Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/11/2022 - 10:00

Lav din egen julesnaps - du kan godt nå det

Vil du lave din egen julesnaps, kan du lave den på de krydderier, du forbinder med jul. Det kan være kanel og nelliker, siger snapse-kender.

Monika Skolimowska/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

"Haps, haps, haps. Nu skal vi ha' snaps".

Har du været til en julefrokost, genkender du formentlig denne sangtekst, når snapseglassene fyldes op med den karakteristiske drik.

Selv om snapsen kan have ry for at skulle trække længe, behøver du ikke at gå i panik, hvis du endnu ikke har fået brygget julesnapsen sammen.

Sådan lyder det fra Niels Stærup, som er forfatter til flere bøger om kryddersnaps og indehaver af hjemmesiden kryddersnapse.dk.

- Man kan for eksempel bruge de krydderier, man forbinder med jul. Det kan være kanel, nelliker og rosiner og få sat dem sammen på en god måde, siger han.

Snapse-kenderen råder også til, at du kaster dig ud i at bruge grønne kardemommekapsler, stjerneanis, friske æbler og vaniljestænger.

- Man kan smide et par sorte peberkorn i en kryddersnaps. Det kan give modspil til de andre krydderier, siger Niels Stærup.

Faktisk har snapse-kenderen selv et par bud på, hvad du kan lave af julesnapse.

Den første har navnet "Jul i Mjäryd".

- Den har masser af sødme i sig og de smage, man forbinder med jul, som passer til de tungere retter, der er på et julebord, siger han.

Her skal du bruge 70 centiliter neutral alkohol, for eksempel vodka. Det er nemlig vigtigt, at du ikke bruger alkohol, som allerede er tilsat smag, for det kan ødelægge den smag, du selv ønsker at lave.

Du skal også bruge 3 kanelstænger på 8-10 centimer, seks nelliker, 1 spiseskefuld rosiner med top og 1 spiseskefuld hvidt sukker. Alt dette hælder du sammen med alkoholen.

Det skal stå og trække på et tørt sted i op til fem dage.

- Undervejs ryster man glasset for at få sukkeret ud i alkoholen. Og når de fem dage er gået, har du en færdig snaps, som du kan hælde på flaske.

- Den kan nydes med det samme, men den vil vinde lidt i smagen, hvis den står og hviler i en uges tid, siger Niels Stærup.

Ved den anden snaps, som han kalder "Merry Christmas", skal du bruge 3 stykker stjerneanis og cirka 1 spiseskefuld appelsinskal. Det skal blandes med neutral alkohol og trække i højst 5 dage.

- Det er også en snaps, der er ganske udmærket, siger han.

Niels Stærup råder til, at du opbevarer snapsen på et tørt sted. Det kan være på en hylde eller i et skab.

Er den lavet af krydderier eller friske ingredienser, anbefaler han, at den drikkes ved stuetemperatur.

- Det giver den største smagsoplevelse i forhold til de ingredienser, man har puttet i, siger han.

/ritzau fokus/

København, 09/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Julie Agnete Vang

* Julie Agnete Vang er uddannet fra Statens Teaterskole i København i 2008.

* Hun har spillet over for verdensstjernen George Clooney i en reklamefilm for en norsk bank.

* I Danmark har Julie Agnete Vang været en del af diverse teaterstykker og musicals, blandt andet "Elsk mig i nat".

* Ud over teateret har Julie Agnete Vang også lavet flere film og tv-serier - blandt andet TV 2-komedien "Agent", Thomas Vinterbergs "Kollektivet" og DR-dramaerne "Borgen" og "Når støvet har lagt sig".

* Hun har også medvirket i den britiske krimisuccesserie "Kriminalkommissær Barnaby".

Kilder: teamplayers.dk og IMDB.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

Valdes jul-stjerne: Jeg er skabsklimaaktivist

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Skuespiller Julie Agnete Vang er aktuel i TV 2's "Valdes jul". I hendes øjne har en julekalender med fokus på naturen fuld berettigelse i denne tid.

Haven har lov til at falde sammen hjemme hos skuespilleren Julie Agnete Vang, når efteråret får træerne til at smide deres blade. Og bilen er skiftet ud med en ladcykel, for det er godt for både omgivelserne og kroppen.

- Det handler om at vende sit mindset, så man ikke hele tiden tænker på, hvad man mister, men også hvad man får, mener hun.

Ordene er meget velovervejede.

- Jeg er "skabsklimaaktivist", lyder det fra Julie Agnete Vang.

- Jeg siger det så flovt, fordi jeg synes, at det er enormt svært at tale højt om uden at virke udskammende omkring det, uddyber hun.

Det er et ønske for skuespilleren, at klimaet er noget, som man kan have en mere videnskabelig og rationel samtale om, men hvor ingen føler, at der bliver peget fingre.

Som en del af samtalen omkring at passe på naturen forsøger Julie Agnete Vang også at vise sine børn, at julen ikke kun handler om gaver, og hvad man får.

- Jeg prøver at lære dem, at julen ikke er en materialistisk ting, fortæller Julie Agnete Vang, der er gift med skuespiller Thomas Voss, som hun har en datter og to bonussønner med.

- Det er lidt svært - og det er noget, som vi er i dialog om, siger hun og griner.

Julie Agnete Vang kan netop nu ses i TV 2's julekalender, "Valdes jul". Ud over nisser, pebernødder og pynt handler den også om naturen, og hvordan vi bliver bedre til at passe på den.

- En julekalender om lige præcis natur har rigtig meget berettigelse lige nu. Ungerne skal forstå, hvor vigtig den er, mener Julie Agnete Vang.

I julekalenderen spiller hun mor til Valde.

Arbejdet med julekalenderen har været med en følelse af holdsport. Det handlede for skuespilleren ikke om hendes eget ego, men om at få børneskuespillerne til at skinne, fortæller hun.

Julie Agnete Vang, der netop har været med i Nikolaj Lie Kaas' TV 2-serie "Agent" og ungdomsfilmen "Jomfruer fra rummet", håber, at hendes egne børn ikke bliver alt for irriteret over, at hun hver dag december igennem kan ses i "Valdes jul".

- I bedste fald tror jeg, at de synes, det er hyggeligt - i værste fald fylder det for meget, siger Julie Agnete Vang.

- Men de har set lidt, og de var ret uimponeret, tilføjer hun så.

Julie Agnete Vang kan ses sammen med Tammi Øst, Morten Brovn, Ulver Skuli Abildgaard og Martin Henriksen i "Valdes jul".

Julekalenderen kan ses hver aften frem til 24. december på TV 2, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

FAKTA: Forstå kurs og konvertering

* Konvertering af et boliglån kaldes også omlægning. Det betyder, at et eksisterende realkreditlån omlægges til en ny lånetype som fast eller variabel, eller at lånet får en ny rente eller løbetid.

* Realkreditlån har en kurs, der kan svinge over tid. Kursen har afgørende betydning. Når du optager et lån, er det bedst for dig, at kursen er så tæt på 100 som muligt. Hvis den for eksempel er 95, mister du 5 kroner for hver 100 kroner, du låner.

* Omvendt skal kursen være så lav som muligt, når du skal indfri et realkreditlån. Hvis kursen for eksempel er 65, skal du kun betale 65 procent af restgælden for at indfri den.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

FAKTA: Forskel på bankoverførsel og kort

* Hvis du bliver snydt - for eksempel i forbindelse med bestilling af overnatning - står du stærkere, hvis du har betalt med betalingskort fremfor at have foretaget en bankoverførsel.

* Har du foretaget en bankoverførsel, har banken som udgangspunkt sværere ved at hjælpe dig. Har du derimod brugt betalingskort, er der større sandsynlighed for, at banken kan tilbageføre pengene.

* Det er lettere for svindlere at snyde sig til penge ved at bede om en bankoverførsel.

* I Tyskland er bankoverførsler dog mere brugt end herhjemme, og du kan sagtens stå over for en reel sælger, der beder dig om at lave en bankoverførsel. Men kan det lade sig gøre at betale med betalingskort, er det altid at foretrække. 

Kilde: Lars Arent, direktør i Forbruger Europa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv