Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/07/2021 - 10:58

Ukrudtsbrændere var skyld i 400 brande sidste år

Antallet af brande, der antændes af ukrudtsbrændere, stiger år for år, og det udfordrer landets brandvæsener.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ukrudtsbrænderen kan være et effektivt redskab til at få bugt med mælkebøtterne i indkørslen.

Men det er ikke uden risiko at bruge redskabet.

Brandfolk landet over rykkede sidste år ud til knap 400 brande, der blev antændt af ukrudtsbrændere.

Det oplyser Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Og hvert år stiger antallet af brande, der kan relateres til ukrudtsbrænderen.

Det er en udfordring, konstaterer analysechef Frederik Prytz-Grønfeldt, Beredskabsstyrelsen.

- Det er noget, som brandfolk og vi i Beredskabsstyrelsen har haft en antagelse om et stykke tid. Nu har vi tal, der klart underbygger antagelsen: En stadigt større del af de brande, som brandvæsenet håndterer, er startet af en ukrudtsbrænder.

- Når det ovenikøbet er sådan, at de brande har tendens til at udvikle sig voldsomt, står vi med en udfordring, siger Frederik Prytz-Grønfeldt.

Statistikken viser, at der hvert år har været en stigning i antallet af brande forårsaget af ukrudtsbrændere på mindst ti procentpoint.

Undtagelsen er 2018, da der på et tidspunkt var et landsdækkende afbrændingsforbud.

De hyppigste årsager til brande i privat beboelse kan ifølge Beredskabsstyrelsen relateres til skorstene, fejl i el-installationer og madlavning.

Men på fjerdepladsen finder man nu ukrudtsbrændere, der endda overgår rygning på femtepladsen.

Hvis der er tørt, eller hvis det blæser, bør man ikke bruge ukrudtsbrænder, lyder det fra Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv