Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/03/2024 - 08:00

Lad ikke forårets ekstra lønkroner forsvinde mellem fingrene

En del danskere får flere penge mellem hænderne i april, og det er en god anledning til at kigge privatøkonomien efter i sømmene, siger chefanalytiker.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

I april spirer nye friske skud op af jorden, men også lønkontoen er i vækst for de mange danskere, der arbejder i det offentlige.

- En del vil opleve, at deres aprilløn er væsentligt højere end martslønnen, siger Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank.

Landets kommunalt ansatte kan i år se frem til en lønstigning på 5,74 procent, og de første 4 procent træder i kraft fra 1. april. For medarbejdere i regionerne ligger lønstigningen i år på 5,81 procent, og her vil de første 4 procent ligeledes lande i april.

Er du en af dem, der ser lønkontoen vokse, er det vigtigt, at du husker at rette det i din forskudsopgørelse, så du undgår et skattesmæk næste år. Derudover opfordrer Louise Aggerstrøm Hansen dig til at tænke grundigt over, hvad den ekstra indkomst skal bruges på.

- Sæt dig ned, og lav en liste over, hvad dine prioriteringer rent faktisk er. Har du en kone eller mand, er det selvfølgelig godt at blive enige om det. Det er en god måde at gøre det på. For ellers forsvinder pengene let som sand mellem fingrene på en, siger chefanalytikeren.

Og den øvelse kan du også med fordel gøre, selv om du ikke har udsigt til en lønforhøjelse. Inflationen har nemlig været faldende i en del måneder nu, hvilket giver os alle flere penge mellem hænderne.

- Det er en positiv nyhed for rigtig mange lige nu, at man begynder at kunne se, at økonomien bliver mindre stram. Og måske er der nogle huller, som er blevet skabt under inflationen, som skal fyldes ud igen.

Måske har den høje inflation betydet, at du har sparet mindre op eller droppet at gå til tandlæge, og nu får du pludselig mulighed for at prioritere de ting igen.

Omvendt kan det også være, at tiden med de tårnhøje priser i supermarkedet fik dig til at indse, hvad du egentlig godt kan undvære og dermed spare penge på fremover.

- Det kan godt vendes til noget positivt, at økonomien har været under pres. For det gør, at man forholder sig til, hvad der er vigtigt for os i vores familie, at vi bruger penge på, og hvad giver ikke så meget nytte og glæde og kan undværes, siger Louise Aggerstrøm Hansen og fortsætter:

- Det er positivt, hvis vi i takt med, at økonomien får det bedre, tænker mere over, hvad vi bruger vores penge på. Så vi forbruger med åbne øjne og har en bedre styring på det.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek