Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/04/2022 - 08:59

Industriens udgifter til energi er mere end fordoblet

I andet halvår 2021 er de gennemsnitlige udgifter til el og naturgas mere end fordoblet, viser opgørelse.

Af: /ritzau/

Der er landet en enorm ekstraregning rundt om i den danske industri.

Sammenlignet med i 2020 er udgifterne til el og naturgas mere end fordoblet i anden halvdel af 2021. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Opgørelsen er udregnet ved at tage gennemsnittet for den årlige udgift i 2020 og sammenligne den med den gennemsnitlige udgift i andet halvår 2021. Det er altså ikke gennemsnittet for hele 2021, men blot gennemsnittet for andet halvår, der bruges i sammenligningen.

Fra at den samlede udgift i 2020 lød på 5,7 milliarder kroner, så er den i andet halvår 2021 steget til 11,7 milliarder kroner. Det er mere end en fordobling.

Opgørelsen dækker over udgifterne i fremstillingsindustrien. Det vil sige virksomheder, der eksempelvis producerer mad, tøj eller byggematerialer.

Den store ekstraregning skyldes to forhold, der tilsammen har givet højere energipriser. Det forklarer Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

- Det er en uheldig kombination af opblomstring i økonomien samt svagt udbud af energi, der har sendt energipriserne i vejret.

- Ovenpå genåbningen af økonomierne sidste år er den globale efterspørgsel efter energi steget kraftigt, men udbuddet har ikke kunne følge med, siger han.

Særligt gaspriserne i Europa er steget ekstraordinært meget. Blandt andet fordi de europæiske gaslagre var lave på grund af lavere leverancer fra Rusland.

/ritzau/

Nyhedsarkiv