Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2024 - 08:00

Dansk komiker: Jokes om min fars død er befriende

Mikkel Klint Thorius' far døde for seks år siden. Men man går ikke over grænsen, hvis man laver jokes om det. Faktisk er det befriende for den 32-årige komiker.

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

Der er nærmest ikke nogle jokes om komiker Mikkel Klint Thorius, der går over stregen. Hans grænse er i hvert fald ikke blevet overskredet endnu.

- Men jeg er muligvis også lidt hærdet af en branche, hvor man hører mange hårde jokes, siger han.

Ikke engang hans fars død er et emne, man skal holde sig fra.

Det bliver slået fast i Prime Video-programmet "Roasted: Verdens sjoveste ferie". I det femte afsnit er det Mikkel Klint Thorius, der sidder i den varme stol og bliver "grillet" af blandt andre Lasse Rimmer, Linda P og Tobias Dybvad.

Her handler flere jokes netop om farens død.

- Du er sådan en omvendt Batman. Din far døde alt for sent, siger komiker Simon Talbot i sin "roast" af Mikkel Klint Thorius.

Også komiker Ane Høgsberg bringer farens død ind i sin "roast".

- Så sker der noget i 2017. Noget helt fantastisk. Din far dør. Det er en kæmpe chance for modgang Mikkel. Endelig noget, vi kan bruge til noget, siger hun.

Det er snart syv år siden, at den 32-årige komiker mistede sin far.

- Han er jo død. Så det gør ikke ondt på mig, når andre laver jokes omkring det, siger han.

Faktisk synes Mikkel Klint Thorius, at det var modigt, at de andre turde at gå så hårdt til ham.

- Jeg synes, at det var fedt, at de ikke havde berøringsangst. Det er fedt at vise, hvad humor også kan, og at man ikke altid behøver at sige: "Det gjorde ondt", og "det var for meget", siger Mikkel Klint Thorius og tilføjer:

- En ting er, at de ved, at jeg godt kan tage det, men noget andet er publikums grænser. Jeg tror, at det hjalp, at jeg selv sad og grinte. Hvis jeg bare havde siddet og stirret med tårer i øjnene, så havde publikum nok ikke grint med.

Det er ikke første gang, at kolleger laver jokes om hans fars død. Allerede efter en måned kom de første. Dengang var han stadig midt i sorgen.

- Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var sindssygt befriende, at man kunne tale om det på sådan en "livet går videre"-agtig måde. De kunne jo også mærke, at jeg havde brug for, at det hele ikke var så trist og seriøst, siger han.

Mens Mikkel Klint Thorius var i den spanske ferieby Marbella for at optage "Roasted: Verdens sjoveste ferie", sad hans mor og bror hjemme i Danmark. Da komikeren kom hjem, spurgte de, hvilke jokes de andre komikere havde lavet.

- Så sagde jeg, at der blev kørt rigtig meget på, at min far var død, og det syntes de også, var pissegrineren, fortæller han.

Det kan måske lyde barskt, at et nært familiemedlems død bliver brugt i en joke. Men sådan tænker Mikkel Klint Thorius ikke.

- Det er jo lidt sådan, at komikere viser, at de godt kan lide hinanden. Så selv om det godt kunne gøre lidt naller nogle gange, så var det også meget rart og en form for bekræftelse, siger han og tilføjer:

- Det er jo noget, vi altid har gjort i comedy. Backstage er der nærmest blevet sagt hårdere ting end det, der blev sagt på scenen foran publikum.

Det femte afsnit af "Roasted: Verdens sjoveste ferie" kan ses på streamingtjenesten Prime Video fra fredag 31. maj.

/ritzau/

København, 19/03/2025 - 23:42

Anmeldere kalder film om Tommy Seebach for tåkrummende og kliché

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Filmen om Tommy Seebach og mindreværdskomplekser, der ødelægger familielivet, beskrives som en gentagelse.

"Den giver os ikke rigtig noget, vi ikke allerede havde". Sådan lyder nogle af ordene fra Soundvenue om filmen "Under stjernerne på himlen", der handler om Melodi Grand Prix-ikonet Tommy Seebach og hans familie.

Soundvenue, Ekstra Bladet og Filmmagasinet Ekko er enige i bedømmelsen om tre stjerner til filmen. Berlingske kvitterer med to stjerner.

Soundvenue skriver om filmen, at tåkrummende dialog skæmmer filmen om Tommy Seebach.

Generelt er anmelderne enige i, at Anders Matthesen gør det godt i rollen som Tommy Seebach.

Ekstra Bladet skriver, at det første faresignal er, at Tommy Seebachs børn står opført som producere på filmen om deres far, og at det derfor er "kommerciel nostalgi tanket med tunge klichéer".

Filmen begynder i 1979, hvor Tommy Seebach er på toppen af sin karriere med hittet Disko Tango ved Dansk Melodi Grand Prix.

Da 90'erne rammer får Tommy Seebach at vide, at tiderne er skiftet, og tv-seerne vil se unge deltagere ved sangkonkurrencen. Det bringer ham ud i en eksistentiel krise.

Man følger Tommy Seebach i hans musikkarrieres op- og nedture, hvor særligt hans alkoholmisbrug også påvirker familielivet.

Filmmagasinet Ekko skriver, at det er en film, der vil fortælle en mere eller mindre trist historie om en mand, som ofrede sit helbred og hele sin familie på grund af Melodi Grand Prix, men filmen burde folde intentionen bredere ud.

Berlingske skriver, at Anders Matthesen i rollen som Tommy Seebach gør en stor indsats, til trods for at filmen aldrig finder sin melodi.

- Som følge af tidligere lukrative hit kommer film i genren nemt i fare for at virke mere kommercielt beregnende end skabt af kunstnerisk nødvendighed. Det gælder desværre også filmen om Tommy Seebach, skriver Berlingske.

Der er dog ros for, at filmen ikke fortæller om hele Tommy Seebachs liv, men kun har fokus på de år med Dansk Melodi Grand Prix fra det første hit, Disko Tango i 1979.

Information erklærer sig enige i Berlingskes vurdering af, at Anders Matthesen gør en god figur i rollen som Tommy Seebach og kalder filmen for sympatisk.

B.T. skriver, at der er flere rørende og sjove scener i filmen, men at den ikke lever op til de smukke sange og den triste historie.

- "Under stjernerne på himlen", der skildrer grandprixheltens storhed - og ikke mindst fald - gør dig måske ikke klogere, men du er i godt selskab, skriver B.T.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/03/2025 - 17:47

Kendt skuespiller stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bjarne Henriksen har boet på Frederiksberg i København de seneste ti år og vil nu ind i kommunalpolitik.

Skuespilleren Bjarne Henriksen stiller op til kommunalvalget 18. november i år. Det gør han i Frederiksberg Kommune for Socialdemokratiet.

Det siger Bjarne Henriksen til TV 2 Kosmopol.

- Nu er jeg 66 år, og i min alder får jeg efterhånden kun tilbudt roller som et af de tre D'er: Død, Døende - eller Dement. Og så er der altså tid til politisk arbejde, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han er kendt fra et hav af film og tv-serier såsom "Badehotellet" på TV 2 og DR's "Forbrydelsen".

Bjarne Henriksen har boet på Frederiksberg i København de seneste ti år. Han vil være med til at sikre, at Frederiksberg Kommune forbliver rød. I dag hedder borgmesteren Michael Vindfeldt (S).

Han har været borgmester siden 2022 og stoppede dermed 112 års konservativt styre i kommunen.

- Jeg stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet, fordi jeg mener, at Frederiksberg skal fortsætte med Michael Vindfeldt som borgmester. Det tror jeg, at vi alle er bedst tjent med, siger Bjarne Henriksen i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet på Frederiksberg.

Bjarne Henriksen har tre mærkesager. Frederiksberg skal være en blandet by, ikke bare en "rigmandsghetto", Frederiksberg skal have et rigt kulturliv, og han vil gerne tage kampen op mod ensomhed, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han er usikker på, om det er en fordel eller ej at være et kendt ansigt i en valgkamp.

Lidt "erfaring" har Bjarne Henriksen i øvrigt med politik. Han havde rollen som politikeren Hans Christian Thorsen i DR's populære tv-serie "Borgen".

I den rolle var Bjarne Henriksen blandt andet Danmarks forsvarsminister og formand for Arbejderpartiet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/03/2025 - 10:00

FAKTA: Lola Jensens råd

* Man skal lære børn at tabe fra allerførste spil. Børn kan allerede spille med i billedlotteri fra de er cirka to år.

* Spillet Vildkatten kan være et godt brætspil, da man nemt kan trække sig som forælder og give barnet mulighed for at komme tilbage i spillet.

* Ludo kan være et svært spil, da man bliver slået hjem. Det kan børn have svært ved.

* At håndtere skuffelsen ved at tabe kræver øvelse.

Kilde: Lola Jensen, familievejleder

/ritzau fokus/

 

Læs Mere >>

, 19/03/2025 - 10:00

Sådan undgår du at dit barn bliver en dårlig taber

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Børn elsker at spille, og de fleste spil har et konkurrenceelement. Med få råd kan dit barn klare spillets skuffelser og glæder, hvilket skal bruges hele livet.

I løbet af livet vil man både møde nederlag og sejre. Men hvordan lærer man sit barn at tabe og vinde med samme sind?

Lola Jensen, der har været familievejleder i 40 år, er mor til tre og bedstemor til otte, fortæller, at forældres ageren har stor påvirkning på barnets håndtering af nederlag.

- Det er piece of cake at lære sit barn at tabe og vinde med samme sind, hvis man går rart og langsomt til værks uden at pakke barnet ind i vat eller bomuld, men også uden at sige "sådan er det bare", når man slår barnet hjem i for eksempel Ludo, siger hun.

Forældre skal skabe et stærkt fundament for deres børn allerede fra allerførste spil, så barnet langsomt øver at tabe.

- Vælg gerne et spil, hvor man kan få noget sjov ud af det. Det kan blandt andet være Sorteper, hvor det kan være sjovt at få en streg i panden, når man har tabt, siger hun.

Som forælder bør man mestre en balance i at vise spillets mange facetter til barnet, uden at vise for meget hensyn.

- Forældre skal ikke lave om på spillereglerne, da deres børn senere vil spille med jævnaldrende, der så vil sige "sådan er reglerne ikke", siger hun og fortsætter:

- Man kan dog godt skifte mellem at vinde og tabe, så der er en balance, og barnet også ser, at forældrene kan klare at tabe. Barnet må endelig ikke vide, at man nogle gange lader dem vinde, siger hun.

Lola Jensen fortæller, at forældres sprogbrug kan have stor betydning for barnets opfattelse af spillets mål.

- I stedet for at sige "nu tabte du", så kan man sige til sit barn "målet er, at vi hygger os". Det er noget, de for eksempel kan tage med sig til fodbold, siger hun.

Børn skal starte med at se spillet som et fælles spil, hvor man hjælper hinanden, så bygger man konkurrenceelementet på. I denne fase kan udfordringer opstå både for barnet og forældrene, fortæller Lola Jensen.

- Det er vigtigt, at forældre tør tage den mulige konflikt eller gråd, hvis barnet går totalt i sort over at have tabt, siger hun.

Lola Jensen fortæller, at hvis barnet er i det røde felt, så hjælper det ikke at tvinge barnet til for eksempel at samle en brik, de har smidt, op.

- Man kan spørge en ældre søskende eller den anden forælder, om de vil overtage barnets plads i spillet, så blinker man til hinanden og lader barnets brikker vinde. Så kan barnet i sin frustration høre, at det faktisk var egne brikker, der gik i mål først, siger Lola Jensen.

Lola Jensen fortæller, at tab og vind med samme sind er en tilgang, som man tager med sig hele livet. Jo flere børn, der har lært det, jo færre konflikter vil der også være i skolegården og andre steder i livet.

- Det man lærer i sin barndom, skal man bruge resten af livet. At tabe og vinde med samme sind. Evnen til at magte skuffelsen, afvisning og evnen til, at ikke alt kan gå efter ens eget hoved. Ellers bliver der en kæmpe flok, der render ind og slår dommeren til fodbold, når der dømmes uretfærdigt, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek