Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 07/07/2022 - 10:07

Nyudnævnt britisk finansminister beder Johnson om at gå af

Britisk finansminister ærgrer sig over, at Boris Johnson ikke lytter til råd om at gå af som premierminister.

Af: /ritzau/

Den nyudnævnte britiske finansminister, Nadhim Zahawi, opfordrer premierminister Boris Johnson til at gå af.

Det skriver han i et brev rettet til premierministeren, som han har lagt op på det sociale medie Twitter.

Situationen er ikke holdbar, mener Zahawi.

- Premierminister, du ved i dit hjerte, hvad der er det rigtige at gøre, skriver han.

Zahawi blev forfremmet til finansminister tirsdag. Og mindre end 48 timer senere beder han altså manden bag forfremmelsen, Boris Johnson, om at gå af.

Finansministeren bekræfter i brevet, at han var blandt de ministre, der onsdag aften gik til Johnson og bad ham om at trække sig. Mødet skrev flere britiske medier om.

- I respekt, og i håbet om at han ville lytte til en gammel ven igennem mere end 30 år, gjorde jeg dette i fortrolighed.

- Jeg er knust over, at han ikke har lyttet, og at han nu underminerer regeringens utrolige resultater, skriver han og fremhæver brexit og håndteringen af coronakrisen.

- Men landet fortjener en regering, som ikke bare er stabil, men som også handler med integritet, skriver Zahawi.

Michelle Donelan, som afløste Zahawi på posten som uddannelsesminister tirsdag, meddeler desuden torsdag, at hun også forlader regeringen i protest mod Boris Johnson.

Hun er ifølge Sky News nummer 54 i rækken af ministre og viceministre, der har trukket sig fra regeringen i løbet af de seneste to døgn.

/ritzau/

København, 25/04/2024 - 09:00

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser ved årets uddeling

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hoved- og birollepris vil ikke være opdelt efter køn ved Årets Reumert 2024. Desuden indføres to nye priser.

Når årets Reumertpriser skal uddeles til juni, bliver det uden kønsopdelte kategorier.

Reumertjuryen har nemlig besluttet, at de to hovedrollepriser, som tidligere har været inddelt efter køn, bliver slået sammen til prisen Årets Hovedrolle.

Også de to kønsopdelte ensemblepriser bliver slået sammen til en samlet pris med navnet Årets Birolle.

Baggrunden for beslutningen er, at både samfundet og scenekunsten har udviklet sig, fortæller Rie Hammer, som er forperson for juryen ved Årets Reumert og chefredaktør på scenekunstmediet Iscene.dk.

- Scenekunstpriserne skal følge med scenekunsten, og der er masser af teatre, som caster uden hensyn til køn, siger hun.

- Samtidig skal kategorierne inkludere alle kunstnere. Det ville være absurd, hvis man kom til at ekskludere nogle scenekunstnere, fordi de ikke lige definerer sig som mand eller kvinde.

Ifølge Rie Hammer har Reumertjuryen i nogle år talt om at lave kønsneutrale kategorier.

- Der har været en tid i scenekunsten, hvor mange bærende roller blev spillet af mænd, blandt andet fordi de gamle klassikere af historiske grunde havde mænd i hovedrollerne. Så for at tilgodese, en ligestilling, har der været en opdeling. Men det er tiden og ikke mindst scenekunsten løbet fra, siger hun.

Også den norske scenekunstpris Heddaprisen har afskaffet de kønsopdelte kategorier. Her var uddelingen i 2023 den første uden særskilte kategorier for mænd og kvinder.

Desuden indfører Årets Reumert to nye kategorier til årets prisuddeling. Årets Samspil skal gives for samspillet mellem to eller flere scenekunstnere, og Årets Solopræstation gives til en scenekunstner, som optræder alene.

De to nye priser skal sikre, at Årets Reumert favner bredt og hele genrefeltet inden for scenekunst, siger Rie Hammer.

- Et særligt samspil mellem to eller flere scenekunstnere kan løfte et værk op på et helt andet scenekunstnerisk niveau. Vi vil gerne vise, at det også er en del af den store scenekunst at kunne det, siger hun.

Om Årets Solopræstation siger Rie Hammer, at det "er en helt særlig præstation at stå alene på scenen og skabe en kunstnerisk præstation".

I år uddeles Årets Reumert 20. juni i kulturhuset Odeon i Odense. De nominerede til årets priser er endnu ikke blevet offentliggjort.

Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris. Fra 2021 har CPH STAGE og Dansk Teater været hovedarrangører bag Årets Reumert.

Juryen består af 11 fagfolk og kritikere.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 08:00

Stjernesangerinde debuterer på Grøn efter kompliceret graviditet

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Jada slutter sig til koncertkaravanen Grøn, som også får besøg af Blæst, Burhan G, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og tv-2.

Jada har stået på landets største scener, men hidtil endnu ikke på Grøn.

Det ændrer sig til sommer. For der slutter sangerinden sig for første gang til koncertkaravanen, som også får besøg af Blæst, Burhan G, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og tv-2.

Det annoncerer Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag Grøn, i en pressemeddelelse.

Jada ventede sidste år sit første barn, datteren Dani, sammen med sin mand, Søren Damsbo-Svendsen. Men den søde ventetid var knap så sød for Jada, som havde en kompliceret graviditet og derfor efter lægernes anvisning måtte aflyse sine optrædener.

Derfor ser den 31-årige stjernesanger, der er kendt for sange som "Nudes", "Don't Say My Name And Forget It Again" og "I'm Back", frem til at stå på scenen igen.

- Vi har to års musik, energi og kærlighed sparet op indeni, og det skal blæses ud til alle, der kommer på Grøn. Mig og min nye lille familie glæder os så meget til at komme og blive en del af Grøn-familien 2024, jubler Jada i pressemeddelelsen.

- For mig kunne det ikke være bedre, end at det er Grøn, vi vender tilbage på - det er en fællesskabsfest, som jeg selv har elsket at være med til som teenager, og som jeg er så stolt af at skulle være en del af nu, lyder det fra den prisvindende sanger.

Grøn kører i år fra den 18. til den 28. juli og kommer forbi otte danske byer rundt om i landet.

Koncertkaravanen indledes i Tårnby og slutter i Valby efter at have været forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved undervejs.

Grøn har eksisteret siden 1983 og kunne dermed fejre 40-års jubilæum sidste sommer.

Her blev der for første gang meldt udsolgt på hele turnéen.

Overskuddet fra alle Grøns koncerter går til Muskelsvindfonden og dens arbejde for at gøre livet bedre for mennesker, der lider af sygdommen muskelsvind.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 08:00

FAKTA: Halvdelen ved ikke hvornår man skal bruge solcreme

* Kun 45 procent af danskerne ved, at man bør beskytte sig mod solen, når uv-indekset er 3 eller højere. Dertil svarer 13 procent af danskerne, at de bruger solcreme, når uv-indekset er over 3.

* 51 procent af danskerne bruger kun solcreme i sommermånederne, mens 14 procent kun bruger solcreme, når de rejser på ferie uden for Danmark. 12 procent bruger slet ikke solcreme.

* 11 procent angiver, at de bruger solcreme det meste af året.

Kilde: undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Norstat på vegne af Miljømærkning Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/04/2024 - 08:00

FAKTA: De seks råd om solcreme

1. Brug solcreme med mindst faktor 15 i Danmark. Sydpå skal du bruge faktor 30.

2. Smør solcreme på i rigelige mængder. En god tommelfingerregel er én håndfuld solcreme til én krop.

3. Påfør solcreme, mindst 20 minutter før du går ud i solen - og gerne to gange med cirka 20 minutters mellemrum.

4. Smør dig ind flere gange om dagen - ingen solcreme holder en hel dag, hvor du måske både har svedt og svømmet.

5. Vælg svanemærket solcreme. Det er både bedre for din sundhed og for miljøet.

6. Brug solcreme, når uv-indekset er over tre. Det sker allerede om foråret, hvor solens stråler ofte er skarpe.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse og Svanemærket.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek