København, 08/03/2025 - 08:00
Matador-stjerner giver modne kvinders fortællinger en renæssance
Ældre kvinders stemmer og kroppe har central plads i ny forestilling, hvis stjernespækkede cast blandt andre består af Sonja Oppenhagen og Kirsten Olesen.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
På kvindernes internationale kampdag 8. marts kan Nørrebro Teater i København præsentere en stjernespækket satsning, der vil give den modne kvindes fortælling en renæssance.
Ind på scenen træder Matador-legenderne Sonja Oppenhagen, Kirsten Olesen, Ulla Henningsen og Rikke Wölck sammen med Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Jannie Faurschou, Ann Hjort, Hanne Hedelund og Marianne Mortensen.
De er alle over 67 år, og det er deres erfaringer, oplevelser, drømme og visioner, der bliver omdannet til forestillingens dramaturgi og tekst.
Det oplyser Nørrebro Teater i en pressemeddelelse.
- "Renæssance" er en forestilling om at holde fast i sit værd og sin styrke og om at insistere på at indtage en relevant plads i samfundet, lyder det.
- Med "Renæssance" ønsker Nørrebro Teater at formindske afstanden mellem den fortælling, medierne og fiktionen giver os om de ældre kvinder - og den fortælling, de har om deres eget liv.
Ud over skuespillernes egne input har Nørrebro Teater haft samtaler med 50 kvinder i pensionsalderen, og deres fortællinger udgør forestillingens fundament, lyder det videre.
- Forestillingen er en kunstnerisk undersøgelse af aldringens vilkår og samfundets værdisætning af ældre - og samtidig også et kunstnerisk indspark i den offentlige debat, der bringer ældre kvindelige skuespillere tilbage i rampelyset, tilføjer Nørrebro Teaters kunstneriske direktør, Jennifer Vedsted Christensen, i pressemeddelelsen.
"Renæssance" får premiere 14. februar 2026.
/ritzau/