København, 15/11/2022 - 12:44
Thomas Frank er med i opråb mod diskrimination før VM
Thomas Frank og Brentford er medunderskrivere på et åbent brev om manglende konsekvenser ved diskrimination.
David Klein/Reuters
Af: /ritzau/
Brentford-træner Thomas Frank er medunderskriver på et åbent brev, som handler om manglende konsekvenser mod diskrimination i fodbold på sociale medier.
Med VM-slutrunden, der starter på søndag, som katalysator er brevet afsendt af organisationen Kick It Out, som kæmper for at bekæmpe diskrimination i fodboldens verden. Det er sendt til den britiske premierminister, Rishi Sunak, ejer af Twitter Elon Musk og stifter af Facebook Mark Zuckerberg.
Brevet er delt på klubbernes hjemmesider.
- En kultur af straffrihed har udviklet sig på sociale medier med mangel på betydningsfulde konsekvenser. I har mulighed for at ændre dette, lyder det i brevet.
- Vi opfordrer til, at I ændrer det. Vi vil opfordre folk, som spiller, ser og arbejder med fodbold til at være en del af opråbet om handling henvendt til jer.
Ud over Thomas Frank er medarbejdere i fire andre Premier League-klubber, Crystal Palace, Brighton, West Ham United og Wolverhampton, Championship-klubben Watford, det engelske ligaforbund (EFL) med flere medunderskrivere.
I brevet kommer organisationen med løsningsforslag på de problemer, som den mener, der er med diskrimination på sociale medier.
Her peger man på et system, der skal gøre Storbritannien til det sikreste land online.
Et projekt kaldet "Online Safety Bill", som ifølge Kick It Out har været undervejs i fem år - og som man i organisationen beder den britiske regering om at udarbejde hurtigere.
Organisationen mener, at der ved VM-slutrunden i Rusland i 2018 blev skrevet over 200 milliarder opslag på sociale medier og hæfter sig ved, at en fodboldkamp ikke længere kun er 90 minutter på banen, men en social oplevelse, som kører i døgndrift på de sociale medier.
Ved EM-slutrunden i sommeren 2021 blev de tre engelske spillere Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka, som brændte i finalens straffesparkskonkurrence, efterfølgende udsat for racistiske tilråb - både fra tribunerne og på de sociale medier.
/ritzau/