Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 09/06/2026 - 06:04

Vælgernes opbakning til Trump er tæt på rekordlavt niveau

Andelen af amerikanere, der støtter Trumps indsats i Det Hvide Hus, er ikke vokset siden meningsmåling i maj.

Af: /ritzau/

Opbakningen fra amerikanske vælgere til USA's præsident, Donald Trump, har de seneste dage ligget tæt på det laveste niveau, der er blevet registreret i hans tid på posten.

Det viser en meningsmåling, der er foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters, og som dækker perioden fra onsdag i sidste uge til mandag.

Her svarer 35 procent af de adspurgte, at de støtter op om Trumps indsats i Det Hvide Hus. Det er det samme resultat, som en lignende måling fra midten af maj viste.

Samtidig er de 35 procents støtte kun en smule højere, end det hidtidigt laveste niveau målt i Trumps aktuelle embedsperiode. Det blev målt i april, hvor opbakningen lå på 34 procent.

Regner man Trumps første embedsperiode fra 2017 til 2021 med, skal man tilbage til december 2017 for at finde det tidspunkt, hvor støtten til Trump var på sit laveste. Det var i december 2017, hvor den lå på 33 procent.

Den republikanske præsident har i de seneste måneder mødt udbredt utilfredshed blandt vælgerne på grund af krigen mod Iran. Krigen har ført til kraftigt stigende benzinpriser.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek