Jerusalem, 02/12/2025 - 18:32
Israel modtager formodede ligdele fra næstsidste gidsel i Gaza
De jordiske rester af et formodet gidsel bliver analyseret tirsdag af Israels retsmedicinske institut.
Jehad Alshrafi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel har tirsdag modtaget ligdele, der formodes at stamme fra det ene af to tilbageværende afdøde gidsler i Gaza.
Det oplyser Israels premierministerkontor ifølge den israelske avis Haaretz.
Ligdelene er blevet transporteret til Israels retsmedicinske institut, hvor identificeringen finder sted.
Når det står klart, om der er tale om et af de tilbageværende gidsler, får de pårørende besked, lyder det fra premierministerkontoret.
De to tilbageværende afdøde gidsler er israeleren Ran Gvili og thailænderen Sudthisak Rinthalak.
Som led i våbenhvileaftalen mellem den militante bevægelse Hamas og Israel, som trådte i kraft 10. oktober, skulle Hamas overdrage alle tilbageværende gidsler i Gaza - både levende og døde.
Ved aftalens ikrafttrædelse var der 28 døde og 20 levende gidsler tilbage.
Alle overlevende og 26 af de afdøde gidsler er blevet overdraget til Israel.
Israel har beskyldt Hamas for at bryde våbenhvileaftalen, fordi udleveringen af de afdøde gidsler - ifølge Israel - er blevet trukket i langdrag.
Hamas har undskyldt sig med, at ligene har været begravet under murbrokker, og at de derfor har været svære at finde.
Flere gange har Israel i øvrigt modtaget lig eller ligdele, som viste sig ikke at stamme fra nogen af de tilbageværende gidsler.
Røde Kors har spillet en central rolle i forbindelse med udleveringen af gidslerne.
De levende og afdøde gidsler er blevet overdraget af Hamas til Røde Kors, som derefter har overdraget gidslerne til Israels militær.
Til gengæld for udleveringen af i alt 48 gidsler fra Gaza har Israel løsladt næsten 2000 palæstinensere fra israelske fængsler.
Derudover har Israel overdraget ligene af 15 palæstinensere for hvert gidsel, der er blevet overdraget fra Gaza.
/ritzau/




