Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/12/2022 - 09:00

Babyboom blandt danske stjerner i 2022

Medina, Thomas Blachman, Caroline Wozniacki, Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Christian Degn er blandt de mange, mange kendisser, der er blevet forældre i år.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

En masse små stjerneskud er kommet til verden det forgangne år.

Sangerinden Medina sagde velkommen til sin og gemalen Malo Chapsals anden søn, Elliot, som kom til verden, halvandet år efter at de blev forældre for første gang til Tyler.

Også radioparret Maria og Pelle Peter Jencel var godt inde i rutinen, da de blev forældre for anden gang. De har nemlig pseudotvillinger, efter at sønnen Bobby kom til verden 16 måneder efter datteren Penelope.

- Vild, stor, smuk og voldsom oplevelse at bringe endnu et barn til verden, lød det fra den nybagte mor.

Det var også på Instagram, at parret, der mødte hinanden på DR, afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse for et års tid siden.

- Ja, vi kunne ikke lige styre os, så til sommer får Penelope en lillebror, skrev Pelle Peter Jencel til et billede af den voksende familie.

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki pensionerede ketsjeren i 2020 for at forfølge sine drømme uden for centercourten.

Her stod at stifte familie med manden David Lee, der har en fortid som basketballspiller, højt på listen.

Sidste år bød de datteren Olivia velkommen til verden, og i sommer nedkom den tidligere Miss Sunshine med sønnen Jack.

- Klar til anden omgang, lød det fra Wozzy.

2022 blev året, hvor Thomas Blachman kunne kalde sig for far til fire.

Hans forlovede, den svenske poet og sangerinde Julia Werup, fødte parrets andet fælles barn, en lille pige, som slutter sig til sønnen Zac.

Fra sit første ægteskab har den 59-årige X Factor-veteran også en søn og en datter.

Fra en far til fire over til en mor til tre.

Det er sangerinden Anna David nemlig blevet, efter at hun fødte sit og kæresten Christians tredje barn, lille Elmer.

Mor til tre er skuespillerinden Mia Jexen også blevet, efter at hun i sommer nedkom med sin og manden Mads' tredje datter.

Far til tre kan musikeren Mattias Hundebøll derimod kalde sig.

Han og hustruen Marie Plum fik i foråret datteren Soleima, som slutter sig til sine to storebrødre, Carl-Egon og Ejner Bob.

Mor til to er skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen blevet i år. Sammen med sin mand, lægen Jacob Lawaetz, har hun fået en søn, og dermed er datteren Selma blevet storesøster.

Også DR-værten Mette Bluhme Rieck blev mor for anden gang i år. Sammen med sin forlovede, Bruun Rasmussens vurderings- og salgsdirektør, Kasper Nielsen, fik de deres andet fælles barn, lille Bille.

Kasper Nielsen derimod kan kalde sig for far til fire. Han har nemlig to børn fra et tidligere forhold.

Svømmeparret Jeanette Ottesen og Marco Loughran gemte på en sød hemmelighed, da de troppede op på den røde løber til premieren på den nye The Batman-film 1. marts. Hun ventede nemlig parrets andet barn, som kom til verden i september.

Få måneder efter brast idyllen, da Jeanette Ottesen oplyste, at hun og Marco Loughran skulle skilles, fordi de ikke længere delte samme værdier og ønsker for et ægteskab.

- Det er selvsagt et voldsomt sted at være, særligt som nybagt mor, og lige nu er mit fokus på mine børns og min trivsel, skrev hun på Instagram.

En række danske kendisser har i 2022 indtaget rollen som forældre for allerførste gang.

Endnu en svømmer blev nemlig også mor i 2022.

Det var en svær fødsel, men i sommer fik den tidligere topatlet og nuværende P4-vært Lotte Friis endelig sin og gemalen Christoffer Schnack Ringøs lille datter, Andrea, i armene.

Parret mødte hinanden med et brag på den sidste dag i 2016.

I metroen på vej til hver sin fest for at fejre nytår spottede de hinanden i mængden, og det var kærlighed ved første blik.

Det var en længe ventet drøm, der gik i opfyldelse for tv-værten Tina Müller, da hun sammen med kæresten og kollegaen Anders Rud i efteråret blev forældre til datteren Emma.

Den 45-årige sportsvært har i tidligere interview fortalt, at hun havde opgivet drømmen om at blive mor.

Livet var gået hurtigt med ambitioner, oplevelser og karriere, og pludselig var hun 38 år og single. Derfor besluttede hun at blive solomor og var egentlig ved at gå i gang med at få et donorbarn.

Faktisk sad hun med en kanyle og skulle injicere sig selv med en hormonindsprøjtning for at begynde fertilitetsbehandlingen, da hun fortrød.

Hun skulle ikke have et barn alene.

Det fortalte hun i et åbenhjertigt interview med Femina bragt i november 2020.

- Jeg følte, at der ville være en risiko for, at jeg satte et barn i verden på en præmis om, at nu skulle det barn gøre mig lykkelig. Og den præmis ville jeg ikke trække ned over et barn, sagde hun dengang til magasinet.

Tina Müller afslørede i foråret 2021, at hun havde fået en kæreste, som hun var mere parat til end nogensinde før.

Det var ikke længere karrieren, der fyldte. Der var også plads til andre prioriteter, sagde hun til Alt for damerne i april 2022.

Måneden efter annoncerede hun på Instagram, at hun og kæresten skulle være forældre.

- Vi venter os et lille mirakel til oktober, jublede Tina Müller.

Skuespilleren Thue Ersted Rasmussen har roller i successerier som "Sunday" og "Sygeplejeskolen" og endda spillet superskurk i Hollywood-franchisen "Fast and the Furious". Men i foråret indtog han sit livs rolle, da han og kæresten Katrine Lynggaard blev forældre til en lille søn.

En lille søn fik tv-værten Christian Degn også, da kæresten Trine Johst Vammen fødte parrets dreng, Vagn, en sommerdag ved en planlagt hjemmefødsel.

Parret mødte hinanden gennem Christian Degns kendte kollega Mette Helena Rasmussen, der er dommer i byggeprogrammet "Nybyggerne".

Hun agerede nemlig Kirsten Giftekniv og efterlyste en date til ham gennem sine følgere på Instagram. Det sagde pladask mellem Christian Degn og Trine Johst Vammen i sommeren 2021.

Efter et års forhold udvidede de så familien med sønnike.

- At blive far har grundlæggende ændret mit liv helt radikalt. Det er både i praktik, at livet er blevet helt anderledes. Det er også i tanker og følelser om livet. Nu ser jeg livet i et større perspektiv, har han sagt i et Ritzau-interview.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek