Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/11/2024 - 10:51

Axelsen spadserer nemt i kvartfinalen i Kina

Der var ingen tvivl om udfaldet, da Viktor Axelsen vandt 21-16, 21-11 over kineser i China Masters.

Holmes Chan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er klar til kvartfinalerne ved Super 750-turneringen China Masters.

Torsdag besejrede danskeren kinesiske Weng Hongyang med 21-16, 21-11 i turneringens anden runde.

Særligt andet sæt var overlegent fra Axelsen, der fandt fodfæste på banen i Kina og spillede varieret og med overskud.

Det gjorde han mod en modstander, som ellers har været godt spillende i efteråret. I september vandt Weng Hongyang Super 1000-turneringen China Open.

Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig ligeledes sikkert videre torsdag. Det danske makkerpar vandt sikkert 21-16, 21-13 over det franske brødrepar Christo Popov og Toma Junior Popov.

Kinesiske Weng fulgte godt med i starten af møde med Axelsen torsdag og kom foran 8-7, men derfra strammede danskeren skruen.

Axelsen vandt de efterfølgende tre bolde, og så var hullet slået.

Weng gjorde stadig fin figur, men Axelsen var i kontrol, og foran 20-16 sikrede danskeren sættet på første mulighed.

Andet sæt var en anden historie. Axelsen kom hurtigt foran 3-0 og virkede væsentligt mere overlegen end i begyndelsen af kampen.

Timingen sad der i slagene, og Axelsen spillede med langt mere overskud.

Weng var chanceløs, og ved sættets ophold lød danskerens føring på 11-3.

Trods fire kinesiske point i træk efter opholdet var Axelsen i cruise control.

Danskeren fik hurtigt styr på det igen, og efter den lille kinesiske optur vandt Axelsen fire af de fem efterfølgende point.

Derfra var kampen afgjort, og på kampens første matchbold pressede danskeren Weng til at sende fjerbolden i nettet.

China Masters har ikke før haft en dansk vinder i herresingle.

I år er der flere muligheder. Både Anders Antonsen og Rasmus Gemke skal også i kamp senere torsdag.

Alle tre danskere er i samme turneringshalvdel, så der er gode chancer for dansk deltagelse i søndagens finale.

/ritzau/

København, 23/11/2024 - 09:00

Måneder langt hemmelighedskræmmeri bag Vild med dans-frieri

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Realitydeltageren Philip May overraskede sin kæreste, Simone Hvenegaard, med at fri under Vild med dans-finalen i det, han kaldte for en moderne parringsdans.

- I en brudevals … Philip May og Simone Hvenegaard!

Vild med dans-finalen fredag aften tog en overraskende drejning, da realitystjernen Philip May friede til sin kæreste, Simone Hvenegaard, midt ude på dansegulvet foran de snurrende kameraer.

Faktisk har frieriet været måneder undervejs. Det afslører Philip Mays dansepartner, Camilla Dalsgaard, som har spillet en afgørende rolle i frieriet.

Da de mødte hinanden forud for premieren på "Vild med dans", fortalte Philip May, at han drømte om at fri til sin Simone i finalen.

- Alle vores danse har været bygget op omkring Philips liv. Sløjfen skulle bindes til sidst, ved at Philip skulle fri til hende i vores freestyle, fortæller Camilla Dalsgaard.

Men parret blev stemt ud i program syv, og derfor måtte de ændre planer for at gennemføre frieriet.

I årets finale skulle de syv par, som var røget ud undervejs, på gulvet og fremvise en af de danse, de havde været igennem, og her flettede de så frieriet ind.

Philip May og Camilla Dalsgaard dansede deres rumba. Men da den var slut, slog husbandet, der passende hedder Kærligheden, over i Beyoncés megahit "Single Ladies", som handler om at fri, hvis man er vild med sit hjertes udkårne.

Dansen sluttede med, at Philip May kurrede hen ad dansegulvet og endte på knæ foran Simone Hvenegaard, der sad med i studiet på Østerbro i København.

- Produktionen har været så gode til at støtte op omkring det, fortæller Camilla Dalsgaard.

- Ingen har vidst noget, og det har været meget svært.

Men det lykkedes.

- Det har været helt fantastisk. Det har været virkelig rørende at få lov til at være en del af det også, jubler Camilla Dalsgaard, der håber, at hun bliver inviteret med til brylluppet.

- Det er de to smukkeste mennesker, jeg har fået ind i mit liv.

Philip May beskrev dansen som den sværeste, han har stået over for i "Vild med dans".

- Jeg kunne slet ikke trække vejret, før jeg skulle på. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle komme igennem det her - "hvor er jeg henne, hvad fanden sker der, og hvor skal jeg træde henne". Alligevel kom jeg igennem det, lød det efterfølgende fra en sitrende Philip May.

- Simone opdagede det slet ikke. Jeg tænkte: "Hvornår opdager du det? Vi er i gang med at danse en frieridans til dig. En moderne parringsdans".

For det gik først op for Simone Hvenegaard, hvad i alverden der foregik midt på dansegulvet, da Philip May trak en æske med forlovelsesringen i op.

- Jeg kan ikke forestille mig en verden uden dig. Du er hele min verden. Vil du gifte dig med mig?, spurgte han sin Simone.

- Ja! Selvfølgelig vil jeg det!, svarede hun prompte, og parret kyssede og krammede.

Det var også tv, der førte til det første møde mellem Philip May og Simone Hvenegaard.

De tjekkede begge ind på "Paradise Hotel" i 2017, og i programmet spirede kærligheden mellem de to. Undervejs har der dog også været enkelte knubs, og parret har været fra hinanden. Men i dag er de uadskillelige.

Sammen har det vordende brudepar sønnen Vilmar, som fylder fire i december, og lille Athena, der kom til verden i august.

Efter frieriet bad Vild med dans-værten Martin Johannes Larsen den nyforlovede Philip May om at sætte ord på kærligheden.

- Hun betyder alt for mig. Hun fuldender mig. Hvis jeg er et puslespil, er det altid hende, der sætter de sidste brikker. Hun er fantastisk. Hver dag elsker jeg hende mere, sagde han og fortsatte:

- Hver gang jeg kigger på hende, bliver jeg stadig helt blød i knæene. Hun har givet mig to fantastiske børn. Jeg kan slet ikke se en verden uden hende. At skulle giftes med hende er det bedste, der kunne ske.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/11/2024 - 08:00

Vild med Asta: Hun fortjener hele verden

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Sebastian Bull har kæmpet med sit mentale helbred. Men efter at han har mødt den professionelle danser Asta Björk ser han ind i en anden fremtid.

Det kan godt være, at Sebastian Bull og Asta Björk ikke vandt "Vild med dans" sidste sæson.

Men den 29-årige skuespiller og den 26-årige danser vandt efterfølgende hinandens hjerter, da venskabet udviklede sig til kærlighed.

Det er præcis et år siden, at de to blev bragt sammen i TV 2's populære program.

Derfor vækker det mange minder for Sebastian Bull at være tilbage i studiet på Østerbro i København, hvor han fredag efter fredag har heppet på sin Asta, der i årets udgave af dansedysten gik på gulvet med TV 2-vært Rasmus Staghøj.

- Jeg har været lidt rørt over det … Jeg har siddet og kigget på vores billeder - på vores historie. Jeg er virkelig glad for den historie, der er skrevet - selv om jeg er ordblind, siger Sebastian Bull og fortsætter:

- Jeg har det dejligt. Jeg har det sindssygt dejligt. Jeg er lykkelig, og jeg er glad for, hvor jeg er. Jeg troede ikke, jeg skulle se mig selv her - være så sundt et sted og have dealet med så mange af de ting, som jeg har. Jeg kigger lige pludselig ind i en fremtid, jeg ikke troede, jeg skulle have.

Sebastian Bull har åbenhjertigt fortalt, at han har kæmpet med ADHD og angst.

Bedringen tilskriver han mødet med Asta.

- Jeg elsker hende. Jeg elsker hende bare. Hun fortjener hele verden. Jeg er virkelig, virkelig glad for hende, siger Sebastian Bull helt nøgternt.

Sammen med Asta føler han sig fri til at være den, han er.

- Jeg synes, man skylder kærligheden at være ærlig og sårbar. Jeg synes, at livet er for kort til, at man holder igen.

- Hvis der er noget, man gerne vil sige til hinanden, hvis man elsker hinanden, så skal du bare få det sagt, opfordrer han.

Sebastian Bull er begyndt til islandsk for at lære Asta Björks modersmål. Turen går også nordpå, når parret skal fejre juleaften sammen der.

Dermed kan parret puste ud efter et hæsblæsende år.

Sebastian Bull har udmærket sig i dramaet "Vogter", som var udtaget til den prestigefyldte filmfestival Berlinalen i Tyskland, og så har han også været i den amerikanske storby Texas til premieren på horrorfilmen "Azreal", som han også har en af rollerne i.

Ud over at stå foran kameraet arbejder Sebastian Bull på at skrive sin egen serie. Derudover laver han også flere podcasts, og så er der et muligt værtsjob på vej, siger han uden dog at måtte afsløre mere.

Inden den islandske jul skal Sebastian Bull til Sverige med sin Asta.

Hun har været travlt optaget af "Vild med dans", hvor hun og Rasmus Staghøj dansede sig til en tredjeplads ved finalen fredag aften.

De to blev kun overgået af Badehotellet-stjernen Morten Hemmingsen og hans makker, Malene Østergaard, og ikke mindst influencer Anna Munch, der vandt hele baduljen sammen med makkeren Eugen Miu.

- Planen er, at vi skal sove uden vækkeur og bagkant, jubler Sebastian Bull.

- Og så er vi i gang med at se en serie, som vi begge elsker. Nu kan vi bare se den hele natten, hvis vi har lyst, konstaterer den forelskede filmstjerne med et smil.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/11/2024 - 08:00

FAKTA: Fem råd til rottebekæmpelse i vinterhalvåret

* Hold dit hjem tæt og lukket, da rotter er gode til at finde små åbninger og sprækker i bygninger. 

* Få installeret en rottespærre i kloakken, hvor rotter hovedsageligt lever.

* Sørg for at have god affaldshåndtering.

* Undgå rod i haven. Rotter søger ofte skjul i bunker af træ, kompost og højt græs.

* Tjek regelmæssigt for tegn på rotter.

Kilde: anlægsstruktør og rottebekæmper hos Odder Kloakservice Peter Knudsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/11/2024 - 08:00

Gennemgå huset for utætheder inden storm og slud

Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

Brug årets sidste måned på at sikre taget, tjekke tagrender og tætne eventuelle huller i boligen for at undgå problemer, inden vinteren for alvor sætter ind.

Vinterens barske vejr ånder os allerede i nakken. I den kommende tid kan både blæst, regn, sne og frost være meget hård ved din bolig.

Derfor bør du bruge årets sidste måned på at gennemgå huset. Og du skal være særligt opmærksom på eventuelle utætheder i taget.

Sådan lyder rådet fra Mads Okking, som er udviklingskonsulent i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk.

- Jeg kontrollerer selv især taget i mit hus. Det er forholdsvis nemt for mig at gøre, fordi jeg har udnyttet loft, siger han.

- Jeg kigger efter tegn på fugt, såsom skimmelsvamp, og om der er noget, som skal tætnes eller sikres, da vi er i stormsæsonen. Regn, slud og sne kan også være et problem.

Uanset om du kan tjekke dit tag indefra, bør du også gennemgå taget udefra.

Mads Okking fraråder dog, at du kravler rundt på taget, medmindre du ved, hvad du laver:

- Man kommer langt med en visuel inspektion. Men har man et meget fladt hus med høj facade, skal man måske op at stå på en stige for at kunne se taget.

Tag også gerne et kig på husets tagrender for at finde ud af, om der er behov for at fjerne mos og nedfaldne blade.

- Det samme gælder for nedløbsrørene, siger han.

Det kan være nødvendigt at komme tættere på skorsten og udluftningshætter for at kunne kontrollere dem.

Men også her bør du ifølge Mads Okking ikke selv som lægperson begive dig ud i det på grund af risikoen for faldulykker.

- Tag i stedet fat i fagfolk, siger han.

Han råder desuden til, at du forbereder dit hus på stormsæsonen, der ifølge DMI varer fra oktober til marts - vinterhalvåret.

Du bør blandt andet sikre dig, at boligens klimaskærm - altså alt det, der vender ud mod det fri - er tæt og solidt.

Men det barske vejr er ikke den eneste grund til, at boligens ydre dele skal være helt tætte.

Landets fire største kommuner har de seneste måneder modtaget mange flere anmeldelser om rotter. Det fremgår af tal fra forsikringsselskabet Gjensidige.

Værst står det til i Aarhus, der alene i oktober modtog 1019 anmeldelser, hvilket er 65 procent højere end samme måned sidste år.

Ifølge anlægsstruktør og rottebekæmper hos Odder Kloakservice Peter Knudsen er rotter enormt dygtige til at finde små åbninger og sprækker i bygninger.

- Derfor skal man sørge for at tætne alle huller og revner i sokler, mure samt omkring døre og vinduer. Selv en lille åbning kan være nok for en rotte at klemme sig igennem, siger han.

I byerne lever rotter især i kloaksystemet. Det er også derfra, at rotterne kommer ind i husene, fortæller Peter Knudsen.

- Som husejer skal man især holde øje med sin kloakudluftning på loftet. For hvis man opdager rotter på loftet, stammer de stort set altid fra en defekt kloakudluftning, både når vejret er koldt og varmt, siger han.

Fordi rotter ofte søger skjul i bunker af træ, kompost og højt græs, bør du holde haven ryddelig, og undgå at opbevare materialer tæt på huset.

- Rotter har brug for skjulesteder. En åben og velholdt have gør det sværere for rotterne at etablere sig, siger Peter Knudsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek