Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aars, 12/11/2025 - 10:30

Politi efterforsker persons indtrængen i soveværelse i Aars

En kvinde vågnede i weekenden op til en person i sit soveværelse. Sagen efterforskes som voldtægtsforsøg.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet efterlyser vidner til en sag om et formodet voldtægtsforsøg i Aars, hvor en person er trængt ind i en kvindes soveværelse.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En kvinde i 20'erne vågnede 9. november ved, at en person befandt sig i hendes soveværelse.

Kvinden blev holdt fast, men hun vristede sig fri, og gerningspersonen flygtede.

- Den præcise hensigt er på nuværende tidspunkt uvist, men det ændrer ikke på, at vi ser på det her med overordentlig stor alvor, udtaler politikommissær Mikkel Brügmann i pressemeddelelsen.

Derfor betragter politiet det på nuværende tidspunkt som et forsøg på voldtægt, lyder det.

Signalementet af den formodede gerningsperson er også sparsomt.

Vedkommende vurderes at være omkring 175 centimeter høj og at have en "fast eller kompakt kropsbygning".

Nordjyllands Politi skriver, at man går ud i offentligheden, da efterforskningen indtil videre ikke har ført til et gennembrud.

Politiet efterlyser særligt vidner, som har bemærket en person, der har udvist mistænkelig adfærd.

Det er især i området omkring Anlægsvej, Peder Stubsvej, Himmerlandsgade, Møllevang, Møllevej og Grønnevej i Aars.

Hvis man bor i området og har videoovervågning, opfordrer politiet til, at man tjekker, om der foregik noget mistænkeligt søndag morgen mellem klokken 02.00 og 05.00.

Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.

/ritzau/

København, 12/11/2025 - 12:39

Sangeren Mø aflyser alle koncerter resten af året

Efter konsultation med sin læge har sangeren Mø besluttet at aflyse sine koncerter resten af året.

Sangeren Mø har besluttet at aflyse alle sine koncerter året ud efter konsultation med sin læge.

Det skriver hun i en såkaldt story, der er en kort video, som er tilgængelig i 24 timer, på det sociale medie Instagram.

Mø - med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted - er i gang med en europæisk turné. Hun forventer, at alle planlagte koncerter i 2026 vil ske som planlagt.

- Det her har ikke været en nem beslutning. At optræde for jer betyder alverden for mig, men jeg har brug for tid til at hvile og komme mig helt, før jeg vender tilbage til scenen, skriver hun i opslaget.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/11/2025 - 12:33

Dansk Netflix-film topper verdensliste med 5,8 millioner visninger

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Filmen "Mango" med skuespillerne Josephine Park og Dar Salim fik premiere fredag 7. november og topper liste.

Den danske film "Mango" med Josephine Park og Dar Salim er den mest sete ikkeengelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix.

Det viser en liste på Netflix' hjemmeside.

Ifølge streamingtjenesten har den danske film, der havde premiere i fredags, 5,8 millioner visninger.

Det giver "Mango" en førsteplads foran filmene "The woman in the line" og "Baramulla" på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Filmen er instrueret af Mehdi Avaz, der har formået at toppe Netflix-listen for tredje gang.

Det samme gjorde hans tidligere film "Toscana" med komiker og skuespiller Anders Matthesen og filmen "A beautiful life" med sangeren Christopher i hovedrollen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/11/2025 - 08:00

FAKTA: Honningkagens historie

* Kager bagt med mel og krydderier og sødet med honning kan spores helt tilbage til middelalderen.

* Munkene i middelalderens europæiske klostre spiste de hårde kager for ikke at bryde fasten. 

* Senere spredte kagen sig ud i Europa, og i Tyskland fik den navne som Lebkuchen og Honigkuchen. 

* Fra slutningen af 1700-tallet dukkede honningkagerne op i Christiansfeld, der dengang tilhørte Slesvig. 

* Byens to første bagere havde tyske rødder og introducerede honningkagen. Kagen blev gennem tiden blandt andet brugt af byens sognepræster til forlovelsesritualer. 

* Christiansfeld, der i dag er en del af Sønderjylland, har fortsat en stolt tradition for de krydrede kager. 

* Der findes dog flere bud på, hvordan en ægte Christiansfelder-honningkage skal bages. 

Kilde: Lex - Danmarks Nationalleksikon. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/11/2025 - 08:00

Gode honninghjerter tager tid: Begynd allerede nu

Hele huset dufter, når hjemmebagte honninghjerter tages ud af ovnen. Men hvis du skal byde på den krydrede honningkage i december, skal du lave fordejen nu.

Ingredienser som nellike, ingefær og kanel giver honninghjerter den karakteristiske smag af jul.

Men forberedelserne skal du lave, længe før kagerne kan nydes i december.

For de klassiske honninghjerter består også af en fordej, der laves, minimum fire uger før kagerne bages.

Det fortæller Cathrine Brandt, der er forfatter til flere bøger om bagværk og ejer af bageriet Brandt Brød i Silkeborg.

Fordejen til det, Cathrine Brandt betegner som julens vigtigste bagværk, består af kun to ingredienser.

- Først rører man honning og hvedemel sammen, og det skal have lov at stå, for at man kan få nogle luftige honninghjerter, siger hun.

Stivelsesmolekylerne i fordejen ændrer sig, når honning og hvedemel får lov at modne sammen.

Når du senere ved bagningen tilsætter hævemiddel i form af hjortetaksalt og potaske, sker der en kemisk reaktion, som skaber luftbobler og giver en blød og luftig kage.

Fordejen skal opbevares i en lufttæt beholder og stilles et køligt sted.

- Den må ikke stå alt for varmt, så hvis man har et meget varmt køkken, kan man stille den i et viktualierum, en kælder eller i køleskabet, siger Cathrine Brandt.

Inden fordejen blandes med de øvrige ingredienser, kan du med fordel rive den på et groft rivejern.

Så undgår du, at din røremaskine bukker under for den hårde masse midt i årets måske vigtigste bagemåned.

Cathrine Brandt forbereder selv fordejen lige omkring efterårsferien, men du kan let få et godt resultat, hvis du laver den i midten af november.

- Så kan man bage dem i starten af december, og så har man honninghjerter til hele måneden, hvis man fugter dem undervejs, siger hun.

Blandingen kan hverken fordærve eller blive for gammel, da den ikke indeholder vand.

Derfor kan du ifølge Cathrine Brandt sagtens bruge fordejen fra sidste år, hvis du ikke kom i mål med dine honninghjerter.

Når de nybagte kager tages ud af ovnen, er de hårde som sten og derfor ikke til at spise.

- Her fungerer det allerbedst, hvis man lægger de bagte honninghjerter på en bageplade med en bagerist hen over og dækker med et fugtigt viskestykke.

- Så blødgør man viskestykket løbende over et par dage, mens kagerne står og trækker fugt. Og så kan man lukke dem med chokolade, siger Cathrine Brandt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek