Greve, 03/08/2021 - 01:22
14 biler impliceret i større trafikuheld ved Greve
14 biler var involveret i et uheld på Køge Bugt Motorvejen, der var spærret i sydgående retning.
Af: /ritzau/
Et kraftigt regnskyl var muligvis årsag til et større trafikuheld på Køge Bugt Motorvejen mandag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef Lars Galaz ved Midt- og Vestsjællands Politi efter midnat natten til tirsdag.
I alt var 14 biler involveret i uheldet, og fem personer blev efterfølgende bragt til regionale sygehuse.
En af dem er fortsat indlagt og har pådraget sig knoglebrud. Personen er uden for livsfare, mens de øvrige slap med mindre skader.
Det er uvist, hvordan de forskellige biler var involveret, og hvem af personerne i bilerne der kom til skade.
- Vi skal forsøge at klarlægge, hvordan uheldet skete, og om der er nogen, der er mere skyldig end andre i gåseøjne, og skal de straffes for det, siger vagtchefen.
Ifølge politiet kan regnen have spillet ind i forhold til, hvordan uheldet opstod.
- Vi kan se på videoovervågning, at det øsregnede, da ulykken sker. Der er ingen tvivl om, at med pollen og støv i luften bliver motorvejen til en omgang sæbe, når det regner så kraftigt. Men om det er årsagen, ved jeg ikke, siger Lars Galaz.
Ulykken skete i sydgående retning ved afkørsel 29 ved Greve, og motorvejen var spærret i den retning frem til klokken 18.20.
- Der er ryddet op derude med fejemaskiner. Man lukkede sporet et par timer, fordi bilerne holdt hulter til bulter, siger Lars Galaz.
Politiet fortalte mandag eftermiddag til Ekstra Bladet, at en lægehelikopter og "mange ambulancer" var til stede.
/ritzau/