Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

26/06/2024 - 10:00

På vej til sydens hede? Sådan passer du godt på dig selv i varmen

Drik, selv om du ikke føler tørst, og søg læge, hvis du får det skidt under den bagende sol på rejsen sydpå, lyder rådet fra læge.

Alkis Konstantinidis/Reuters

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Termometeret viser mørkerøde tal i Sydeuropa i disser uger.

Og den stegende hede kræver, at du som turist tager dig nogle forholdsregler for ikke at blive utilpas i varmen.

1) Drik rigeligt med vand.

Når sveden driver af dig, risikerer du at tabe så meget væske, at du dehydrerer. Derfor er det alfa og omega, at du husker dig selv på at drikke masser af vand.

- Det er vigtigt, at man indtager rigeligt med væske, også selv om man ikke føler tørst. Når man bliver tørstig, er kroppen nemlig allerede i de tidlige stadier af dehydrering, siger Klaus Nielsen Jeschke, der er læge hos Falck og løbende er i kontakt med danske patienter, der bliver indlagt i udlandet.

Han råder dig til at drikke vand fra flaske og ikke hanen samt at begrænse indtaget af koffeinholdige drikke og alkohol.

- Man bør undgå alkohol i de varme timer, fordi det har en negativ effekt på væskebalancen. Derudover bliver man sløv og opholder sig måske længere tid i solen, hvilket øger risikoen for dehydrering, lyder det fra lægen.

Farven på din urin kan give dig et fingerpeg om din væskebalance. Er urinen lysegul, er alt godt. Har det en mørkere nuance, kan du have brug for mere væske.

2) Beskyt dig mod solen.

Selv om du elsker at ligge og dase på stranden eller ved poolen, så er det en dårlig idé at befinde sig for længe i solen under en hedebølge.

- Man bør undgå at opholde sig i solen i de timer, hvor solens uv-stråler er stærkest. Det vil typisk være mellem klokken 11 og klokken 15, siger Klaus Nielsen Jeschke.

Sørg derudover for at følge de gængse råd om solbeskyttelse - brug solcreme, søg skygge og gå med hat.

- Det er vigtigt - både for at undgå skader på huden, men også fordi det at opholde sig i solen øger risikoen for tab af væske i kroppen og dermed dehydrering, siger Klaus Nielsen Jeschke.

3) Søg lægehjælp.

Udvikler du i varmen symptomer som tørst, svimmelhed, almen utilpashed og feber, så anbefaler Klaus Nielsen Jeschke, at du søger læge.

Rejser du med et af de store rejseselskaber, vil der ofte være medicinsk uddannet personale til stede på hotellet, der står klar til at hjælpe. Men ring også gerne hjem til Danmark.

- Folk er ofte i tvivl, hvordan man helt konkret får lægehjælp, når man er i udlandet. Og her vil jeg råde til, at man ringer til sit rejseforsikringsselskab, som kan give gode råd og vejledning, siger Klaus Nielsen Jeschke.

Bliver du decideret syg på grund af heden, er der mulighed for at få dækning fra rejseforsikringen.

Det fortæller Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen, der drives af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Som udgangspunkt dækker rejseforsikringen, hvis du bliver akut syg af den ene eller anden årsag på ferien. Derfor er det en god idé at have en rejseforsikring og medbringe dit EU-sygesikringskort, når du rejser på ferie i Europa, siger hun.

Går du med overvejelser om helt at droppe at tage af sted på ferien, skal du dog ikke regne med, at forsikringen dækker.

- Hedebølge er ikke grund nok til at aktivere afbestillingsforsikringen. Den kommer i spil, hvis man selv eller en af ens nærmeste bliver syg eller kommer til skade inden afrejse, eller hvis Udenrigsministeriet fraråder, at man rejser til det pågældende land, fastslår Anne Garde Slothuus.

/ritzau fokus/

New York City, 10/09/2024 - 19:30

Talsmand: Svækket Weinstein kommer sig efter hjerteoperation

Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Harvey Weinstein, som skulle til retsmøde denne uge, er "uden for fare aktuelt", siger repræsentant.

Den voldtægtsdømte filmproducent Harvey Weinstein er ved at komme sig og "uden for fare" efter en akut hjerteoperation.

Det oplyser en repræsentant for Weinstein tirsdag til nyhedsbureauet AFP.

Weinstein blev natten mellem søndag og mandag bragt fra Rikers Island-fængslet til Bellevue Hospital i New York City.

- Han hviler sig. Han er svag, siger talsmand Juda Engelmayer.

- Han er uden for fare aktuelt.

Weinstein stod denne uge til at møde i retten, hvor anklagere har præsenteret bevismateriale for en anklagejury, som skal tage stilling til en mulig ny tiltale mod ham i en sag om seksuelt overgreb.

I februar 2020 blev han i New York dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og fik 23 års fængsel.

Dommen blev dog i april omstødt, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Weinstein er til gengæld idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.

Weinsteins advokater har gentagne gange sagt, at filmproducenten har dårligt helbred. Han er flere gange mødt op til retsmøder i en rullestol.

I juli måtte han under behandling for covid-19 og lungebetændelse i begge lunger. Han er også tidligere blevet behandlet for hjerteproblemer i 2020.

Han har desuden diabetes og forhøjet blodtryk.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

Oslo, 10/09/2024 - 13:36

Norsk politi advarede Mette-Marits søn længe inden anholdelse

Lise Aserud/Ritzau Scanpix

Marius Borg Høiby, der er sigtet for trusler og vold mod sin ekskæreste, blev opsøgt af politiet sidste år.

Norsk politi havde sidste år en "forebyggende samtale" med Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn.

Det bekræfter Frode Larsen, der er enhedsleder i Oslo politidistrikt, over for den norske avis Aftenposten.

- Politiet foretager jævnligt forebyggende samtaler med enkeltpersoner, som befinder sig i et kriminelt miljø. Samtalerne er et tidligt forebyggende tiltag, siger Frode Larsen.

Den 27-årige Marius Borg Høiby blev i begyndelsen af august i år anholdt og sigtet for trusler og vold mod sin daværende kæreste.

Politiet i Norge efterforsker yderligere to mulige voldssager mod Marius Borg Høiby. Her er det to andre ekskærester, Nora Haukland og Julianne Snekkestad, der er de forurettede.

Der er endnu ikke rejst sigtelse mod Marius Borg Høiby i de to sager.

Det er uvist, hvad samtalen konkret handlede om, da politiet sidste år opsøgte Marius Borg Høiby. Politiet mødte op på godset Skaugum, hvor Marius Borg Høiby dengang boede.

Samme sted bor kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.

Frode Larsen fortæller, at samtalen blandt andet blev vurderet nødvendig, "fordi politiet har et udvidet ansvar for kongehusets og kongefamiliens medlemmers sikkerhed".

Der er løbende kommet nye oplysninger frem om Marius Borg Høiby, siden han i begyndelsen af august blev anholdt.

I sidste uge blev det kendt, at kronprinsesse Mette-Marits søn har fået et polititilhold mod en ekskæreste. Der er tilsyneladende tale om den kvinde, der anmeldte Marius Borg Høiby for vold i august.

Selv om den 27-årige nordmand er søn af kronprinsesse Mette-Marit, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge.

Mette-Marit fik ham således, før hun mødte kronprins Haakon og giftede sig ind i den norske kongefamilie.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

FAKTA: Tip til at plukke havtorn

* Når havtornens bær er modne, splatter de let ud. Derfor foretrækker de fleste at klippe grenen med bærrene af frem for at plukke dem af.

* Klip dog kun den yderste spids af. Både af hensyn til andre og til planten.

* Når du kommer hjem, kan grenen med fordel smides direkte i fryseren. Herefter kan man let nulre de frosne bær af, uden at de smatter sammen.

Kilde: naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/09/2024 - 10:00

Nordens citron kan bruges til at forny de velkendte retter

Vaclav Salek/Ritzau Scanpix

Er de gamle klassikere fra kogebogen blevet lidt støvede, kan du prøve at på opdatere dem med det lille delikate bær havtorn.

Nordens citron, appelsin eller passionsfrugt.

Kært barn har mange navne, og spørger man kok og medindehaver af virksomheden Sanketure Thomas Askov, så er der ingen over eller ved siden af i de danske landskaber: Havtorn er nummer et.

- Det er helt vildt, at vi herhjemme har sådan et bær, der er så lækkert. Jeg elsker smagen og strukturen, siger han om de orange bær, der undertiden også kaldes sandtorn, klittorn, klittjørn og havtidsel.

Han er så stor fan, at han kan finde på at smide havtorn i det meste.

- Hvis der er nogle lidt oldschool retter, kan man bruge havtorn til at opdatere dem til noget rigtig lækkert, siger Thomas Askov.

For eksempel kan en klassisk rødgrød blive til en gulgrød, og salte citroner kan erstattes med ditto havtorn, foreslår kokken.

En af hans helt simple favoritter er en saft, der består af havtorn, vand, citron og sukker.

- Den kan man nærmest drikke som appelsinjuice, siger han begejstret.

Opskriften er i runde tal et kilo havtorn, en liter vand, to deciliter citronsaft og sukker efter smag.

- Jeg bruger også saften i min lyse, alkoholfri gløgg, fordi den tilføjer en fantastisk note, fortæller Thomas Askov.

Derudover falder valget i køkkenet ofte på havtorn, når kokken skal servere dessert for sine gæster.

Havtorn gør sig nemlig særdeles godt som et syrligt modspark i det søde køkken. Det kan være til en panna cotta eller en hvid chokolademousse, foreslår kokken.

- Er du løbet tør for rosiner, kan du også putte havtorn i dine teboller i stedet, tilføjer han.

Vil du selv ud at plukke de smagfulde bær, skal du bevæge dig i retning af bølgernes brusen, fortæller Marie Roland, som er naturvejleder ved Naturstyrelsen Storstrøm.

- Udbredelsen af havtorn kan nærmest tegne danmarkskortet, for den kan findes langs det meste af kystlinjen. Den vokser på kystskrænter, og der hvor der er noget krat, før man kommer ud på selve stranden.

- Den er særligt glad for blottet mineraljord og kan også findes i gamle grusgrave og baneterræner. Steder, hvor vi mennesker graver lidt op og blotter mineraljorden, forklarer naturvejlederen.

Havtorn tilhører sølvbladsfamilien, og de aflange blade har et sølvskinnende skær på undersiden. Bærrene sidder helt inde langs stammen.

Når Marie Roland støder på buskene, er det dog sjældent, at hun bare spiser de friske bær. De er nemlig meget sure og sammensnerpende i sig selv, fortæller hun.

Derfor gør de sig bedst i en sødet version eller i kombination med andre frugter.

- Smagen er aromatisk og passionsfrugtagtig og er god i kombination med andre sødere sager. Det kan for eksempel være i marmelader, hvor man kan blande den med æble eller pære, siger Marie Roland.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek