Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/01/2026 - 09:05

70.000 elever deltager i skolevalg uden Palæstina-debat

Elever fra 700 skoler skal teste demokrati i praksis, men udelukkelsen af Palæstina-spørgsmål har vakt debat.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet skolevalg, og søndag klokken 09.00 begynder tre intense valguger, hvor omkring 70.000 elever i 8.-10. klasse skal prøve kræfter med politik og demokrati.

Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

Eleverne skal i begyndelsen af valgperioden udvælge to til tre politiske emner ud fra 21 udpegede mærkesager.

- Det er vigtigere end nogensinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat - med respekt, ordentlighed og lydhørhed.

- Med skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i pressemeddelelsen.

De 21 mærkesager handler blandt andet om, om Danmark skal ud af EU, om topskatten skal afskaffes, og om cannabis skal legaliseres.

Ungdomspartierne har indstillet deres ønsker til mærkesager et år før skolevalget.

Folketinget, Børne- og Undervisningsministeriet og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har sorteret og udvalgt de mærkesager, der indgår i skolevalget.

Ved udvælgelsen blev mærkesagen "Anerkend Palæstina som selvstændig stat" fravalgt.

Det fik stor kritik fra flere parter, at Folketingets Præsidium, som er Folketingets ledelse, traf beslutningen om ikke at medtage emnet.

Søren Gade (V), sagde til Ritzau i maj, at man ikke kan diskutere spørgsmålet på 20 minutter, og at "det (emnet, red.) kan sætte brand i en klasse".

I juni besluttede Københavns Borgerrepræsentation med et bredt flertal, at københavnske skoleelever gerne må debattere emnet.

Andre kommuner har også overvejet om emnet skal være tilgængeligt for eleverne.

Hvis en kommune eller skole vælger at benytte sig af andre mærkesager, end de 21 udvalgte, så skal kommunen eller skolen selv stille materiale til rådighed.

Skolevalg afholdes hvert andet år og er et gratis undervisningsforløb over flere lektioner i januar.

I forløbet får eleverne mulighed for at lave nyhedsindslag, lære om demokratiet, og eleverne kan også deltage i debatter med frivillige fra de politiske ungdomspartier.

Mattias Tesfaye (S), der er børne- og undervisningsminister, fortæller, at han er glad for, at omkring 700 skoler er med.

- Skolevalget giver elever i hele landet mulighed for at opleve demokrati i praksis. Eleverne øver sig i at være uenige på en ordentlig måde, siger han i pressemeddelelsen.

Den 29. januar får eleverne udleveret et valgkort og stemmesedler, og eleverne skal herefter stemme på det parti, de er mest enige med.

Første skolevalg var i 2015. Ved seneste skolevalg blev Liberal Alliance det største parti med over 30 procent af stemmerne i 2024.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek