udfordring.
Aly Song/Reuters
Af: /ritzau/
Holger Rune led fredag morgen dansk tid et af karrierens mest ydmygende nederlag, da han i anden runde af Shanghai Masters tabte med 0-6, 2-6 til verdensranglistens nummer 122, Brandon Nakashima fra USA.
Undervejs viste Rune store frustrationer, og han blev i andet tildelt en advarsel af kampens dommer.
På tribunen kunne mor og manager Aneke Rune hverken gøre fra eller til. I transmissionen på TV 2 Sport kunne man i andet sæt høre hende opfordre sin søn til at spille og undlade at gøre sig selv til grin.
- Han er simpelthen så låst, nervøs og mentalt slet ikke tilstede. Synd, skriver Aneke Rune i et svar til Ritzau.
Holger Rune havde en glimrende forårssæson på grus, og han nåede kvartfinalen i French Open uden at spille prangende. Derefter præsterede han overraskende godt og nåede også kvartfinalen i Wimbledon.
Men siden grand slam-turneringen på græs har resultaterne svigtet, blandt andet på grund af en rygskade.
Fredag var det ifølge Aneke Rune en mental ting, da han tabte for niende gang i de seneste ti kampe.
- Pres, resultater, ikke at have vundet kontinuerligt længe, egne forventninger, lyder Aneke Runes bud på en forklaring.
Holger Rune skal næste gang i aktion i ATP-turneringen i Stockholm, hvor han er forsvarende mester.
Turneringen i den svenske hovedstad spilles fra 16. til 22. oktober.
/ritzau/




