Middelbart, 27/10/2024 - 10:51
Brand i Middelfart udløser kraftig røg
Borgere advares om risici. De skal lukke vinduer og døre, lyder opfordring fra politiet.
Af: /ritzau/
En brand i en industribygning i Middelfart udløser søndag formiddag kraftig røg. Det oplyser Fyns Politi.
Borgere opfordres til at holde sig væk fra røgen, ligesom de skal lukke døre og vinduer. Røgfanen blæser væk fra byen.
Brandfolk og politi er rykket ud til Korsholms Allé, hvor industribygningen er placeret.
Ilden er opstået i elektronikskrot, oplyser brandvæsenet.
Elektronikken fylder cirka 50 kvadratmeter og står i fire meters højde, lyder det fra Trekantområdets Brandvæsen på det sociale medie X.
Der er ikke fare for, at branden breder sig, lyder vurderingen søndag formiddag, men det vil tage nogle timer for brandvæsenet at klare opgaven.
/ritzau/




