Odense, 24/05/2026 - 09:51
Tre kræves fængslet efter bilsammenstød i Odense
Lørdag rykkede Fyns Politi ud til meldinger om et sammenstød og en konfrontation. En mand kom til skade.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter et sammenstød mellem flere biler i Odense lørdag aften vil anklagemyndigheden hos Fyns Politi kræve tre anholdte mænd varetægtsfængslet.
Det skriver anklagemyndigheden på meddelelsestjenesten Anklager Update.
Grundlovsforhøret ventes at foregå i Retten i Svendborg klokken 11.
Den ene mand vil blive fremstillet in absentia - altså uden at være til stede i retten - da han er indlagt på Odense Universitetshospital.
Fyns Politi fortalte lørdag aften, at man var rykket ud til en hændelse på Fangelvej i det sydlige Odense, hvor der var meldinger om et sammenstød mellem flere biler og en efterfølgende konfrontation.
To mænd på 30 og 31 år blev efterfølgende anholdt.
En tilskadekommen person blev bragt til Odense Universitetshospital, men blev ikke vurderet til at være i livsfare, lød det lørdag på meddelelsestjenesten Politi Update.
Hverken politi eller anklagemyndighed har oplyst, hvad man har sigtet de tre anholdte mænd for.
Politiet har dog sagt, at man ikke vurderer, at hændelsen er banderelateret.
Ved søndagens grundlovsforhør vil anklageren anmode om lukkede døre.
Sker det, vil det ikke være muligt at få et indblik i, hvad de sigtede eventuelt forklarer, eller politiets beviser i sagen.
/ritzau/




