Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/09/2023 - 07:00

Biografhack: Her er det bedste sæde i salen

Hvor skal du sidde i biografsalen for at få den bedste filmoplevelse? Det svarer to biografdirektører og filmentusiaster på og afslører, hvor de selv sidder.

Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Der er nok mange holdninger til, hvad der er det perfekte sæde i biografen.

Men faktum er, at der i alle sale er en objektivt set optimal plads, lyder det fra Sune Lind Thomsen, der er biografdirektør i Gentofte Kino.

- Denne plads skifter fra sal til sal og fra film til film, alt efter om du ser en Woody Allen- eller en Marvel-film.

- Det handler også om størrelsen på biograflærredet, rummets størrelse, lydens rumklang, sædernes nakkehøjde, antallet af sæder per kvadratmeter, samt hvilket lydsystem den enkelte film afvikles i. Og ser du en film i 3D ændrer alt dette sig.

Ifølge Sune Lind Thomsen vælger biografgæster ofte sæder ud fra helt subjektive forhold.

- Er der eksempelvis langt til toilettet, sidder man lidt for sig selv, eller er der mulighed for plads på kysserækken? Ofte hører vi fra gæster, at "her sidder vi jo altid".

Men for at finde salens absolut mest optimale plads, må du altså bruge lidt tid på at teste nogle af sæderne først.

- Jeg selv sidder gerne lidt fremme i salen, første tredjedel bagest. Men det kan variere fra person til person.

- Du skal sidde der, hvor lærredet stort set fylder hele dit udsyn, uden at du skal dreje hovedet. Det må endelig ikke blive til en tenniskamp.

Ifølge biografdirektøren er det mest optimale sæde ofte lidt fremme i salen, hvis man tager landets biografer over en bred kam.

Og det er Michael Berg, der er biografdirektør i Birkerød Bio og direktør i det internationale filmdistributionsselskab United International Pictures, enig i.

- En tommelfingerregel er cirka en tredjedel tilbage i salen for den største wow-effekt. Er salen lang, kan det godt forskyde forholdet lidt.

- Er der eksempelvis tolv rækker, og du sidder på fjerde eller femte, så sidder du godt, siger Michael Berg.

Det er ifølge biografdirektøren tilstrækkeligt tæt på lærredet til en god fordybelse i filmen, men langt nok fra til at hele dit synsfelt fylder lærredet.

- Du skal sigte efter rækken, som svarer til at være i midten for lærredet, og hvor dine øjne også peger mod midten af lærredet i højden.

Ifølge de to biografdirektører er salens dårligste sæde enten bagest i hjørnet eller helt forrest i hjørnet.

Helt forrest på flanken er nemlig mindst optimalt for synet, mens man på de yderste sæder helt bagest ofte kan opleve et lidt mudret lydbillede.

- Men en biograf kan jo ikke leve af den bedste stol, så det er heldigt, at vi alle har de ting, vi godt kan lide, siger Michael Berg.

- Jeg sidder altid i venstre side helt yderst og så en tredjedel tilbage, det man kalder piccolosiden. Det er efter alle mine år i branchen, da det var tæt på udgangen, hvis noget skulle fixes. Det er en vane, og der har jeg det godt, siger han.

Sune Lind Thomsen peger på, at der i dag - ud over de førnævnte - næsten ikke er nogen dårlige pladser.

- Alle kan se hele lærredet, og man risikerer ikke længere at sidde bag en søjle, som var tilfældet i nogle af de helt gamle biografer.

- Og når filmen kører, og den fænger folk i en fyldt sal, så glemmer gæsterne ret hurtigt, om de sidder på første eller niende række, siger han.

/ritzau fokus/

København, 28/03/2025 - 12:21

Kong Frederik understreger sin kærlighed til Grønland

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange den seneste tid ytret sit ønske om at overtage Grønland.

Kong Frederik har fredag udtalt sig om Grønland, som den seneste tid har været omdrejningspunkt for en heftig debat.

Udtalelsen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har sagt, at USA vil overtage Grønland.

- Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt, siger kong Frederik til TV 2.

Det er kongens første ord om Grønland, siden Trump har gentaget sin interesse for Grønland.

Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt, for at få Grønland.

Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det. Men han har sagt, at USA på en eller anden måde nok skal få Grønland, der er en del af rigsfællesskabet.

Det er det, som TV 2 gerne vil høre kongen til. Kong Frederik svarer ikke direkte på spørgsmålet, men understreger altså, at han holder meget af Grønland.

Kongen konstaterer desuden, at "vi lever i en forandret virkelighed". Ordene fra kongen falder, kort før at USA's vicepræsident, J.D. Vance, og hustruen, Usha Vance, lander i Grønland. Det sker ifølge TV 2 omkring klokken 16.30 dansk tid.

Parret skal besøge de amerikanske soldater på Pituffik Space Base, der tidligere blev kaldt Thulebasen, som er USA's eneste militærbase i Grønland.

Men både Trump og Vance har benyttet dagene op til besøget til at understrege USA's interesse for at overtage Grønland.

Ifølge Trump er Grønland en nødvendighed for USA's nationale sikkerhed samt i øvrigt verdens sikkerhed.

Vance har kritiseret Danmark for ikke at gøre det godt nok, når det kommer til sikkerheden i og omkring Grønland.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sagde torsdag til TV 2, at Trumps seneste udtalelser var en "skjult trussel" mod Danmark, og at det var uacceptabelt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/03/2025 - 12:03

Janni Ree er sigtet for at videregive sin eksmands testamente

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Janni Ree nægter, at hun har overtrådt loven ved at videregive sin eksmand Karsten Rees testamente.

Tv-personligheden Janni Ree er blevet sigtet for uberettiget at have videregivet sin eksmand Karsten Rees testamente.

Det oplyser Aprime Management i en pressemeddelelse.

Janni Ree afviser ifølge pressemeddelelsen, at hun har videresendt sin eksmands testamente til nogen, bortset fra at hun har sendt to sider, der omhandlede hende selv, til en person, hun på det tidspunkt anså som en fortrolig.

Erbil Kaya, der er advokat for Janni Ree, udtaler også, at hun nægter sig skyldig.

- Min klient, Janni Ree, nægter sig skyldig og afviser ethvert ulovligt forhold i sagen om videregivelse af et udkast til et testamente, idet min klient udelukkende har sendt et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed, uden at det har været hensigten, at indholdet skulle komme ud til en bredere offentlighed, udtaler Kaya i pressemeddelelsen.

Der bliver arbejdet på at finde en dato, hvor Jannie Ree kan blive afhørt af politiet, lyder det i pressemeddelelsen.

Janni og Karsten Ree gik hver til sit i august efter ni år som ægtefolk.

Siden skilsmissen har de tidligere ægtefolk allerede mødt hinanden i retten en gang.

Det var tidligere på måneden, da Karsten Ree forsøgte at få nedlagt fogedforbud imod Janni Rees bog "Evig Diva".

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre, men det kom frem, at Karsten Rees modstand mod bogen skyldtes, at han mener, at den er i strid med en fortrolighedserklæring, som Janni Ree har underskrevet.

En uge efter retsmødet afgjorde retten, at Janni Rees bog skulle fjernes fra hylderne.

Hun valgte at kære den afgørelse til landsretten.

Den paragraf, Janni Ree er sigtet for, er ifølge pressemeddelelsen straffelovens 264d.

Den drejer sig om uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold.

Overtrædelse af paragraffen kan straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/03/2025 - 08:00

FAKTA: Katte med ejere er husdyr

* Hovedreglen i mark- og vejfredsloven er, at husdyr holdes på egen grund.

* Ifølge loven skal ejere af husdyr sikre, at dyrene ikke bevæger sig ind på anden persons ejendom eller bevæger sig ud på veje til fare for færdslen.

* Da ejerkatte betragtes som husdyr, gælder bestemmelsen også for katte.

Kilde: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/03/2025 - 08:00

Sådan er du stillet hvis du påkører et dyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis et husdyr eller kæledyr forårsager bilskader, dækker din kaskoforsikring som udgangspunkt. Uden kasko skal du selv føre sagen og bevise ejerens ansvar.

Husdyr uden opsyn kan udgøre en alvorlig risiko, hvis de bevæger sig uden for ejerens grund.

Et løssluppent kæledyr på vejene kan især være farligt for trafiksikkerheden.

Men hvem bærer ansvaret, hvis en hund, hest eller kat bliver påkørt og forårsager skade på bilen?

Som udgangspunkt er det kaskoforsikringen, der skal dække udgifterne, hvis du kommer til at påkøre et dyr, og din bil bliver beskadiget.

Det fortæller Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Som bilist skal du altid kontakte dit eget forsikringsselskab. Hvis der så kan gøres et krav gældende mod dyrets ejer, vil det være forsikringsselskabet, der selv vil forsøge at få pengene fra ejeren, siger hun.

Et forsikringsselskab kan i visse tilfælde kræve, at en udbetalt erstatning bliver dækket af en ansvarlig skadevolder. Det kaldes, at forsikringsselskabet kan gøre regres.

- Hvis du ikke har en kaskoforsikring, er situationen noget anderledes, da det bliver vanskeligere at få dækket eventuelle udgifter til at udbedre skader, siger Anne Garde Slothuus og uddyber:

- I så fald skal du selv føre sagen og bevise, at dyrets ejer kan holdes ansvarlig. Det forudsætter desuden, at du kan finde frem til, hvem der er dyrets ejer.

Ifølge Anne Garde Slothuus har en bilist også selv et ansvar i trafikken. Det kaldes et objektivt ansvar, der betyder, at bilisten som udgangspunkt kan holdes ansvarlig for eventuelle skader, uanset om der er handlet uansvarligt eller ej.

- Men dyrets størrelse kan også spille en rolle. Det er eksempelvis lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for heste og hunde, mens der ikke er krav om forsikring for katte, siger hun.

Regler om husdyr fremgår af blandt andet af mark- og vejfredsloven, der hører under Landbrug- og Fiskeristyrelsen.

Hovedreglen i loven er, at husdyr skal holdes på egen grund. Det vil sige, at ejere af husdyr skal sikre, at dyrene ikke bevæger sig ind på andres ejendomme eller ud på veje.

Ligesom med biler gælder der også et objektivt ansvar for heste og hunde. Dyrets ejer kan holdes ansvarlig, uanset om ejeren har handlet uansvarligt eller ej.

I hesteloven står der, at ejeren af en hest er forpligtet til at erstatte skader, hesten forvolder, når den er løsgående.

Og hundeloven fastslår, at den, der er i besiddelse af en hund, skal sørge for at forhindre, at hunden forvolder skade på personer, andre dyr og en andens ejendom.

Men uanset placeringen af ansvaret skal du anmelde skaden til din kaskoforsikring, hvis du har en.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek