Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/02/2025 - 08:00

Peter Mygind: Jeg har set mine dæmoner i øjnene

Opskriften på et langt parforhold handler både om at lytte og om at se på sig selv med et granskende og kritisk blik, mener Sommerdahl-stjernen Peter Mygind.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann og Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Peter Mygind prøver at følge en særlig regel, hver gang han træder ind ad døren derhjemme.

Skuespilleren lægger sin telefon fra sig på et bestemt sted, og dér bliver den liggende som intet mindre end et kærlighedsløfte.

- Det smukkeste, man kan give sin partner, er nærvær og tilstedeværelse. Der er jo hele tiden noget, der prøver at forhindre én i nærvær - blandt andet telefonen, hvor man lige kan se en nyhed, om der er nogen, der skriver, eller man skal lige tjekke en mail, fortæller Sommerdahl-stjernen.

Med telefonen på behørig afstand ser han i stedet sin ægtefælle, Lise Mühlhausen, i øjnene og skænker hende sin fulde opmærksomhed.

- Hvis man ser meget tv, skal man også nogle gange lige prøve at slukke tv'et og bare gå en tur med den, man er sammen med, siger han og fortsætter:

- Så kan det være, der opstår en dyb samtale. Det kan også være, man bare holder i hånden, og det synes jeg, at Lise og jeg har været rigtig gode til.

Netop nærværet var noget Peter Myginds karakter, Dan Sommerdahl, missede i sit ægteskab, der gik endegyldigt i stykker tilbage i sæson to af den populære TV 2 Charlie-serie.

I sjette sæson, som ruller over skærmene nu, blomstrer kærligheden dog på ny mellem den garvede efterforsker og hans nye kærlighed, kystvagten Josefine, spillet af Maibritt Saerens. De skal giftes, og det får Dan Sommerdahl til at gruble over, hvordan han kan blive en bedre ægtemand denne gang.

- Dan blev jo forladt af sin hustru, fordi han glemte at ligeså optaget, han var af sit arbejde, ligeså optaget skulle han have været af sit ægteskab. Men det er der desværre nogle mennesker, der glemmer, og jeg ved, hvad jeg snakker om, da jeg selv har været gift i 33 år, fastslår Peter Mygind.

- Hvis du ikke plejer og passer på din bedre halvdel, ligeså meget som du passer på dine kolleger, så går det galt.

Opskriften på et langt parforhold handler både om at lytte og om at se på sig selv med et granskende og kritisk blik, mener den 61-årige skuespiller.

- I sidste ende er det vigtigste at kigge ind i sig selv og at arbejde med sine egne dæmoner og de sider af én selv, der gør andre kede af det.

- For jeg kan jo godt mærke, når jeg gør nogle ting, som gør min hustru ked af det, og så må jeg jo arbejde med det fremfor at sige: "Det er dit problem, du bliver ked af det". Det nemmeste er at give andre skylden.

Selv har Peter Mygind set sine indre dæmoner i øjnene gennem en masse terapi, fortæller han.

- Jeg tror på, at man som menneske altid kan udvikle sig, og at det er sundt at kigge på sig selv: Hvem er jeg? Hvorfor har jeg det med at reagere på samme måder igen og igen? Man kan godt ændre mønstre.

Han understreger, at det ikke handler om at lave fuldstændig om på sig selv.

- Det er bittesmå knapper, man justerer på hele livet igennem.

Og så er der den daglige gave af nærvær, der gerne må krydres med et godt skvæt af spontanitet. Noget, som han og Lise Mühlhausen excellerer i.

- En lørdag, hvor vi egentlig skulle have været hjemme: Pludselig tager vi pænt tøj på og går hånd og hånd i byen og ender med at drikke drinks på en eller anden bar og møder nogle sjove mennesker - at gøre spontane ting selv efter 33 år. Det gør vi, og jeg elsker, at vi gør det. Og det gør Lise også.

Du kan følge Peter Mygind i skikkelse af Dan Sommerdahl i et nyt afsnit af sjette sæson af "Sommerdahl" hver søndag på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

/ritzau/

København, 24/04/2025 - 08:16

Kong Frederik åbner Danmarksdagen på verdensudstilling

Franck Robichon/Ritzau Scanpix

Kongen bruger sin anden dag i Japan på verdensudstillingen, hvor flere danske ministre er med.

Kong Frederik var torsdag med til den officielle åbning af Danmarksdagen på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka under sit tiltrædelsesbesøg i Japan. Her holdt han åbningstalen.

Kongen fik også en guidet tur rundt i den nordiske pavillon på verdensudstillingen. Her kan man få et indblik i nordiske værdier og løsninger inden for eksempelvis grøn omstilling, innovation og bæredygtighed.

Den første verdensudstilling blev holdt i London i 1851. Siden da er udstillingen rejst fra land til land og blev senest afholdt i Dubai i 2021.

Hver Expo dedikeres til et aktuelt tema, med det formål at finde løsninger på udfordringer som verden står overfor. Expo-udstillingerne varer i flere måneder og tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.

Den danske konge er i Japan til og med fredag.

Onsdag var han i Japans hovedstad, Tokyo, og deltog i en række besøg med fokus på bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, grøn energi og life science.

Han fik blandt andet mulighed for at sætte tænderne i traditionel japansk mad på en ramen-restaurant i storbyen, der bruger dansk svinekød i tilberedningen.

Kong Frederik er under tiltrædelsesbesøget i spidsen for et officielt erhvervsfremstød, der skal fremme dansk økonomisk diplomati og støtte erhvervslivet inden for flere sektorer.

Han er ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der alle deltager i forskellige aktiviteter.

På sin sidste dag i Japan skal kong Frederik fredag deltage i en mindehøjtidelighed i Hiroshima for ofrene for atombomberne, som blev kastet over Japan for 80 år siden. Han skal også besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne.

Kong Frederik slutter turen af med en privat middag med Japans kejser, Naruhito. Det er ikke første gang, at Kong Frederik er i Japan eller mødes med den japanske kejserfamilie.

I 1998 besøgte han kejser Naruhito, der på daværende tidspunkt var kronprins, ligesom kong Frederik selv var det.

Kong Frederiks første officielle udlandsbesøg som kronprins i 1987 var ligeledes til Japan.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/04/2025 - 08:00

Benjamin Hav og Uro skal optræde til Grøn

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Med de to nye navne er seks ud af otte artister offentliggjort til årets Grøn-turné.

To nye navne er føjet til plakaten for Grøn 2025.

For anden gang skal Benjamin Hav & Familien optræde på Grøn, mens sangeren Uro får sin debut.

Det skriver Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag Grøn, i en pressemeddelelse.

Med de to nye navne er programmet næsten fuldendt, og seks ud af otte kunstnere er offentliggjort.

Ud over Benjamin Hav & Familien og Uro skal Medina, Gilli, Pil og Kalaset også optræde til årets Grøn-turné.

Benjamin Hav debuterede som soloartist i starten af 2020 med to album på blot to uger.

I efteråret 2021 stod han for første gang på scenen med hans syv personers liveband, der går under navnet Familien. De står bag sange som "Første Dag" og "Du ligner din mor".

I 2023 spillede Benjamin Hav & Familien også på Grøn.

- Det at spille på Grøn betyder alt for mig, faktisk. Publikum er kæmpe optur, de frivillige er kæmpe optur, de andre bands er kæmpe optur, siger Benjamin Hav.

Bag kunstnernavnet Uro står Jeppe Kronback. Han udgav sin første single "Slåbrok" i 2020, og har siden udgivet sange som "Føles godt" og "Godthåbsvej".

I 2024 havde han flere udsolgte koncerter, og samme år debuterede han på Roskilde Festival. I år får han debut på Grøn.

- At være med på Grøn er noget helt særligt for mig. Det handler ikke kun om musikken, men om at kunne gøre en forskel. At støtte Muskelsvindfonden og være en del af noget, der virkelig betyder noget, siger Uro.

Selv om der fortsat mangler at blive afsløret to artister til årets turné, så er billetterne udsolgt til seks ud af otte koncertdage.

De otte koncertdage strækker sig over en periode fra 17. til 27. juli og foregår i Tårnby, Kolding, Aarhus, Odense, Næstved, Aalborg, Esbjerg og Valby.

I Aalborg og Esbjerg er der stadig ledige billetter.

Grøn er gennem mere end fire årtier arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i sygdommen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser på populære sommerdestinationer

* Nedenstående afgange er de mest søgte sommerdestinationer på momondos hjemmeside. Tallet angiver, hvor mange procent af afgangene, der er forsinket. En flyvning tæller som forsinket, når afgangen sker 30 minutter eller mere for sent.

* Palma de Mallorca, Spanien: 45 procent.

* Nice Côte d'Azur Lufthavn, Frankrig: 46 procent. 

* Málaga-Costa del Sol Lufthavn, Spanien: 39 procent. 

* Athens International Lufthavn, Grækenland: 46 procent. 

* Humberto Delgado Lufthavn, Lissabon: 45 procent.

* Leonardo da Vinci-Fiumicino Lufthavn, Italien: 57 procent.

* Charles de Gaulle Lufthavn, Frankrig: 44 procent.

* Gatwick Lufthavn, Storbritannien: 57 procent. 

* John F. Kennedy International Lufthavn, USA: 45 procent.

* Istanbul Lufthavn, Tyrkiet: 35 procent.

Kilde: momondo, som har analyseret data fra de 25 mest søgte destinationer i perioden 1. januar til 10. februar 2025 med rejseperiode fra 1. juni til 1. oktober 2025. Flyforsinkelser er baseret på data fra Aviation Edge. En flyvning regnes som forsinket, hvis afgangen er udskudt med 30 minutter eller mere.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser i danske lufthavne

* Tallene viser den gennemsnitlige forsinkelse i minutter, og hvor stor en andel af afgangene der er forsinkede i procent.

* Billund Lufthavn: 22 minutter og 23 procent af afgangene.

* Københavns Lufthavn: 22 minutter og 21 procent.

* Aalborg Lufthavn: 13 minutter og 10 procent.

* Aarhus Lufthavn: 10 minutter og 7 procent.

Kilde: momondo.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek