Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/12/2023 - 09:00

Disse danske kendispar fandt sammen i 2023

Det forgangne år har stået i kærlighedens tegn for en række kendte ansigter, der er stået frem med nye kærester ved deres side.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Amors pil ramte plet for flere kendisser i 2023.

En af årets første afsløringer kom fra Lars Hjortshøj. I januar bekræftede den 56-årige komiker, der blev skilt i 2021 efter 26 år sammen med Tina Bilsbo, over for Se og Hør, at han havde fået en ny kæreste. Den udkårne hedder Camilla Skjødt Rønsgaard og arbejder som kundeservicechef i et rekrutteringsbureau.

Blandt årets andre scoringer er også den mellem Nicklas Bendtner og Sus Wilkins.

Den 34-årige skuespiller blev i år skilt fra musiker Freja Kirk efter ti års forhold, mens 35-årige forhenværende fodboldspiller senere på året gik fra den svneske model Clara Linnea Wahlqvist.

For journalisten Stéphanie Surrugue slog lynet ned på jobbet. Den 46-årige internationale korrespondent har fundet sammen med DR-kollegaen Lasse Engelbrecht.

- Faktisk har vi altid haft det virkelig sjovt sammen, og så gik det en dag op for os, at det var åndssvagt, at vi ikke var kærester, fortalte Stéphanie Surrugue til Ekstra Bladet i februar.

Jeanette Ottesen sprang også ud som nyforelsket i 2023. Hun blev året forinden skilt fra sin tidligere svømmetræner Marco Loughran, som hun har to børn med. I sommer meldte den 35-årige tidligere elitesvømmer ud til pressen, at der var en ny mand i hendes liv.

- Vi har det godt, sagde Jeanette Ottesen til BT, da hun dukkede op til en filmpremiere hånd i hånd med sin nye kæreste, Christian Wahlgren, der arbejder i finansverdenen.

En anden tidligere topsvømmer, nemlig Sarah Bro, luftede allerede nyheden om en ny kæreste i december sidste år over for Se og Hør. Men det var først flere måneder senere i maj, at den 27-årige kendis viste reklamemanden André Tingberg frem for offentligheden.

2023 var også året, hvor dj og model Oscar Bjerrehuus viste sin nye kæreste, danseren Anna Badihi, frem. Det skete i oktober på den røde løber til musicalen "Jersey Boys" i Tivoli

Oscar Bjerrehuus' kammerat fra TV 2-programmet "Forræder" - den 34-årige bokser Sarah Mahfoud - har også haft held i kærligheden i år. I foråret bekræftede hun over for Ekstra Bladet, at hun danner par med den tidligere bokser Tobias Søris.

- Det er fedt at være sammen med en, der forstår den tid, man lægger i sporten, fortalte en glad Sarah Mahfoud til avisen.

For Vikings-stjernen Alex Høgh Andersen opstod amorinerne ligeledes i den vante andedam. Den 29-årige danske Hollywood-skuespiller har nemlig fundet sammen med sin 28-årige kollega Johanne Milland, som han spillede over for i Viaplay-serien "Kald mig far".

Skuespilleren Dulfi Al-Jabouri, der var blandt deltagerne i årets "Vild med dans", har fået en kendt svigerfar. Han danner nemlig par med kendiskokken Claus Meyers datter, Elvira.

- Det er en fornøjelse at have Claus Meyer som svigerfar. Vi supplerer hinanden meget godt, sagde den 32-årige skuespiller i sommer til Se og Hør.

Endnu flere i filmens verden har åbnet hjertet på ny. Instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg præsenterede sin nye kæreste, Mikkel Otte, til premieren på sin film "Bytte bytte baby".

- Han er ingeniør, så han laver noget helt andet, sagde hun til Se og Hør

Skuespilleren Benedikte Hansen havde også sin hjertenskær med til en premiere. På vej til Grønnegårdsteatret var den 65-årige Badehotellet-stjerne ledsaget af en advokaten Ole Damsbo.

Til premieren på Bille Augusts Netflix-film, "Ehrengard: Forførelsens kunst", stod Laura Lynggaard Normann ved siden af den 23-årige skuespiller Lucas Lynggaard Tønnesen.

Det var også med en ny ledsager, at den 27-årige Dansegarderoben-stjerne Marie Reuther mødte op til gallapremiere på filmen "Meter i sekundet" - nemlig musikeren William Torp, der er lillebror til filmens hovedrolleindehaver, Sofie Torp, og søn af sangerinde Jette Torp.

Også i tv-verdenen er der ny kærlighed.

Rikke Göransson, der er vært på programmet "Paradise Hotel", viste kærligheden frem på Instagram. Men hvem han er, har den 37-årige vært endnu ikke røbet flere detaljer om.

Det samme gør sig gældende for Sussi Nielsen, der tidligere på året måtte sige farvel til sin livspartner, Leo. Den 68-årige musiker har nu fundet en ny flamme, en 14 år yngre - og for nu ukendt - mand, skriver Se & Hør.

Bagedyststjernen Ditte Julie Jensen, der i dag arbejder med spirituel rådgivning, holdt også sin nye kærlighed hemmelig i starten. Men nu er Martin, som han hedder, afsløret i en række opslag på hendes instagramprofil.

Det var også med en smule mystik, at den 47-årige tv-vært Felix Smith delte et billede af en mørkhåret kvinde med teksten "kærligheden vinder altid" i et opslag på Instagram.

Senere blev sløret løftet, og det viste sig at være den 20 år yngre Dlara Qadri.

Den tidligere cykelrytter og nuværende cykelekspert på TV 2 Rolf Sørensen havde også medvind på kærlighedsstien i år.

Han fortalte i oktober til Ekstra Bladet, at han danner par med Mette Lyck, efter at han i 2021 blev skilt fra Susanne Sørensen efter næsten 30 års ægteskab.

Man siger som bekendt, at gammel kærlighed ikke ruster. Og for skuespiller Finn Nielsen holder ordsproget, for han er atter sammen med sin Vita igen.

- Vi besluttede os for at genoptage det, fortalte han til Se & Hør.

Parret holdt en pause på et par år, men har nu fundet hinanden. Indtil videre bliver hun i Nordjylland, mens den 86-årige skuespiller fortsætter sin tilværelse i København.

Der var også nyt at fortælle fra den dansk-svenske sanger- og skuespiller Alba August, da hun i januar dukkede op til filmfest i Sverige. Hun var nemlig i selskab med sin kæreste, Pontus Winnberg, der er musikproducer, skrev Svensk Damtidning.

Man siger, at julen er hjerternes fest.

Danseren Katrine Bonde og musikeren Noam Halby, som mødte hinanden under "Vild med dans" i 2009 har begge fundet en at flette deres julehjerter sammen med igen, efter at de tidligere på året blev skilt efter 14 år sammen.

Ifølge Her & Nu har Noam Halby fået en ny kæreste, Simone, mens at Katrine Bonde i et opslag på Instagran fortæller, at hun er meget forelsket.

/ritzau/

København, 12/07/2025 - 08:00

Dansk kendis: Jeg gik rundt med konstant dårlig samvittighed

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Musicalstjernen Xenia Lach-Nielsen må erkende, at arbejdet på scenen ofte udspiller sig, når alle andre har fri.

Når musicalstjernen Xenia Lach-Nielsen 31. december synger årets sidste nytårskoncert, kan hun se tilbage på et hæsblæsende 2025, hvor hun siden påske kun har haft 14 dages fri - samlet set.

- Hvis man ligesom helt inde i knoglerne er lavet af - nu siger jeg det meget højtragende - teaterets væsen, så kan man ikke undvære det. Jeg vil ikke sige, at det er et drug, men det er jo så sjovt!, siger hun.

Men med sådan et ekstrovert job kommer også behovet for det stik modsatte, når hun går fra scenen igen.

Alt socialt er sat på standby.

- Jeg skal have min søvn, og jeg skal have noget at spise. Og så er det faktisk nærmest det, lyder det fra Xenia Lach-Nielsen.

- Men så har jeg en hund, som nok kommer før alle andre. Også min mand. Men hun har jo ikke valgt at være hund hos mig, så hun skal bare have det godt! Ellers skal man ikke have et dyr. Men min mand er jo stor og voksen og laver selv en masse ting.

Privat er den 53-årige musicalstjerne gift med skuespilleren Peter Gantzler.

De har dannet par i efterhånden 30 år og mødte hinanden under indspilningerne af en film, hvor de skulle spille kærester.

Kort efter blev de det også privat.

- Det er ofte sådan, at han laver film og tv om dagen, og jeg spiller om aftenen. Det har været sådan hele vores liv. Det er bare vilkårene. Og heldigvis har jeg en mand, der forstår det, siger Xenia Lach Nielsen.

Sammen har de datteren Rosa på 26 år.

- Da min datter var yngre, gik jeg rundt med konstant dårlig samvittighed. Altså konstant! Nu er det slet ikke på det niveau, lyder det fra Xenia Lach-Nielsen om sine arbejdstider.

- Jeg savner selvfølgelig at være sammen med min datter. Men hun lever jo sit eget liv nu og er en voksen kvinde og gider ikke være sammen med mig hele tiden alligevel. Men det er 100 procent hende, jeg prioriterer, hvis jeg har et øjeblik.

Sommeren over har Xenia Lach-Nielsen stået på de skrå brædder i årets udgave af Tivolirevyen, som spiller sidste forestilling søndag 13. juli.

Inden stod hun på scenen i Sting-forestillingen "The Last Ship", og nu venter musicalen "Chess".

- Det er jo så utroligt sjovt at spille teater. Det er jo de mest fantastiske mennesker - som regel - og jeg går ikke på arbejde en eneste dag uden at grine røven ud af bukserne. Det er livsbekræftende!, siger Xenia Lach-Nielsen.

Men man kan heller ikke lave en musical eller en revy, hvis man ikke har det godt sammen, pointerer hun.

- Det er ikke muligt, simpelthen. Så du er hele tiden udfordret i din evne til at samarbejde, siger Xenia Lach-Nielsen og fortsætter:

- Man lærer enormt meget om andre, og man lærer enormt meget om sig selv. Hvor meget kan man klare? Hvad vil man stå model til? Hvor går ens grænser? Og så får man trænet sin hjerne i at huske, og man får udviklet sit talent. Hvis man har et.

Den autodidakte skuespiller debuterede i opsætningen af musicalen "Hair" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i 1996.

Siden har hun medvirket i et væld af andre musicals og i teaterkoncerter. Men hun har også haft roller uden sang og musik.

Senest kunne hun ses i DR-dramaet "Generationer".

- Jeg er mere min egen kaptajn i branchen nu på grund af min alder og min kæmpe erfaring. Men derfor kan jeg godt sådan helt lille pige-agtigt tænke: "Ej, hvor er jeg heldig, at der er nogen, der overhovedet vil bruge mig!", samtidig med at jeg godt ved, hvad jeg er værd, siger Xenia Lach-Nielsen og fortsætter:

- Jeg synes, det er ret interessant med den alder, jeg har nu, i forhold til hvordan jeg var, da jeg var ung. Der kan jeg godt mærke, at jeg måske har kastet mig ud i nogle ting, som der ikke rigtigt var, hvad skal man sige, bund i, og som jeg er blevet ked af og bagefter har skullet samle mig selv op fra.

- I dag kan jeg fornemme, om noget vil være godt eller skidt for mig og for forestillingen. Jeg har noget erfaring og modenhed at byde ind med i forhold til at sige: "Jeg synes, vi skal gøre det på den her måde i stedet for".

Xenia Lach-Nielsen erkender også, at hun har lavet fejldispositioner - at hun har sagt nej til en rolle, som hun måske burde have takket ja til, da hun fik muligheden for det.

- Sådan laver man fejl hele tiden - det gør man jo i livet, altså i det hele taget, men det lærer man jo også noget af.

/ritzau/

Læs Mere >>

Manchester, 12/07/2025 - 03:03

Oasis vender efter 16 år tilbage til udsolgt koncertrække i hjembyen

Oli Scarff/Ritzau Scanpix

400.000 mennesker ventes at deltage i fem udsolgte koncerter i Oasis-brødrenes hjemby, Manchester.

Badet i solskin og god stemning gav 80.000 fans rockbandet Oasis en heltevelkomst fredag, da Manchesters yndlingssønner vendte tilbage og afholdt deres første koncert i hjembyen i 16 år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fans i alle aldre strømmede til for at se brødrene Liam og Noel Gallagher spille gamle hits som "Wonderwall", "Don't Look Back in Anger" og "Supersonic".

I dag er de to brødre henholdsvis 52 og 58 år.

Otte timer før Oasis gik på scenen, stod 500 fans allerede i kø til den første af fem udsolgte koncerter i Heaton Park, der ligger seks kilometer nord for Manchester.

I alt 400.000 mennesker ventes at deltage i koncerterne i den nordengelske by.

Nogle fans var så heldige at kunne søge skygge under træerne, mens andre måtte stå i den bagende hede. Termometeret viste 30 grader.

Det slog dog ikke skår i glæden for de fremmødte fans, og under den lange ventetid holdt de fleste sig kølige med vand og is.

23-årige Lisa var rejst fra Saint-Etienne i Frankrig sammen med en gruppe venner for at stå helt tæt på scenen.

- Det er den største mulighed i vores liv. Vi havde aldrig troet, at vi nogensinde ville se dem live, sagde hun efter at have stået i kø i seks timer.

Gallagher-brødrene meddelte sidste år, at de havde begravet stridsøksen og gendannet bandet, som blev opløst i 2009 efter et slagsmål mellem dem.

Køen dannede ramme for nye venskaber. 50-årige Alan Clarke og 41-årige Paul Smith mødte hinanden på dagen.

- Vi er nye bedste venner, sagde Clarke, som havde en Oasis-t-shirt på fra en koncert, som han overværede i 1996.

- Den passer mig stadig, selv om jeg er blevet ældre og tykkere, sagde han.

Gallagher-brødrene voksede op i Burnage, hvor koncertdeltageren Jonah Shaw kommer fra. Hans far, som også stod i køen, har i løbet af hans barndom fortalt ham om legendariske Oasis-koncerter, lød det fra teenageren Shaw.

- Jeg håber, at der kommer et 60-års jubilæum om cirka 30 år, så jeg kan tage mine børn, Noel og Liam, med, grinede han.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 12/07/2025 - 10:00

FAKTA: Danskerne elsker kaffe

* Danskere drikker i gennemsnit tre til fire kopper kaffe dagligt, og vi er det fjerde mest kaffedrikkende folk i verden.

* 86 procent af de danske mænd og 76 procent af de danske kvinder drikker kaffe. Mænd drikker i gennemsnit dagligt en kop mere end kvinder.

* Danskernes forbrug af kaffe stiger i aldersgruppen 45-64 år. Personer med længst uddannelse drikker mindst kaffe.

* Et moderat indtag på tre til fire kopper kaffe om dagen kan nedsætte dødeligheden og mindske risikoen for blandt andet type 2-diabetes, Parkinsons sygdom og blodpropper.

Kilde: Sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/07/2025 - 10:00

Stil kaffetrangen i sommerheden med baristaens perfekte iskaffe

Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix

Med få ingredienser kan du få iskaffen til at smage, som den professionelle barista selv ville brygge den - hvad end du foretrækker den sort eller med mælk.

En varm cappuccino eller en kop dampende mokka kan måske være lige lovlig tung at komme igennem på en hed sommerdag.

Et forfriskende alternativ kan være en kop iskaffe, som du sagtens kan få til at smage himmelsk selv, forklarer Lasse Johansen, der er mangeårig barista og indehaver af caféen Kaffe på Istedgade i København.

Der findes overordnet to typer iskaffe: den sorte og islatten. Her får du baristaens opskrift på dem begge.

Du kan lave den sorte iskaffe på to måder, forklarer Lasse Johansen.

- Du kan lave en pour over, hvor varmt vand hældes over malet kaffe i et filter, og herefter drypper kaffen ned i en kande med is for at køle den ned.

På sin kaffebar bruger Lasse Johansen til denne metode 16 gram kaffe, som er kværnet finere end normalt, og 125 gram varmt vand samt 125 gram isterninger.

Den anden måde tager lidt længere tid, forklarer baristaen.

- Her tager du en kaffesok eller en anden form for filter med grovere kværnet kaffe og lader det trække i koldt vand i 16 til 18 timer.

Udstyr som dette kan anskaffes på nettet og i flere kaffeforretninger.

Når du brygger kaffe med koldt vand, trækkes bitterstofferne ikke ud på samme måde, som når du brygger kaffe med varmt vand, så de sødlige nuancer træder mere frem.

Lasse Johansen anbefaler en mere syrlig type kaffe til den sorte iskaffe, der er baristaens egen favorit.

- Ellers kommer det let til at smage af en kaffe, man har ladet stå. En god tommelfingerregel kan være bønner, der kommer fra enten Kenya, Colombia eller Etiopien, som er gode, siger han.

Hvis man derimod er til en iskaffe med mælk - en islatte - anbefaler baristaen, at man laver sin kaffe på en espressomaskine, hvis det er muligt.

- Så laver man et normalt espressoshot, hælder mælk over isterninger og tilføjer kaffen, forklarer Lasse Johansen.

Valget af mælk er en smagssag.

- Du kan bruge den type mælk, du godt kan lide. For eksempel giver havremælk eller rismælk noget sødme, forklarer baristaen.

Hvis man godt kan lide sin iskaffe lidt sødere, kan man også tilføje sirup.

Både i butikker og online kan købes et bredt udvalg af smage som blandt andet mandel-, karamel- og vaniljesirup samt sirup med frugtsmag.

- Jeg vil faktisk anbefale en neutral sirup, der bare giver noget sødme, siger Lasse Johansen.

Til en islatte er det ikke så afgørende, hvilken type bønne man vælger at bruge.

- Man kan bruge de fleste forskellige typer, der skinner igennem, lyder det.

Baristaens generelle anbefaling er at prøve sig lidt frem, indtil man finder den smagssammensætning, der passer en.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek