København, 18/07/2025 - 07:15
Cornelius i tålmodigt comeback: Målet er at holde en hel sæson
Andreas Cornelius' tredje periode i FCK har været præget af skader. Nu skal spilletiden doseres forsigtigt.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Andreas Cornelius tog hjem til FC København i 2022 efter en succesfuld sæson i tyrkiske Trabzonspor, hvor han kort forinden havde vundet det tyrkiske mesterskab og scoret 15 mål i ligaen.
Succesen har ikke fulgt den store angriber i hans tredje periode i FCK, der har været præget af mange skader.
Cornelius har dog ikke opgivet at få succes på banen.
- Kroppen har det fint. Jeg kører mit eget program, hvor jeg starter stille og roligt op. Jeg har ikke spillet så meget i træningskampene. Jeg spillede 30 minutter mod Hamburger SV, men det har hele tiden været en del af planen.
- De næste uger bliver noget af det samme, hvor vi aftaler, hvor mange minutter jeg spiller, og doserer det. På et tidspunkt bliver jeg clearet fuldstændig, siger han.
På fredag starter FCK's superligasæson mod Viborg, og tirsdag skal FCK møde FC Drita fra Kosovo i kvalifikationen til Champions League.
De to kampe bliver med al sandsynlighed uden en Cornelius, der spiller fuld tid.
- Det er en lang sæson, så målet med mig er, at jeg skal bygges op til at holde en hel sæson, og det skal gøres i det rigtige tempo. Samtidig skal jeg være til rådighed og hjælpe holdet med at vinde.
- I princippet kunne jeg godt spille 90 minutter, men hvis man kigger langsigtet, så er det nok ikke det smarteste. Det er bedre at være til rådighed i tre kampe på en uge end at skade sig selv i én, siger FCK-angriberen.
Ud over skader at kæmpe med har den stærke angriber også fået en ny angrebskollega i det hypede stortalent Youssoufa Moukoko, der er kommet til fra Dortmund, hvor han nåede 99 kampe.
Samtidig råder FCK over den algeriske landsholdsangriber Amin Chiakha, der ligesom Cornelius er et produkt af FCK's egen talentfabrik.
Med flere kampe om ugen vurderer cheftræner Jacob Neestrup, at der nok skal være masser af spilletid til Cornelius og de to andre angribere i FCK-truppen.
- Så jeg synes ikke, at man kan sige, at der er en angrebskamp, fordi det er ikke de samme 11 spillere, som kommer til at spille, siger Neestrup.
/ritzau/