Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kolding, 09/06/2026 - 14:13

Retssag nærmer sig for drabssigtet - forklarede sig bag lukkede døre

I halvanden time blev en 33-årig drabssigtet afhørt i byretten. Retssagen ventes inden for den næste måned.

Af: /ritzau/

Efter halvanden års tavshed var en 33-årig drabssigtet mand tirsdag for første gang klar til at udtale sig i sagen.

Han er sigtet for i november 2024 først at have slået en 58-årig mand ihjel i Mølholm ved Vejle og dernæst forsøgt at dræbe et yngre ægtepar i Vinding få kilometer derfra.

Tidligere har han via sin forsvarsadvokat nægtet sig skyldig, men han har ikke villet sige noget til hverken politiet eller retten.

Tirsdag var det i et såkaldt indenretligt forhør i Retten i Kolding, at den 33-årige mand indvilgede i at blive afhørt.

Dørene var dog lukket i de cirka halvanden time, retsmødet varede, hvorfor det er hemmeligt, hvad og i hvilket omfang han har udtalt sig.

Men der er ikke længe til, at selve retssagen om drabet og drabsforsøget kommer for retten. Det vil ske inden for den næste måned, fortæller anklager Lone Hesselmark.

Hun venter også snart at rejse en tiltale.

- Det næste er, at der skal rejses tiltale, siger hun til Ritzau.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad og TV Syd, som var til stede, da retsmødet tirsdag blev indledt, stillede den drabssigtede to krav for at komme med sin forklaring.

Han ville have hænderne fri, og så ville han have lukkede døre, så pressen ikke kunne overvære afhøringen.

Begge dele blev opfyldt, og journalisterne blev sendt uden for døren.

Anklager Lone Hesselmark havde ligeledes bedt om lukkede døre af hensyn til, at vidner ikke skal kunne påvirkes.

Det var tidligt om morgenen 25. november 2024, at den dengang 32-årige mand blev anholdt på en landejendom i Vejle-forstaden Vinding.

Her havde han ifølge politiet forsøgt at slå et yngre ægtepar ihjel.

Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør i retten og varetægtsfængslet.

To dage senere fandt politiet så en 58-årig mand død på en adresse på Mindevej i Mølholm i Vejle.

Han blev ifølge politiet dræbt af knivstik, og mistanken rettede sig mod den da 32-årige mand.

Han blev derfor sigtet for først at have slået den 58-årige ihjel og for dernæst at have kørt de få kilometer hen til ægteparret, som han også skal have forsøgt at dræbe.

Den drabsmistænkte har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad blev han i juni sidste år flyttet til Sikringen i Slagelse, som huser landets farligste psykisk syge personer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek