Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 21/11/2023 - 12:51

Brigitte Nielsen blev mor som 55-årig: Ingen siger noget til De Niro

Brigitte Nielsen har mere tålmodighed og ekstra kærlighed at give. - Jeg tror, det er, fordi jeg har en bedstemors alder, siger den 60-årige kendis.

Faye Sadou/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter 13 års fertilitetskamp blev den danske skuespiller og mediepersonlighed Brigitte Nielsen i en alder af 54 år gravid og fødte som 55-årig datteren Frida.

Men det var langtfra alle, der var lige begejstrede over nyheden om den dengang forestående familieforøgelse.

Mange - inklusive hendes fire voksne sønner - mente, at hun var for gammel til at sætte et lille nyt liv i verden, fortæller Brigitte Nielsen nu - fem år efter fødslen - i et interview med magasinet People.

- Først og fremmest er der ikke noget, der hedder "for gammel", siger Brigitte Nielsen i interviewet.

- Vi siger ikke det samme til mænd, som får børn i deres 60'ere, 70'ere og selv i 80'erne. Se på Robert De Niro - han er 79 år og har et barn på syv måneder.

Brigitte Nielsen har Frida sammen med sin mand, den italienske model Mattia Dessi. Parret mødte hinanden for 19 år siden. Hun var 41, han var 25.

Også dengang oplevede Brigitte Nielsen, at aldersforskellen blev påtalt - nærmest på samme måde, som da Frida kom til verden, siger hun.

- Børn siger altid, at deres bedstemødre er de bedste. Jeg føler, at jeg har det samme mindset og de følelser. Jeg har tålmodigheden og den ekstra kærlighed at give nu, og jeg tror, det er, fordi jeg har en bedstemors alder., siger hun i People-interviewet.

Brigitte Nielsen har en 39-årig søn fra ægteskabet med den danske musiker Kasper Winding, en 33-årig søn fra forholdet med den amerikanske fodboldspiller Mark Gastineau og to sønner på henholdsvis 30 og 28 år fra sit fjerde ægteskab med schweiziske Raoul Meyer.

- Da jeg var en yngre mor, jonglerede jeg ofte med at være single, være på et fly eller et filmset. Nu kommer Frida først, siger Brigitte Nielsen.

Faktisk var graviditeten med Frida den nemmeste.

- Måske fordi jeg har gjort det fire gange før, og mine prioriteter nu har ændret sig. Det var et inderligt, inderligt ønske og et valg, siger Brigitte Nielsen.

- Lægen advarede mig om at være realistisk med hensyn til mine chancer. Han fortalte mig, at jeg havde to og en halv procents chance for at blive gravid, så da det endelig skete, var det bare fantastisk. Men med Frida kunne jeg have været gravid i endnu et år. Da jeg endelig fødte, var det hele så nemt.

Brigitte Nielsen opnåede stjernestatus, efter at hun i 1985 spillede over for Sylvester Stallone i boksefilmen "Rocky IV".

De blev gift kort tid efter filmens premiere, hvorefter hun i årevis var kendt som Gitte Stallone.

Forholdet fik stor opmærksomhed, men efter 19 måneder og endnu en film sammen blev de dog skilt.

Vejen til den store berømmelse begyndte, da Brigitte Nielsen som 16-årig indledte sin modelkarriere. Hun arbejdede for store mærker som Armani og Versace og var for det meste at finde i storbyer som New York, Paris, Milano og Berlin.

I 1985 fandt hun vej til det store lærred, da hun i sin debutfilm, "De frygtløse", spillede over for Arnold Schwarzenegger.

Hun er også kendt fra filmene "Frækkere end politiet tillader 2" og for "Creed II", som Sylvester Stallone også medvirker i.

/ritzau/

København, 10/07/2025 - 14:48

Melvin Kakooza i tårer efter hjerneskanning: Hvordan lever man med frygten?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Melvin Kakooza er stadig mentalt medtaget, efter at han for fire år siden fik fjernet en godartet tumor i hjernen. Lægerne holder fortsat skarpt øje med ham.

Det er fire år siden, at den kendte komiker og tv-vært Melvin Kakooza fik bortopereret en tumor i hjernen på seks centimeter i længden og tre centimeter i bredden.

Men for et halvt år siden fandt lægerne noget på skanningen, som de ville holde øje med.

Efter det seneste tjek er meldingen fra lægerne den samme som sidst: Der er stadig noget, der skal holdes øje med.

Det fortæller den 33-årige tv-stjerne åbenhjertigt i et længere opslag delt på Instagram.

- Normalt bliver jeg scannet én gang om året. Men bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl, skriver han og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det her - alt det, der fulgte efter operationen - har været noget af det hårdeste. En ting er selve operationen, men noget helt andet er det, der kommer bagefter: følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres og frygten for at miste livet - uden at vide hvornår eller hvordan.

Efter skanningen brød Melvin Kakooza sammen i sin bil.

- Ikke fordi jeg tror, jeg skal dø. Men fordi frygten for det - frygten for ikke at vide hvornår - er kommet tættere på, fortæller han hudløst ærligt.

Melvin Kakooza beskriver, at han har været vred, sur og ude af sig selv. Han har med egne ord reageret på måder, han aldrig forinden havde troet, at han ville.

- Jeg tror, det er, fordi jeg ikke har talt nok om efterspillet, skriver han og fortsætter længere nede i opslaget:

- Jeg synes, det er så vigtigt, at vi taler mere om det psykiske efterspil. At det ikke kun handler om at blive rask, men også om, hvordan man lever med usikkerheden bagefter. Og hvordan det, vi bærer, kan gå ud over dem, vi elsker mest.

Tilkendegivelserne er strømmet ind på opslaget fra blandt andre grev Nikolai, tv-vært Sofie Linde og fra Lukas Graham-bandet, og Melvin Kakooza er rørt over modtagelsen.

- Det har været utroligt at opleve, at jeg ikke står alene. At så mange har stået i lignende situationer, og at mange er kommet videre - med styrke, med ar og med kærlighed. Det giver håb. Det giver ro, skriver Melvin Kakooza i en længere kommentar.

- Jeg har fået lysten tilbage. Lysten til at leve. Lysten til at lide - og turde dele det. Til at tale om det, når det gør ondt, ikke at pakke det ind, ikke at gøre det pænt, men sætte ord på - højt og ærligt. For det er dér, vi ændrer noget. Det er dér, vi står sammen.

Efter operationen i 2021 blev Melvin Kakooza også ramt af svære komplikationer og fik svælgparese.

Da han vågnede efter det omfattende indgreb, kunne han ikke tale eller synke, og det fik ham til at gå i panik. Han fik straks noget vand og noget is, men det røg ikke ned i mavesækken, men i lungerne. Det var ved at koste ham livet, fortalte han til tidligere fodboldtræner Troels Bech i podcasten "Bech bag bolden" i 2021.

- Der er faktisk en nat, hvor min mor er til stede, og hun står op til, at jeg simpelthen har fået hjertestop og bliver genoplivet og ryger på intensivafdelingen på Rigshospitalet, hvor jeg er tre til fire uger.

Efter indlæggelsen var han igennem et omfattende fysisk og mentalt genoptræningsforløb, så han kunne vende tilbage på skærmen og på standupscenen igen.

Melvin Kakooza begyndte sin karriere i dansk showbusiness i 2017, hvor han vandt DM i standup og forlod lærerseminariet for at underholde.

Han har været vært på underholdningsprogrammer som "Helt sort", "Hesten og gæsten", "Smæk for skillingen" og sit eget selvbetitlede talkshow på TV 2.

Derudover står han bag komedieserien "Sunday".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 14:35

Ny Netflix-serie er dedikeret til afdød musikstjerne

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Netflix-serien "Building the Band" hylder One Direction-stjernen Liam Payne, der døde i oktober sidste år. Sangeren optræder posthumt i serien.

Onsdag udkom de første fire afsnit af den nye Netflix-serie "Building The Band". Her hyldes den afdøde sanger Liam Payne, der optræder som gæstevært senere i musikprogrammet.

I programmet taler deltagere til hinanden gennem vægge, indtil de endelig mødes ansigt til ansigt og former deres musikalske evner.

Liam Payne døde i oktober sidste år, da han faldt ned fra et hotelværelses balkon på tredje sal i Buenos Aires i Argentina. Sangeren blev kun 31 år.

I det første afsnit af serien mindes værten AJ McLean, kendt fra boybandet Backstreet Boys - den forhenværende One Direction-stjerne. Det skriver det amerikanske medie Variety.

- Da vi filmede "Building The Band" kunne vi slet ikke forestille os, at vi så snarligt skulle sige farvel til vores ven Liam Payne, siger AJ McLean i begyndelsen af første afsnit.

McLean beskriver, at man i serien vil opleve Liam Paynes dybe kærlighed for musikken og hans urokkelige indsats for at hjælpe andre med at finde deres stemme.

- Det er gennem den ånd, at vi dedikerer serien til Liam og hans familie, siger McLean.

Liam Paynes død har været meget omtalt grundet de voldsomme omstændigheder. Fem personer har været mistænkt for at have været involveret. I februar blev anklagen mod tre af personerne droppet.

De to andre er stadig sigtet og varetægtsfængslet for at have leveret narkotika til sangeren, inden hans fald.

Sangstjernen kan ses som gæstevært sammen med den tidligere Destiny's Child-sanger Kelly Rowland og forsangeren for The Pussycat Dolls, Nicole Scherzinger.

Sidstnævnte sagde i et interview med mediet Access Hollywood, at hun er glad for at se Liam Payne skinne igennem i serien.

Hun ser, det som en fuld cirkel, der lukkes, da Liam Payne forlader verden i et musikprogram, som også var den måde, han kom ind i musikkens verden på via sin optræden i det engelske X Factor med One Direction i 2010.

- Jeg ved, at han virkelig nød at være en del af filmprocessen. Han brugte ekstra tid, da han virkelig ville arbejde med disse bands. Når jeg tænker tilbage på Liam i showet, så er jeg glad for, at alle får mulighed for at se hans lys.

- Han havde sådan et sødt og omsorgsfuldt hjerte, siger Scherzinger i interviewet.

De første fire afsnit er ude, mens tre nye afsnit kommer i næste uge.

Liam Payne efterlod sig en søn fra 2017 fra sit forhold med sangeren Cheryl Cole.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 10:00

FAKTA: Hvor længe er gavekortet gyldigt?

* Gavekort er som udgangspunkt gyldige i tre år, medmindre andet er tydeligt anført.

* Gavekort kan godt være gyldige i mindre end tre år, hvis det er anført allerede ved købet.

* Der findes ingen fast regel for, hvor kort fristen på gavekort må være. Men gavekortets gyldighedsperiode og udløb skal være rimelig i den aktuelle situation.

* I nogle tilfælde er der mulighed for at forlænge et gavekorts gyldighed.

Kilder: forbrug.dk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/07/2025 - 10:00

Kend reglerne: Undgå at oplevelsesgavekortet går til spilde

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er nemt at give et oplevelsesgavekort, men ikke lige så let at indløse. Forbrugerjurist Susanne Aamann peger på fire ting at være opmærksom på.

Et gavekort til en oplevelse er en oplagt gave til personen, der har alt, og der er som regel intet andet end gode intentioner bag.

Men ofte ender gavekortet med at samle støv i skuffen og når måske ikke at blive vekslet til en middag, et hotelophold eller noget helt tredje.

Kontorchef i Forbrugerpolitisk Center i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Susanne Aamann minder her om fire situationer, hvor du skal være ekstra opmærksom, når du vil benytte dit oplevelsesgavekort.

- Oplevelsesgavekort er lidt mere komplekse end et gavekort til en tøjbutik eller en anden butik, fordi der ofte følger nogle bestemte betingelser med, siger Susanne Aamann, som også er jurist med speciale i forbrugerjura.

Nogle af reglerne for oplevelsesgavekort kan være op til fortolkning og henviser til, at udstederen af gavekortet ikke må give modtageren "urimelige betingelser".

1) Kombination af oplevelsesgavekort.

Har du to gavekort til en overnatning samt middag for to på et hotel, er det ikke sikkert, at de bare kan veksles til en overnatning for fire personer.

- Du skal være opmærksom på, at dit gavekort ofte kun kan benyttes til en specifik oplevelse - for eksempel en overnatning for to med middag eller en times spa med to glas vin, siger Susanne Aamann.

Så selv om der står på gavekortet, at oplevelsen har en værdi af 2000 kroner, betyder det ikke nødvendigvis, at du frit kan bruge det beløb til en oplevelse på det pågældende hotel, forklarer hun.

Det kunne også være en situation, hvor du ønsker en oplevelse, der er dyrere end den, dit gavekort giver dig adgang til.

Det vil som regel betyde, at du skal bruge gavekortet til at betale en del af din oplevelse, og så er det vigtigt, at du får den nye aftale på skrift.

På den måde undgår du, at der kan opstå tvivl om, hvad der nu indgår i din aftale, og hvor meget du skal betale ekstra.

- Et gavekort til én specifik oplevelse kan være svær at bruge som delbetaling. Hvis du har købt gavekortet gennem en tredjemand, er det dem, der er din aftalepart, og som du skal rette eventuelle krav over for, siger hun.

2) Tidsfrist.

De fleste kigger nok efter, hvornår deres gavekort udløber. Men når man har med oplevelser at gøre, kan der være forskel på, hvornår man senest skal bestille oplevelsen, og hvornår oplevelsen skal finde sted.

- Udstederen af gavekortet må gerne bestemme, at oplevelsen skal bestilles inden en bestemt dato eller skal udnyttes i en bestemt periode. Det skal bare være tydeligt angivet og være en rimelig tidsramme, siger hun.

En god pris på en oplevelse kan for eksempel skyldes, at det er uden for højsæsonen.

3) Udbetaling af gavekort.

Du har ret til at få udbetalt dit gavekort, hvis det er et elektronisk gavekort. Faktisk kan du få pengene udbetalt, op til et år efter at gavekortet er udløbet.

- Mange ved ikke, at man bare kan få pengene udbetalt, siger Susanne Aamann.

Udbetalingen skal være fra dem, der har udstedt gavekortet - den direkte aftalepart - også selv om man har købt det hos en elektronikbutik eller i et supermarked.

På et elektronisk gavekort vil der for eksempel være en QR-kode eller en magnetstribe, så det vil gælde mange oplevelsesgavekort.

4) Gebyr ved udbetaling.

Virksomheder kan kræve et gebyr, hvis man ønsker at få et gavekort udbetalt.

- Der er ikke noget fast beløb for, hvor stort gebyret må være. Det må bare ikke være urimelig højt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek