Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/10/2021 - 09:00

Flere ulykker med trailer: Forebyg ulykkerne allerede på p-pladsen

Antallet af trailerulykker er steget. Men mange af ulykkerne kan nemt og gratis forebygges allerede på parkeringspladsen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Cecilie Lyngberg, Ritzau Fokus

Mange har oplevet det selv - eller set andre kæmpe med det: kunsten at bakke med en trailer.

Men faktisk er det at køre med trailer ikke en opgave, man må tage let på.

Og ifølge tal fra Vejdirektoratet er antallet af trailerulykker steget 62 procent på ti år.

- Det farlige er især, hvis man hverken er vant til at køre med trailer eller sætter sig ind i reglerne og det praktiske, siger Stig Søeborg, der er servicechef hos Freetrailer, som udlåner trailere på landsplan.

Samtidig risikerer man ikke alene at miste kørekortet, men også at være til fare, tilføjer Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Bare fordi man har lov til at køre trailer med det almindelige kørekort B, så betyder det ikke, at man har evnerne. Men det er, som om folk tager for givet, at bare fordi de må, så kan de også køre med trailer, siger han.

Ud over at øve sig i selve det at køre med traileren, er der nogle praktiske ting, du skal tjekke, inden du kører.

I bilens registreringsattest står, hvor meget bilen som udgangspunkt må trække. Men derudover afhænger vægtgrænsen af din type af kørekort, og hvornår du har taget kørekortet.

Samtidig fejlvurderer folk ofte, hvor meget ting vejer, konstaterer politiassistenten.

- Og en trailer med overlæs er en klar overtrædelse af færdselsloven, som både giver en bøde, frakendelse af kørekortet og er farlig at køre med, siger han.

Tjek også, at bil og trailer er koblet rigtigt sammen, tilføjer Stig Søeborg.

Han oplever jævnligt, at folk ikke får koblet traileren forsvarligt på kuglen eller sjusker med sikkerhedswiren.

Men fidusen med sikkerhedswiren er netop, at den fungerer som håndbremse, så traileren ikke buldrer afsted som et projektil, hvis traileren hopper af krogen.

- Tjek også, at traileren er monteret korrekt. Det kan du gøre ved at løfte op i traileren og mærke, om bilen følger med op, forklarer han.

En anden klassiker er, at folk glemmer at koble lyset til.

Så lav et lygtetjek på parkeringspladsen:

Træd på bremsen, og blink til begge sider, mens din medpassager står bagved og tjekker, at det reelt virker.

- Det er lovpligtigt og dit ansvar som bilens fører, at lyset virker, siger Stig Søeborg.

Tjek som en sidste ting, at næsehjulet er kørt forsvarligt op.

Nogle tror fejlagtigt, at næsehjulet er et ekstra "støttehjul", som skal køre med nede på vejen, konstaterer Stig Søeborg.

- Andre ved godt, at næsehjulet skal op, men kører det ikke tilstrækkelig langt op. Her risikerer man, at næsehjulet går på en kantsten eller bliver ødelagt, siger han.

Sørg også for, at godset er spændt ordentligt fast, tilføjer Christian Berthelsen.

Det gælder, uanset om du kører med lukket eller åben trailer.

For i værste fald risikerer du, at løsdele falder af traileren, eller at godset rutsjer og giver et skævt og mærkeligt tyngdepunkt.

- Man får ikke alene en bøde, men kan risikere en betinget frakendelse af kørekortet, hvis man bringer andre trafikanters liv i fare - og det gør man jo, hvis godset kan flyve ud af traileren, siger Christian Berthelsen.

/ritzau fokus/

Nyhedsarkiv