Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/07/2019 - 10:50

FAKTA: Patienter med ALS dør typisk inden for få år

Sygdommen ALS udvikler sig hurtigt. Muskelsvindfonden vil hjælpe patienterne med overskud fra Grøn Koncert.

Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Muskelsvind er en fællesbetegnelse for omkring 25 neuromuskulære sygdomme, som giver funktionsnedsættelse i forskellig grad, og som ikke kan helbredes.

Særligt én type - ALS - vil få støtte fra årets overskud fra Grøn Koncert, fortæller Muskelsvindfonden.

Læs mere om sygdommen her:

* ALS er en forkortelse for Amyotrofisk Lateral Sklerose, og mange tror fejlagtigt, at der er tale om en sklerosediagnose.

* Der er derimod tale om en sygdom, der angriber de nerveceller i rygmarven og hjernen, som med viljens hjælp styrer musklernes bevægelse.

* ALS viser sig ofte ved, at en eller flere muskelgrupper bliver svage, og det gør, at mange rutinemæssige handlinger bliver svære at udføre.

* Herfra bliver musklerne i kroppen gradvist lammet. Evnen til at tale, synke og trække vejret bliver også påvirket.

* I løbet af tre år gennemlever størstedelen af de ALS-ramte den svækkelse af kroppen, som mennesker med muskelsvind oplever på 50 år.

* Sygdommen påvirker ikke synet, hørelsen eller smags- og følesansen.

* Det er forskelligt fra patient til patient, hvornår muskelgrupperne bliver påvirket over sygdomsforløbet.

* I Danmark er omkring 400 ramt af sygdommen. I gennemsnit er der hver anden dag en person, der får diagnosen.

* ALS diagnosticeres, når man er voksen.

* Fra diagnosen stilles, til man dør, går der typisk tre år.

Kilde: Muskelsvindfonden

/ritzau/

Nyhedsarkiv