København, 02/12/2025 - 08:34
Bilister er blevet snydt af falsk autohjælp
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker flere sager om bilister, der er blevet snydt af falsk autohjælp.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bilister skal være opmærksomme på, at de ikke bliver snydt af et falsk autohjælpsfirma.
Sådan lyder advarslen tirsdag fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politikredsen har fået flere anmeldelser fra bilister, som har haft et uheld med deres bil og bestilt autohjælp.
- Vi kan konstatere, at det lykkes svindlerne at få nys om, at der er bestilt en autohjælp.
- De når så at sende deres egen ladvogn frem til stedet, hvor bilisten jo så tror, at der er tale om den autohjælp, som vedkommende har bestilt gennem sit forsikringsselskab, siger politikommissær Bjarke Thanning i en pressemeddelelse.
Det falske autohjælpsfirma ender så med at opkræve penge kontant, for at kunden kan få sin bil tilbage eller få den kørt hen til det rette værksted.
I nogle af sagerne har de intetanende bilister selv bestilt autohjælpsfirmaet gennem en hjemmeside, der til forveksling minder om et af de store forsikringsselskaber.
Indtil videre har Midt- og Vestsjællands Politi fået fem anmeldelser. Tre af sagerne er fra Odsherred, mens de andre er fra henholdsvis Ringsted og Køge.
- Vi har sigtet tre personer i sagen, men kan konstatere, at svindlerne åbenbart fortsætter deres forsøg på at narre de uheldige bilister.
- Derfor er vi pt. i gang med en efterforskning, hvor vi er i dialog med både forsikringsselskaber og autohjælpsfirmaer for at opklare, hvordan svindlen egentlig finder sted, siger Bjarke Thanning.
Han kommer samtidig med en opfordring til de bilister, som har brug for autohjælp.
- Det bedste råd, vi lige nu kan give nødstedte bilister, er, at de skal sikre sig, at den kranvogn, der kommer frem, nu også er bestilt gennem deres eget forsikringsselskab, og hvis man er det mindste i tvivl, så må man kontakte forsikringsselskabet og høre, hvilket autohjælpsfirma der er bestilt til turen, lyder det.
Politikommissæren opfordrer bilister til at melde det til politiet, hvis de har været udsat for noget lignende.
/ritzau/




