København, 07/12/2025 - 10:07
Tandlæger: Forslag om gratis tandlægetjek kan stadig ende med en regning
Forslag om penge til tandlæge kan stadig ende med egenbetaling, hvis beløbet er for lavt, siger tandlæger.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tandlægeforeningen ser gode ting ved regeringens forslag om en tandkonto, som skal finansiere et årligt tandtjek. Men man skal sikre, at der følger penge nok med.
Det siger formand Torben Schønwaldt til Ritzau:
- I første omgang, så skal tandkontobeløbet være højt nok til, at det kan dække de ting, man gerne vil have, at det skal indeholde, siger han.
Regeringen lægger op til, at alle danskere over 21 år skal have et årligt beløb på en tandkonto, som skal bruges til et tandlægetjek.
Beløbet afhænger af patientens alder, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge DR vil regeringen ikke tilføre flere penge til tandplejen, men bruge de penge, som man giver i tilskud i forvejen, til tandkontoen.
Hvis det er den finansiering, man bruger, kan det give dyrere regninger for dem, som har brug for mere end bare et eftersyn.
- Det betyder de facto, at behandlingerne kommer til at koste mere, for de patienter, som har behov for behandling, siger tandlægeformanden.
Ifølge Tandlægeforeningen skal politikerne afklare, hvad den nye tandkonto skal betale for.
- Hvis man tænker, at det skal være en klinisk undersøgelse, nogle diagnostiske røntgenbilleder, det skal være en tandrensning og det skal være noget forebyggelse, så er det jo vigtigt, at beløbet er højt nok, til at kunne dække de fire ting, siger Torben Schønwaldt.
Hvis beløbet ikke er stort nok, vil patienterne stadig stå med en egenbetaling i sidste ende.
Derfor tror tandlægernes formand, at det stadig vil få nogle patienter til at afholde sig fra at sætte sig i tandlægestolen.
Han understreger også, at Tandlægeforeningen ikke mener, at tandkontoforslaget kan stå alene.
- Hvis man får en lang række borgere ind til et tandeftersyn, som ikke tidligere har været til tandlæge, så må man også have en formodning om, at man vil finde nogle behandlingskrævende ting, siger Torben Schønwaldt.
Regeringens forslag kommer, imens Folketinget er i gang med at forhandle om en ny model for voksentandplejen.
/ritzau/




