Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/09/2024 - 10:10

Cirkusrevyen fejrer 90 år med Bodil Jørgensen og Niels Olsen

For et par år siden blev Cirkusrevyen fornyet. Næste år runder revyen en markant milepæl.

Af: /ritzau/

Cirkusrevyen har næste år 90-års jubilæum, og det bliver et hold af garvede kræfter og nye navne, der går på scenen i Teltet på Bakken nord for København i den anledning.

Holdet udgøres af Niels Olsen, som snupper sin 12. sæson, Merete Mærkedahl, der er med for femte gang, Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg, som begge tager deres anden sæson, samt revydebutanten Magnus Haugaard.

Det annoncerer Cirkusrevyen i en pressemeddelelse onsdag.

Joy-Maria Frederiksen, der privat er gift med Niels Olsen, skal for tredje gang instruere Cirkusrevyen. Der venter instruktøren en stor opgave, når 90-års fødselsdagen skal markeres.

- Det er med stor ydmyghed, at jeg går ind til arbejdet med revyens jubilæumssæson. Jeg kan love, at alle på holdet vil gøre deres ypperste for at sætte et brag af en forestilling sammen, så vi virkelig kan få fejret med publikum, siger hun i pressemeddelelsen.

Cirkusrevyen har de senere år gennemgået et generationsskifte.

Revyveteranerne Ulf Pilgaard og den medspillende instruktør Lisbet Dahl stoppede i henholdsvis 2021 og 2022 efter samlet set 40 og 33 sæsoner på Bakken.

I 2023 overtog Joy-Maria Frederiksen instruktørroret og blev samtidig også Cirkusrevyens kunstneriske leder.

Året forinden trådte hun til som medinstruktør, da Lisbet Dahl blev sygemeldt.

Hendes debutrevy som eneinstruktør i 2023 høstede flere fem- og seksstjernede anmeldelser, der roste Joy-Maria Frederiksen for at forny institutionen.

Det har Merete Mærkedahl også mærket.

- For et par år siden begyndte vi arbejdet med at forny revyen. Det er blevet en kæmpe succes, og det er et privilegium at få muligheden for at fortsætte det arbejde. Især sammen med så gode kolleger, siger hun i pressemeddelelsen i anledning af annonceringen af 90-års jubilæet.

Cirkusrevyen 2025 får premiere 8. maj og vil foreløbig spille frem til 25. august.

/ritzau/

London, 16/02/2025 - 21:50

Pavedrama vinder hovedpris ved Bafta-uddeling

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Filmen "Conclave" om valget af en ny pave løber med prisen for årets bedste film ved Bafta-uddelingen.

Filmen "Conclave", som var en af storfavoritterne, vinder søndag bedste film ved den britiske Bafta-uddeling, der finder sted i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har ved årets Bafta flest nomineringer med hele 12 styk. Blandt dem er Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller.

"Conclave" handler om en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer - konklavet og valget af en ny pave.

Kardinal Lawrence, som i filmen spilles af Ralph Fiennes, får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Edward Berger. Det er hans første film siden den firdobbelte oscarvinder "Intet nyt fra vestfronten" fra 2022.

Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi. Den første uddeling fandt sted i 1949.

I år foregår festlighederne i Londons Royal Festival Hall, hvor filmfolk fra hele verden er samlet.

En anden af aftenens store prismodtagere er det historiske drama "The Brutalist".

Den har blandt andet vundet statuetter for Bedste Mandlige Skuespiller og Bedste Instruktør. De er gået til henholdsvis skuespilleren Adrien Brody og instruktør Brady Corbet.

"The Brutalist" er et over tre timer langt epos om en Holocaust-overlever, der emigrerer fra efterkrigstidens Europa til Amerika for at genopbygge sit liv.

Filmen var nomineret i ni kategorier ved årets Bafta-uddeling.

Prisen for Bedste Film til pavedramet "Conclave" kommer i en weekend, hvor der i virkelighedens verden har været fokus på netop den katolske kirkes overhoved.

Den 88-årige pave Frans er søndag på tredje dag indlagt på et hospital i Rom, hvor han ifølge Vatikanet behandles for bronkitis.

Argentineren Jorge Mario Bergoglio, som er pave Frans' borgerlige navn, har siden 2013 været pave, hvor han blev udpeget ved netop konklavet som efterfølger til Benedikt 16.

Filmen "Conclave" er desuden nomineret otte gange ved oscaruddelingen, der løber af stablen 2. marts.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 21:13

Pavedrama vinder hovedpris ved Bafta-uddeling

Filmen "Conclave" løber med prisen for årets bedste film ved Bafta-uddelingen i London.

Filmen "Conclave", som var en af storfavoritterne, vinder søndag bedste film ved den britiske Bafta-uddeling, der finder sted i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har ved årets Bafta flest nomineringer med hele 12 styk. Blandt dem er Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller.

"Conclave" handler om en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer - konklavet og valget af en ny pave.

Kardinal Lawrence, som i filmen spilles af Ralph Fiennes, får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Edward Berger. Det er hans første film siden den firdobbelte oscarvinder "Intet nyt fra vestfronten" fra 2022.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

FAKTA: Bolig i Danmark afgør skattepligt

* Når du flytter fra Danmark, ophører din fulde skattepligt som hovedregel, når du enten sælger, opsiger eller udlejer din bolig i mindst tre år.

* For sidstnævnte gælder det desuden, at lejekontrakten skal være uopsigelig fra din side.

* Et sommerhus, der kun bruges til ferier, betragtes normalt ikke som en bolig eller bopæl.

* Når du flytter fra Danmark, skal du sørge for at have en NemKonto. Hvis du skal have penge tilbage i skat, kan de kun blive overført til din NemKonto. 

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

Arbejde under sydens sol? Ny afgørelse gør det muligt uden dansk skat

Alexander Heinl/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke har en bopæl i Danmark, kan du frit arbejde i udlandet for en dansk virksomhed uden at betale dansk skat. Det fremgår af en ny afgørelse.

Hvis du drømmer om at arbejde fra din computer under varmere himmelstrøg i udlandet og slippe for at betale dansk skat, er der godt nyt.

For en ny afgørelse fra Skatterådet slår fast, at du helt kan slippe for dansk skat, hvis du flytter til udlandet.

Det gælder også, hvis du beholder dit arbejde i en dansk virksomhed og fortsætter med at få din løn udbetalt på en dansk bankkonto.

Det fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

- Afgørelsen forholder sig meget klart til, at det ikke har betydning for skattepligten i Danmark, hvem der udbetaler din løn. Det afgørende er, om du har en dansk bopæl, siger han.

- I en tid, hvor danske virksomheder mangler arbejdskraft, og især unge vælger at arbejde i udlandet, kan denne mulighed måske være en mellemvej.

En medarbejder kan dermed rejse ud og opleve verden, mens arbejdskraften bliver fastholdt.

I den aktuelle afgørelse bekræfter Skatterådet, at en mands skattepligt ophører ved udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, selv om han fortsætter med at være ansat i en dansk virksomhed.

Manden opgav sin bopæl i Danmark og havde ikke boligmulighed gennem hverken partner eller familie.

- Det særlige her er, at den danske skattepligt ophører, så snart bopælen i Danmark er blevet afviklet, siger Henning Boye Hansen.

Afgørelsen har særligt betydning for de såkaldte digitale nomader, der kan arbejde fra hvor som helst i verden med en computer, der er forbundet til nettet.

- Og coronatiden har jo vist, at mange af os sagtens kan arbejde hjemmefra, siger han og uddyber:

- Men det er klart, at man ikke kan benytte sig af denne mulighed, hvis ikke man kan passe sit arbejde blot med en computer under armen.

Har du stiftet familie og bosat dig, er der en anden vej, du kan gå, hvis du vil arbejde i udlandet og undgå dansk skat.

Den mulighed kan med et smil på læben kaldes Jan Pytlick-finten, siger Henning Boye Hansen.

- Hvis du skal arbejde i udlandet i mindst seks måneder, beholde din bolig og måske lade partner og børn blive i Danmark, kan du være omfattet af 42-dages reglen og have mulighed for at slippe for dansk skat, siger han.

Med den regel må du ifølge Henning Boye Hansen højst opholde dig i Danmark i 42 dage i løbet af en periode på seks måneder. Det svarer til omkring én uge om måneden.

Men du må slet ikke arbejde, mens du opholder dig i Danmark.

Ifølge Henning Boye Hansen var det efter alt at dømme det krav, der gjorde, at Saudi-Arabiens daværende danske håndboldlandstræner, Jan Pytlick, i 2023 ikke selv kunne overvære kampen, da hans hold mødte Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek