Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/02/2024 - 10:00

Klager over skummel nethandel sætter ny rekord

Forbruger Europa modtog sidste år rekordmange klager fra forbrugere, der mener at være blevet snydt på nettet.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Aldrig har det været nemmere at klikke varer ned i den digitale indkøbskurv, men det betyder også, at det er blevet nemmere for kriminelle at lokke dig i fælder online.

Sådan lyder meldingen fra den europæiske forbrugermyndighed, Forbruger Europa, der i 2023 modtog rekordmange klager fra danske forbrugere, der har følt sig snydt på nettet.

- Den konstant stigende onlinehandel skaber flere og flere muligheder for markedsføring via de sociale medier og via annoncer på hjemmesider. Samtidig benytter flere disse forretningsmodeller til at snyde folk. Så det er både blevet nemmere at være onlinehandler, men også nemmere at være onlinesvindler, siger Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa.

Sidste år behandlede Forbruger Europa i alt 187 klager over netsvindel. Det var 31 flere end året før og 97 flere end i 2021.

Af klagesagerne fremgår det, at danske forbrugere især havner i såkaldte abonnementsfælder, hvor de tror, de køber et enkelt produkt, men i stedet kommer til at binde sig til et abonnement, hvor der bliver trukket et beløb fra kontoen hver måned.

I 2023 vedrørte den slags sager særligt kosttilskud, fortæller Lars Arent.

- Kosttilskud fylder godt i statistikken. Det er nok, fordi kosttilskud er let at markedsføre og virker attraktivt for mange. Men nogle gange følger der altså en hage med, som er, at man bliver afkrævet et månedligt beløb, som man ikke har sagt ja til, siger han.

En anden tendens, der prægede netsvindlen sidste år, var snyd på datingsider. Problematikken går her på, at du betaler et beløb for at få adgang til en datingside, som senere viser sig at være falsk. Men stopper du for betalingen, risikerer du at få inkassofirmaer efter dig.

- Konsekvensen er, at du mister penge, som er svære at få tilbage. En anden udfordring er, at det rent psykologisk bliver en kamp for forbrugeren, fordi truslerne fra virksomhederne kan blive ret massive, fortæller Lars Arent.

Hans bedste råd til at undgå at blive snøret af digitale snydepelse, er, at du altid tjekker op på, hvem du handler med, inden du klikker "køb".

- Du må ikke gå direkte fra en annonce på de sociale medier ind på en side og indtaste dine kreditoplysninger. Søg først på virksomhedens navn på google for at læse, hvad andre skriver om virksomheden, siger Lars Arent og fortsætter:

- I mange af de sager, vi har haft med forbrugere, der er havnet i kløerne på virksomheder, som ikke spiller efter reglerne, kan vi se, at andre allerede havde advaret om de her virksomheder i anmeldelser på for eksempel Trustpilot.

Lars Arent understreger også, at du skal være særligt opmærksom på de annoncer, der popper op på sociale medier som Facebook og Instagram.

- Annoncer på sociale medier forsvinder ofte hurtigt igen og efterlader derfor forbrugeren uden dokumentation for, hvem der stod bag svindlen. Så kommer man for eksempel til at købe tvivlsomme produkter, er det svært for forbrugeren bagefter at bevise, at man har ret, siger Forbruger Europa-direktøren.

/ritzau fokus/

New York City, 10/09/2024 - 19:30

Talsmand: Svækket Weinstein kommer sig efter hjerteoperation

Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Harvey Weinstein, som skulle til retsmøde denne uge, er "uden for fare aktuelt", siger repræsentant.

Den voldtægtsdømte filmproducent Harvey Weinstein er ved at komme sig og "uden for fare" efter en akut hjerteoperation.

Det oplyser en repræsentant for Weinstein tirsdag til nyhedsbureauet AFP.

Weinstein blev natten mellem søndag og mandag bragt fra Rikers Island-fængslet til Bellevue Hospital i New York City.

- Han hviler sig. Han er svag, siger talsmand Juda Engelmayer.

- Han er uden for fare aktuelt.

Weinstein stod denne uge til at møde i retten, hvor anklagere har præsenteret bevismateriale for en anklagejury, som skal tage stilling til en mulig ny tiltale mod ham i en sag om seksuelt overgreb.

I februar 2020 blev han i New York dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og fik 23 års fængsel.

Dommen blev dog i april omstødt, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Weinstein er til gengæld idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.

Weinsteins advokater har gentagne gange sagt, at filmproducenten har dårligt helbred. Han er flere gange mødt op til retsmøder i en rullestol.

I juli måtte han under behandling for covid-19 og lungebetændelse i begge lunger. Han er også tidligere blevet behandlet for hjerteproblemer i 2020.

Han har desuden diabetes og forhøjet blodtryk.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

Oslo, 10/09/2024 - 13:36

Norsk politi advarede Mette-Marits søn længe inden anholdelse

Lise Aserud/Ritzau Scanpix

Marius Borg Høiby, der er sigtet for trusler og vold mod sin ekskæreste, blev opsøgt af politiet sidste år.

Norsk politi havde sidste år en "forebyggende samtale" med Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn.

Det bekræfter Frode Larsen, der er enhedsleder i Oslo politidistrikt, over for den norske avis Aftenposten.

- Politiet foretager jævnligt forebyggende samtaler med enkeltpersoner, som befinder sig i et kriminelt miljø. Samtalerne er et tidligt forebyggende tiltag, siger Frode Larsen.

Den 27-årige Marius Borg Høiby blev i begyndelsen af august i år anholdt og sigtet for trusler og vold mod sin daværende kæreste.

Politiet i Norge efterforsker yderligere to mulige voldssager mod Marius Borg Høiby. Her er det to andre ekskærester, Nora Haukland og Julianne Snekkestad, der er de forurettede.

Der er endnu ikke rejst sigtelse mod Marius Borg Høiby i de to sager.

Det er uvist, hvad samtalen konkret handlede om, da politiet sidste år opsøgte Marius Borg Høiby. Politiet mødte op på godset Skaugum, hvor Marius Borg Høiby dengang boede.

Samme sted bor kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.

Frode Larsen fortæller, at samtalen blandt andet blev vurderet nødvendig, "fordi politiet har et udvidet ansvar for kongehusets og kongefamiliens medlemmers sikkerhed".

Der er løbende kommet nye oplysninger frem om Marius Borg Høiby, siden han i begyndelsen af august blev anholdt.

I sidste uge blev det kendt, at kronprinsesse Mette-Marits søn har fået et polititilhold mod en ekskæreste. Der er tilsyneladende tale om den kvinde, der anmeldte Marius Borg Høiby for vold i august.

Selv om den 27-årige nordmand er søn af kronprinsesse Mette-Marit, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge.

Mette-Marit fik ham således, før hun mødte kronprins Haakon og giftede sig ind i den norske kongefamilie.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

FAKTA: Tip til at plukke havtorn

* Når havtornens bær er modne, splatter de let ud. Derfor foretrækker de fleste at klippe grenen med bærrene af frem for at plukke dem af.

* Klip dog kun den yderste spids af. Både af hensyn til andre og til planten.

* Når du kommer hjem, kan grenen med fordel smides direkte i fryseren. Herefter kan man let nulre de frosne bær af, uden at de smatter sammen.

Kilde: naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

Nordens citron kan bruges til at forny de velkendte retter

Vaclav Salek/Ritzau Scanpix

Er de gamle klassikere fra kogebogen blevet lidt støvede, kan du prøve at på opdatere dem med det lille delikate bær havtorn.

Nordens citron, appelsin eller passionsfrugt.

Kært barn har mange navne, og spørger man kok og medindehaver af virksomheden Sanketure Thomas Askov, så er der ingen over eller ved siden af i de danske landskaber: Havtorn er nummer et.

- Det er helt vildt, at vi herhjemme har sådan et bær, der er så lækkert. Jeg elsker smagen og strukturen, siger han om de orange bær, der undertiden også kaldes sandtorn, klittorn, klittjørn og havtidsel.

Han er så stor fan, at han kan finde på at smide havtorn i det meste.

- Hvis der er nogle lidt oldschool retter, kan man bruge havtorn til at opdatere dem til noget rigtig lækkert, siger Thomas Askov.

For eksempel kan en klassisk rødgrød blive til en gulgrød, og salte citroner kan erstattes med ditto havtorn, foreslår kokken.

En af hans helt simple favoritter er en saft, der består af havtorn, vand, citron og sukker.

- Den kan man nærmest drikke som appelsinjuice, siger han begejstret.

Opskriften er i runde tal et kilo havtorn, en liter vand, to deciliter citronsaft og sukker efter smag.

- Jeg bruger også saften i min lyse, alkoholfri gløgg, fordi den tilføjer en fantastisk note, fortæller Thomas Askov.

Derudover falder valget i køkkenet ofte på havtorn, når kokken skal servere dessert for sine gæster.

Havtorn gør sig nemlig særdeles godt som et syrligt modspark i det søde køkken. Det kan være til en panna cotta eller en hvid chokolademousse, foreslår kokken.

- Er du løbet tør for rosiner, kan du også putte havtorn i dine teboller i stedet, tilføjer han.

Vil du selv ud at plukke de smagfulde bær, skal du bevæge dig i retning af bølgernes brusen, fortæller Marie Roland, som er naturvejleder ved Naturstyrelsen Storstrøm.

- Udbredelsen af havtorn kan nærmest tegne danmarkskortet, for den kan findes langs det meste af kystlinjen. Den vokser på kystskrænter, og der hvor der er noget krat, før man kommer ud på selve stranden.

- Den er særligt glad for blottet mineraljord og kan også findes i gamle grusgrave og baneterræner. Steder, hvor vi mennesker graver lidt op og blotter mineraljorden, forklarer naturvejlederen.

Havtorn tilhører sølvbladsfamilien, og de aflange blade har et sølvskinnende skær på undersiden. Bærrene sidder helt inde langs stammen.

Når Marie Roland støder på buskene, er det dog sjældent, at hun bare spiser de friske bær. De er nemlig meget sure og sammensnerpende i sig selv, fortæller hun.

Derfor gør de sig bedst i en sødet version eller i kombination med andre frugter.

- Smagen er aromatisk og passionsfrugtagtig og er god i kombination med andre sødere sager. Det kan for eksempel være i marmelader, hvor man kan blande den med æble eller pære, siger Marie Roland.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek