Geneve, 09/06/2026 - 00:48
Rapport: Udgifter til atomvåben når rekordhøjt niveau
Verdens atommagter har ifølge Ican øget deres udgifter til atomvåben med 19 procent sammenlignet med i 2024.
Af: /ritzau/
Verdens atommagter øgede i 2025 deres udgifter til atomvåben med 19 procent sammenlignet med året forinden.
Det fremgår tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters af en rapport, der er blevet udgivet af Den Internationale Kampagne for Afskaffelse af Atomvåben (Ican).
Ican er en international sammenslutning af ngo'er, der arbejder for at udslette atomvåben. Organisationen modtog Nobels fredspris i 2017.
Verdens landes samlede udgifter til atomvåben løb sidste år op i 119 milliarder dollar, lyder det i rapporten, hvilket svarer til omkring 770 milliarder kroner.
Ifølge Ican er der tale om de højeste årlige udgifter, siden sammenslutningen begyndte at registrere dem i 2020.
Verdens ni atommagter er Rusland, USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea.
USA tegnede sig i 2025 for mere end halvdelen af udgifterne til atomvåben. Landet brugte her 69,2 milliarder dollar på atomvåben, skriver Ican.
Dermed øgede USA dets udgifter med 22 procent sammenlignet med i 2024.
/ritzau/




