Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 07/08/2025 - 04:22

Kilder: Domstoles sagssystem er blevet hacket på tværs af USA

En række delstaters sagssystem ved domstolene skal være blevet kompromitteret, siger to kilder til Politico.

Brandon Bell/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det elektroniske sagsregistreringssystem, der anvendes af USA's føderale retsvæsen, er blevet brudt igennem i et omfattende cyberangreb, der menes at have givet adgang til sensitive retsdata fra adskillige delstater.

Det oplyser to unavngivne kilder med kendskab til sagen til mediet Politico.

Det frygtes ifølge kilderne, at angrebet har givet adgang til identiteten på fortrolige meddelere, der er eller har været involveret i straffesager ved flere føderale distriktsdomstole.

De to kilder udtaler sig på betingelse af anonymitet, da de ikke har tilladelse til at udtale sig om cyberangrebet offentligt.

Det administrative kontor for de amerikanske domstole og landets justitsministerium forsøger stadig at fastslå omfanget af cyberangrebet, lyder det fra de to kilder.

Det står ikke umiddelbart klart, hvem der stod bag angrebet, men der er en udbredt mistanke om aktører, der har tilknytning til andre nationale stater. Kriminelle personer kan også have været involveret, siger kilderne til Politico.

Det fremgår ikke, hvornår angrebet skal være fundet sted, eller hvilke delstater der skal være blevet ramt.

Men retspræsidenter fra føderale domstole i syv delstater blev orienteret om angrebet på en retskonference i sidste uge i Kansas City, lyder det fra kilderne. Det er uklart, hvem der gav briefen.

Det drejer sig om retspræsidenter fra delstaterne Arkansas, Iowa, Minnesota, Missouri, Nebraska, Norh Dakota og South Dakota.

- Det er første gang, jeg nogensinde har set et hackerangreb på det niveau, siger den ene af de to kilder, der har tilbragt mere end to årtier i det føderale retsvæsen.

Hændelsen har ikke umiddelbart afsløret de mest fortrolige identiteter på føderale retsvidner, der har løbet en risiko ved at samarbejde med retssystemet.

Deres egentlige identiteter opbevares på adskilte systemer, der opbevares af justitsministeriet.

Angrebet er ifølge mediet det seneste tegn på, at den føderale domstol kæmper for at holde trit med et stigende antal cybersikkerhedstrusler.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek