Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

06/12/2024 - 10:00

Spis resterne af risalamanden som muffins eller i en cheesecake

Minimer julens madspild ved at skrabe risalamande-skålen og bruge resterne i bagværk.

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Uden det store besvær er det muligt at forvandle den sidste rest risalamande fra julebordet til nye lækkerier.

Det mener både Lasse Skjønning Andersen, der står bag restaurantkæden Grød, og kok og divisionschef Thomas Thorius fra Jespers Torvekøkken, som har et særligt fokus på at reducere madspild.

Risalamanden går for eksempel godt som ingrediens i en omgang søde muffins.

- De er et stort hit hjemme hos os, fastslår Lasse Skjønning Andersen.

Her blander du den kolde risalamande med for eksempel mandelmel eller rismel, æg og måske lidt ekstra vaniljesukker.

Blandingsmæssigt kan du som udgangspunkt følge tommelfingerreglen, at halvdelen af dejen består af risalamande. Den passende mængde afhænger dog af, hvor flydende eller fast grøden er.

Hæld til sidst dejen i muffinforme, og bag dem i ovnen.

- De smager sødt, og så får de en cremet, lækker, svampet konsistens, som jeg synes, er sindssygt lækker, siger Lasse Skjønning Andersen og fortsætter:

- Så kan man jo toppe dem med det, man nu har lyst til. Du kan bruge en rest kirsebærsovs eller måske karamelsovs, som vi i min familie altid har på bordet som alternativ til kirsebærsovsen, og den er fremragende.

Også Thomas Thorius, der er kok og køkkenchef hos Jespers Torvekøkken, ser muligheder i risalamanderesterne.

Han foreslår, at du blander dem med flødeost, så du får en masse, der kan udgøre fyldet til en delikat cheesecake. Rester fra kirsebærsovsen kan du med fordel bruge til at kreere en gelé til toppen af kagen.

- Har du noget rugbrød tilovers, kan du lave cheesecake-bunden af det i stedet for digestive-kiks. Det er for det meste muligt at lave en bund med lige det, man har i køkkenskuffen, siger Thomas Thorius.

Leder du efter en lettere løsning, kan du ganske let bruge risalamanden til at lave en udgave af flødedesserten panna cotta.

- Først luner du noget mælk op med noget gelatine, og så blander du risalamanden i den lune mælk og hælder det på glas, som du sætter på køl natten over, fortæller køkkenchefen.

/ritzau fokus/

København, 15/12/2025 - 08:16

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner for i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 08:00

Valdes jul-stjerne: Skolen er ikke min prioritet

Ida Skelbæk-Knudsen, der spiller Celine i "Valdes jul - vintermiraklet", har måttet lære at balancere lange dage på filmsets med skole og lektier.

Som ung kan det være svært både at holde styr på skole, venner og familie.

Det kender skuespilleren Ida Skelbæk-Knudsen, der spiller Celine i TV 2-julekalenderen "Valdes jul - vintermiraklet", alt til.

Den 17-årige skuespiller, der også har medvirket i filmatiseringen af Renée Toft Simonsens børnebog "Børnene fra Sølvgade" samt Paprikas Steens film "Fædre og mødre", har måttet lære at kombinere lektierne med lange dage på filmoptagelser.

- Optagelserne til den første Valde-julekalender foregik, samtidig med at jeg forberedte mig til mine sidste eksamener i 9. klasse, fortæller hun.

- Jeg skulle finde tid til at øve med min gruppe til vores eksamener, og så skulle jeg samme dag ud og optage om eftermiddagen, fortæller Ida Skelbæk-Knudsen.

- Det er svært at balancere begge liv. Men jeg holder meget af begge udgaver af mig selv, så jeg synes egentlig, det er okay.

Det er særligt stemningen på et filmset, som driver Ida Skelbæk-Knudsen, fortæller hun.

Ida Skelbæk Knudsen, der allerede som 12-årig begyndte at dyrke skuespillet, er i gang med at filme en ny TV 2-serie, der får premiere næste år, men som hun ellers ikke kan fortælle mere om

For ikke at knække under den store arbejdsbyrde har skuespilleren, der til dagligt går i 2.g, prioriteret sin energi med omhu.

- Jeg har indstillet mig på, at skolen ikke er min prioritet. Jeg vil rigtig gerne bestå og have et fint snit, men jeg går ikke efter at få 12 i alt. Det er for stort et pres at lægge på mig selv, når jeg er så meget væk, fortæller hun.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 07:00

FAKTA: Appen Mit Digitale Selvforsvar

* Mit Digitale Selvforsvar er en gratis app, der kan downloades til iOS- og Android-enheder. 

* Appen advarer løbende om svindel, der er i omløb, og giver råd til, hvordan du kan genkende svindel. Beskederne kommer fra en række myndigheder og virksomheder.

* Som noget nyt kan du tilføje en betroet ven i appen, som du kan dele mistænkelige beskeder og annoncer med. Det kan for eksempel være et ældre familiemedlem, som du vil holde opdateret om aktuel svindel.

* Det er Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, der står bag appen.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 07:00

Svindlere udnytter bekymringer om sundhed

Dado Ruvic/Reuters

Gratis sundhedstjek og lovende kosttilskud er svindlernes seneste lokkemidler ifølge Forbrugerrådet Tænk.

Danske forbrugere bliver i stigende grad ofre for svindel, der udnytter bekymringer om helbredet.

Svindlere lokker med både falske sundhedstjek og lovende kosttilskud. Det fortæller Ulla Malling, som er projektchef for området En tryg digital hverdag hos Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge Ulla Malling udnytter svindlerne, at helbred typisk er et privat og følsomt emne. Derfor undlader mange at søge råd hos familie og venner.

- Men det bedste værn mod svindel er at give sig tid og få flere øjne på det, man har modtaget, siger hun.

- Selv om det kan føles privat at skulle tale om annoncer og henvendelser om sundhed, opfordrer vi altså til, at man altid spørger en betroet ven eller et familiemedlem, fordi det kan være svært at gennemskue, om der er tale om svindel.

Svindlere bruger både annoncer og opslag på sociale medier samt phishing gennem mail og sms til at lokke personlige oplysninger fra forbrugere.

Disse oplysninger bliver samlet i databaser, der kan bruges til yderligere svindelforsøg eller sælges videre til andre digitale kriminelle, som kan udnytte dem.

- Det handler om at indsamle så meget viden om os som muligt, så de bedre kan målrette deres svindelkampagner og gøre dem mere overbevisende og troværdige, siger Ulla Malling.

Hun anbefaler, at du altid er ekstra varsom, når du overvejer at klikke på et link fra sociale medier, en mail eller en sms.

- Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at du helt skal lade være med at klikke på links, som du ikke kender, siger hun.

- Tjek altid, hvem der er afsender, og hvem der ønsker dine oplysninger. Dine personlige oplysninger er en eftertragtet valuta, så tænk over, hvem du deler dem med.

Hvis du ser navnet på en virksomhed eller en myndighed, råder hun til, at du selv går ind på den officielle hjemmeside. Du kan også selv kontakte afsenderen.

De seneste år har markant flere danskere oplevet at blive ramt af digital svindel. Det dækker over blandt andet snyd ved handel på nettet, misbrug af betalingskort og svindlere, der narrer ofrene til at overføre penge.

En undersøgelse fra Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd viser, at seks procent af de adspurgte sidste år svarede, at de havde været udsat for digital svindel.

Det svarer til 274.000 danskere og er en stigning på 45 procent i forhold til året før, hvor tallet var 189.000.

Hvis du vil holde dig opdateret om aktuel svindel, udsender en række myndigheder, virksomheder og ngo'er løbende advarsler i appen Mit Digitale Selvforsvar. Det er Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, der står bag appen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek