Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Minneapolis, 16/06/2025 - 05:15

Medier: Attentatmistænkt anholdt efter menneskejagt i Minnesota

57-årige Vance Luther Boelter er blevet anholdt søndag aften lokal tid i Minnesota, fortæller kilder til AP.

Af: /ritzau/

Den mistænkte i drab på en amerikansk politiker og hendes ægtefælle i den amerikanske delstat Minnesota er blevet anholdt efter en menneskejagt.

Det fortæller kilder til flere amerikanske medier.

Politiet i Minnesota har ikke officielt bekræftet anholdelsen.

Nyhedsbureauet AP skriver, at to kilder i politiet har oplyst, at 57-årige Vance Luther Boelter er blevet anholdt søndag aften lokal tid i Minnesota.

Boelter er mistænkt for lørdag at have skudt politikerne Melissa Hortman og John Hoffman samt deres ægtefæller.

Melissa Hortman og hendes mand er døde af deres skader.

60-årige John Hoffman og 55-årige Melissa Hortman er begge valgt for Det Demokratiske Parti i delstatsparlamentet i Minnesota i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus.

Delstatens guvernør, Tim Walz, har sagt, at der er tale om et attentat.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek