Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/10/2023 - 08:00

TV 2-stjerne i benhård træning: Fik jernsmag i munden

49-årige Jacob Lohmann har været i skarp træning og på skrap diæt over otte måneder for at blive klar til sin hovedrolle i TV 2-serien "Oxen".

Af: af Bine Madsen, Ritzau Fokus

Der ligger otte måneders intensiv træning forud for Jacob Lohmanns præstation i TV 2's nye krimiserie "Oxen", hvor han har hovedrollen som den tidligere jægersoldat Niels Oxen.

Den store fysiske forberedelse var nødvendig for troværdigt at kunne spille krigsveteran med imponerende kampevner og et indre kaos, mener skuespilleren.

- Da jeg læste manuskriptet, vidste jeg, at jeg virkelig skulle i gang med at træne. Jeg bliver 50 år næste gang, så der skal noget til at trække den gamle mølle i gang igen, lyder det fra Jacob Lohmann.

- Hvordan skulle jeg kunne spille rollen med lidt mave og slappe arme og troværdigt være truende og intimiderende? Det ville have været virkelig utilfredsstillende at indspille serien med bevidstheden om, at der var visse vinkler, der helst ikke skulle filmes, siger Jacob Lohmann, der betegner rollen som Niels Oxen som en drømmerolle.

Derfor var han på intet tidspunkt i tvivl om, at han var parat til at gøre indsatsen, der skulle til for at stå skarpt.

- Det var hårdt, og jeg var presset. Men det var også godt at være presset. Så forstod jeg meget bedre, hvad det vil sige som soldat at være helt derude, hvor man smager jern i sin mund, og alt gør ondt. Det er et vildt mentalt sted at være.

Ud over den benhårde træning har Jacob Lohmann også forberedt sig ved at nærstudere den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som mange kender som barsk indpisker i TV 2's-realityprograms "Korpset".

Han har også dykket ned i, hvad en militærbaggrund gør ved det mentale, og hvad det vil sige at have posttraumatisk stressforstyrrelse, PTSD.

- Det har været virkelig interessant at spille kampscenerne uden skyggen af angst, men tværtimod med stor ro, mens usikkerheden har ligget i de scener, hvor Oxen for eksempel er sammen med sin søn, fortæller Jacob Lohmann.

Undervejs mærkede den 49-årige skuespiller, der selv er far til en dreng på fire år og en pige på to, hvordan den intensive forberedelse til rollen smittede af på det personlige plan.

- Min kone var ved at slå mig ihjel en gang imellem, griner han:

- Selvfølgelig påvirkede det hele familien, at jeg i så lang tid måtte skære livet ned til de allermest basale behov. Jeg fik en anden ro, men alting blev også meget hårdt skåret op: "Dagen skal indeholde et fysisk element, kosten skal være sådan, og jeg skal være sammen med de og de mennesker". Det er måske ikke specielt inspirerende for ens familie, siger han og understreger, at forberedelserne trods alt ikke fyldte alting:

- Jeg kunne godt sige til mine trænere, at nu fik vi altså gæster, og der ville komme vin og god mad på bordet, og det var selvfølgelig helt okay. Når man er i virkelig god form, kommer man hurtigere op på hesten igen.

I dag ser han tilbage på arbejdet med rollen som Oxen med stor taknemmelighed.

- Ja, jeg har brugt meget af mit liv i den periode på at træne og forberede mig, men jeg har virkelig også fået meget liv foræret, siger Jacob Lohmann og fortsætter:

- Jeg er blevet klar over, hvor privilegeret et liv jeg har, og jeg har mærket glæden ved at være i god form. Jeg er fløjet ud af sengen, jeg har følt mig helt frisk i hovedet og haft en energi og en styrke, der har gjort mig i stand til at gøre det, jeg gerne vil, meget længere og nemmere.

Jacob Lohmann har holdt fast i de gode træningsvaner efter optagelsernes afslutning.

- Det giver et fysisk og mentalt overskud, og det prøver jeg at holde fast i. Det er noget løsere nu - men hvis vi skal lave en sæson to, gør jeg gerne det hele igen.

Tv-serien "Oxen" er baseret på Jens Henrik Jensens bogserie og har premiere på TV 2 Play søndag den 22. oktober og på TV 2 søndag den 29. oktober.

Ud over Jacob Lohmann er også Ellen Hillingsø, Birgitte Hjort Sørensen og Josephine Park i de bærende roller.

/ritzau fokus/

København, 15/03/2025 - 09:00

Signe Lindkvist: Tv-branchen har været hardcore skamskudt

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Tv-vært Signe Lindkvist glæder sig over, at hun kan se tv-branchen i en opadgående kurs efter nogle år ramt af krise.

Tv-branchen var for nogle år siden et kritisk sted.

I 2023 så man, hvordan tv-kanaler og streamingtjenester bremsede adskillige produktioner.

Det skabte stor jobmangel, og det var derfor ikke nødvendigvis det sjoveste tidspunkt at arbejde med tv.

- Branchen har været hardcore skamskudt de sidste mange år uden at få den samme form for tilskud som minkbranchen, siger tv-vært Signe Lindkvist.

Hun var fredag aften med til at fejre netop alt det, der det seneste år har kunnet ses i fjernsynet. Sammen med Mathias Helt, var hun nemlig vært for Tvprisen 2025.

Trods den svære tid ser hun nu, at det generelt går i den rigtige retning.

- Det gode er, at vi er på vej op, og det går bedre. Jeg er faktisk meget positiv, og det er rigtig dejligt at være vært for noget, der er positivt, og ikke noget, der er i sænk, siger Signe Lindkvist på den røde løber til prisuddelingen.

Og det er også en branche, som hun kender godt.

Signe Lindkvist har siden 1990'erne lavet tv. Mest kendt er hun for sin tilstedeværelse i børneunderholdning, og fra 2009 til 2011 var hun kanalredaktør på DR Ramasjang.

I senere år er hun dog også gået over til andre ting. Blandt andet har hun været podcastvært på "Sitter" sammen med skuespiller Iben Hjejle.

Nu vender hun snart tilbage på skærmen, da hun overtager værtsjobbet i TV 2-programmet "100% sjov", hvor der kommer en sæson to.

- Det er meget dejligt. Det er nogle år siden, at jeg har været tv-vært sidst, siger Signe Lindkvist.

Selv om hun bliver den nye vært i "100% sjov", betyder det ikke, at hun er 100 procent tilbage på tv-skærmen generelt.

- Altså jeg elsker at lave tv, men jeg elsker også at lave radio. Og mest af alt elsker jeg at lave gøgl, fortæller hun.

En anden ting, hun har gang i lige nu, er en ny forestilling på Bremen Teater med titlen "Jorden rundt på 80 dage" med Anders Lund Madsen, som har premiere i maj.

- Jeg føler mig meget privilegeret, at jeg har udviklet nogle flere ben at stå på end kun tv, siger Signe Lindkvist.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/03/2025 - 08:00

Oh Land: Jeg kan godt lide at omgive mig med liv og kaos

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Oh Land har gang i lidt af hvert inden for den kunstneriske branche, hvor hun samtidig med at være aktiv som X Factor-dommer er gravid med sit tredje barn.

I år er det femte gang, at Oh Land er dommer i "X Factor", og hun er derfor kun overgået af Thomas Blachman og Remee som den dommer med flest sæsoner på cv'et.

Underholdningsprogrammet er kun et ud af flere kunstneriske projekter, som Oh Land har gang i. Tidligere i år afslørede hun tilmed, at hun skal være mor for tredje gang.

Kombinationen af at skulle være forælder igen, mens hun har gang i både sine egne projekter og er dommer i "X Factor", bekymrer dog ikke sangerinden synderligt.

- Det har jeg jo kunnet indtil videre med to børn, og jeg synes ikke, at det har været en umulig opgave. Tværtimod synes jeg faktisk, at det er sjovt, siger Oh Land.

Barnet bliver nummer to med hendes mand, musikeren Adi Zukanovic. Hendes ældste barn har hun fra et tidligere ægteskab med Eske Kath.

- Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften. Jeg kan godt lide at omgive mig med mange mennesker. Jeg kan godt lide at omgive mig med liv og kaos. Så lidt fra eller til gør ikke den store forskel, siger Oh Land.

I de seneste år har hun haft gang i alt fra opera til science fiction-film. Derfor anerkender hun, at "X Factor" kan fungere som en form for pause fra sine andre projekter.

- Det er jo langt mere kommercielt end alt det andet, jeg går og laver, siger Oh Land.

Nanna Øland Fabricius, som går under kunstnernavnet Oh Land, er 39 år og har som sangerinde og sangskriver udgivet fem albummer.

Derudover har hun bare i de seneste år skrevet en opera, komponeret musikken til Tivolis opsætning af "Snedronningen" og spillet en hovedrolle i science fiction-filmen "For evigt".

I slutningen af 2024 optrådte hun med det musikalske værk "Krigens ofre" på Statens Museum for Kunst i København.

- Jeg elsker både det ene og det andet. Jeg elsker at afprøve mig selv inden for musik, ligegyldigt hvilken retning det peger, siger Oh Land og fortsætter:

- Det, som jeg elsker med "X Factor" specifikt, er, at jeg får lov til at coache andre. Jeg får lov til at hjælpe andre på vej til at realisere deres drømme og give det vinger.

I dette års "X Factor" konkurrerer hun igen med sine dommerpartnere, Thomas Blachman og Simon Kvamm.

Musikprogrammet vises hver fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/03/2025 - 08:00

FAKTA: Flere danske virksomheder har reageret

* Det danske rejsebureau Albatros har valgt at droppe rejser til USA. Ifølge direktør Søren Rasmussen var årsagen, at USA's præsident, Donald Trump, valgte at sætte den militære støtte til Ukraine på pause.

* Flere andre rejsebureauer, såsom Jysk Rejsebureau og USA-Rejser, har for nylig meddelt, at danske rejsende er begyndt at fravælge USA som rejsedestination.

* Flere danske pensionsselskaber har fravalgt at investere danskernes pensionsopsparinger i Tesla-aktier, efter at elbilproducentens ejer, Elon Musk, har gjort aktierne risikable med sin indtræden i politik og sit tætte samarbejde med Donald Trump.

Kilder: Børsen, Finans, TV 2, B.T. og DR.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/03/2025 - 08:00

Danskere boykotter USA: Sådan påvirker indkøbsvaner global politik

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Flere danskere boykotter amerikanske varer for at støtte Europa og vise modstand mod USA's politik. Det giver en følelse af en smule kontrol i usikre tider.

Flere danske forbrugere vender ryggen til produkter fra USA og vælger i stedet at bruge deres penge på varer, der støtter økonomien i Danmark og Europa.

En af årsagerne kan være, at handlingen giver en følelse af kontrol i en tid præget af usikkerhed, fortæller Jonas Toubøl, der er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

- Verden føles mere usikker for mange, efter at Donald Trump endnu en gang er blevet USA's præsident. Når fremtiden virker uforudsigelig, kan selv de mindste handlinger give en følelse af, at man har lidt kontrol over situationen, siger Jonas Toubøl, som blandt andet har undersøgt, hvordan politisk aktivitet i grupper på sociale medier påvirker politisk mobilisering.

- Handlingerne giver en følelse af større sikkerhed og mindsker bekymringer, samtidig med at de fungerer som en måde at vise sin modstand på. Man bekender kulør.

Tendensen kan blandt andet ses på Facebook, hvor en gruppe ved navn "Boykot varer fra USA" på bare få uger har mere end fordoblet antallet af medlemmer, der er kommet over 80.000.

Gruppens formål er at støtte boykot af amerikanske varer som reaktion på USA's præsident, Donald Trumps, ønske om en handelskrig med Europa.

Og i fremtiden bliver det lidt nemmere at købe europæiske mærker. Salling Group har valgt at indføre en ny sort stjerne på de elektroniske prisskilte i Bilka, Føtex og Netto. Stjernen viser, at varemærket er ejet af en europæisk virksomhed. Ingredienserne kan altså godt komme fra USA eller et andet land uden for Europa.

Men det har en begrænset effekt, når danskere boykotter amerikanske varer. Det siger professor i forbrug ved Copenhagen Business School Alexander Josiassen:

- Markedets størrelse har betydning. Danmark er et lille marked, mens USA er et stort marked for danske virksomheder. Hvis flere lande i Europa også boykotter, kan det måske gøre en forskel.

Jonas Toubøl vurderer, at det er handlingen, der er vigtig, uanset hvor effektiv en boykot af varer er, fordi den gør noget for den enkelte.

Det er Alexander Josiassen enig i.

- Overordnet kan man sige, at der er to grunde til, at forbrugere boykotter varer. Det er for at vise politisk ståsted og signalere egne værdier, siger han.

Og handlingen gør også, at man begynder at reflektere, evaluere og tage stilling.

- Når man først begynder at handle, bliver man også mere opmærksom på situationen. Det skaber en øget bevidsthed om, hvad der sker i verden, og hvor man selv står i forhold til det, siger Jonas Toubøl og uddyber:

- Lige nu er der flere store konflikter, der sætter hverdagens mindre problemer i relief.

Ifølge Jonas Toubøl minder den politiske spænding, vi ser i dag, om perioden før Anden Verdenskrig, hvor stater og magter kæmpede om indflydelse og territorier. Ligesom dengang er stater villige til at bruge både magt og pressionsmidler for at nå deres mål.

- Sat lidt på spidsen har det unormale i et historisk perspektiv nok været, at vi efter Anden Verdenskrig har forsøgt at skabe en retsorden internationalt og løse problemerne på mere fredelige måder, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek