Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 13/06/2019 - 10:39

OB snupper ung midtbaneprofil hos nedrykker

Moses Opondo forlader Vendsyssel til fordel for OB, hvor han har underskrevet en aftale gældende for fire år.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Superligaklubben OB henter midtbanespilleren Moses Opondo hos nedrykkeren Vendsyssel.

Den fynske klub oplyser på sin hjemmeside, at Opondo har underskrevet en aftale gældende for fire år. Han tiltræder i OB på mandag, hvor træner Jakob Michelsen har indkaldt til den første træning frem mod den nye sæson.

- Han er en ung, spændende spiller, som vi har fulgt i længere tid. Med sin dynamiske spillestil passer han godt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på i OB, siger klubbens sportsdirektør, Jesper Hansen, til hjemmesiden.

21-årige Opondo, der har rødder i Uganda, spillede i sidste sæson 22 kampe og scorede fire mål for vendelboerne.

- Han er købt til midtbanen, hvor han med sin fysik og energi kan skabe noget mellem begge felter. Han har spillet i Danmark i hele sin karriere og bliver nem at integrere i truppen, siger Jesper Hansen.

Opondo kalder OB "en fantastisk klub med stolte traditioner".

- Jeg kan virkelig godt se mig selv i den måde, som trænerne og klubben vil spille fodbold på, og man så jo i sidste sæson, hvor godt det gik, siger Moses Opondo.

OB sluttede sidste sæson som nummer fem i Superligaen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv