Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/12/2024 - 09:00

Forliste forhold: Disse danske kendisser fik kærligheden knust i 2024

Flere danske kendispar er gået fra hinanden det forgangne år.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus

Det er langtfra blandt alle, at der har været amoriner i luften det forgangne år.

Efter at have været sammen siden 2022 sluttede Borgen-skaber og madconnaisseuren Adam Price og skribenten Katherine Diez' forhold i begyndelsen af året.

- Katherine har aldrig oplevet en hårdere tid i sit liv end disse de seneste uger. De har givet hende anledning til uendelig megen selvbebrejdelse og refleksion. Hun har brug for at nulstille, hele og bygge sig selv op, og det er en vej, hun med sorg har indset, hun må gå alene, skrev han i et opslag på Instagram.

Kort inden havde brugere på det sociale medie Reddit fundet passager i en række af Katherine Diez' klummer, anmeldelser og Instagram-opslag, der mindede om tidligere skrevne tekster forfattet af andre.

Det fik blandt andet Berlingske, som hun har skrevet for, til at igangsætte en undersøgelse. Her fandt man eksempler på plagiat i 13 ud af 94 artikler.

Senere fik de to kendissers kærlighedsliv en ordentlig tur i mediemøllen, da Katherine Diez udgav bogen "I egen barm".

Detaljer om forholdet fik Adam Price til at kalde bogen for en "bevidst krænkelse" af privatlivets fred.

Efter mere end 11 år sammen sluttede også Vild med dans-stjernen Michael Olesen og fotografen Joan Divines følgeskab som par i 2024.

Forholdet var blevet så udfordret, at de valgte at flytte hver for sig, oplyste parret i to enslydende opslag delt på deres respektive Instagram-profiler.

- Det er med dyb kærlighed og respekt for hinanden, at vi har valgt, vi skal bo hver for sig, lød det blandt andet i opslaget.

- Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men lige nu er dette den rette beslutning for os begge. Vi vil for alt i verden stadig gøre alt for at være den bedste familie for vores kærlighedsbarn, Felix, skrev parret.

Efter syv år sammen måtte popproduceren Chief 1 og onlinecoachen og fitnesskædeejeren Gitte Mia Salling erkende, at den søde musik var holdt op med at spille.

Parret havde forsøgt at redde det skrantende forhold, men måtte til sidst gå fra hinanden, fortalte Chief 1 - med det borgerlige navn Lars Pedersen - til Ekstra Bladet.

- Vi måtte indrømme, at vi har forskellige livsværdier - det troede man på, kunne forenes. Men der er bare noget her i livet, der ikke kan forenes - uanset hvor meget man prøver, sagde den tidligere Rockers By Choice-rapper til avisen.

Parret havde bygget et hus sammen og havde derudover en lejlighed i Spanien, så der var en del rent praktisk ved bruddet.

Fra en, der er noget ved musikken, til en anden.

Sangeren Saint Clara - der går under det borgerlige navn Clara Toft Simonsen - stoppede i 2024 romancen med kæresten Chris.

Han blev ellers vist frem i anledning af radiokanalen Novas 15-års fødselsdag sidste år.

Chris og Clara havde mødt hinanden som kolleger i forlystelsesparken Djurs Sommerland, hvor de havde været inde i bamserne Karlo og Karoline.

Men til Ekstra Bladet kunne Saint Clara fortælle, at de to ikke længere dannede par.

- Vi har slået op, men det er så fint. Det var sådan, det skulle være, sagde den 24-årige sanger, der tilføjede, at hun og Chris fortsat er gode venner.

Influencer, skuespilleren og tv-vært Carla Mickelborg var i hjertesorg efter bruddet med ekskæresten Carl, som hun havde dannet par med i tre år.

Det var aldersforskellen på ti år, som blandt andet var årsag til bruddet, samt forskellige drømme for fremtiden.

- Det handler simpelthen om, at vi elsker hinanden for højt til, at han jo ikke vil spilde min tid, når han godt ved, at han ikke kan give mig det her familieliv, jeg drømmer om, sagde hun åbenhjertigt i podcasten "Monday Bliss" ifølge Se og Hør.

De to boksestjerner Sarah Mahfoud og Tobias Sørig måtte også kaste håndklædet i ringen.

Den hårdtslående Sarah Mahfoud delte i begyndelsen af 2023 nyheden om, at hun havde fundet sammen med Tobias Sørig, der i år har medvirket i TV 2-programmet "Korpset".

De to faldt hurtigt for hinanden i livsstilen omkring boksning og de mange fælles interesser. Men til Se og Hør kunne Sarah Mahfoud i år bekræfte, at de to ikke længere var sammen, og at det var forløbet helt udramatisk.

- Vi blev enige om, at vi nok bare er lidt for forskellige og vil lidt forskellige ting, men der er ikke sket noget grimt. Vi var helt enige om det, sagde hun til ugebladet.

En, der på kort tid både har tabt og vundet kærligheden, er entertaineren Sussi Nielsen - kendt fra duoen Sussi og Leo.

For efter et brud først på året med en mand, som hun ikke røbede identiteten på, fandt hun senere sammen med chaufføren Steen Nørholm Hansen, som hun mødte gennem det sociale medie Facebook.

Og til næste år kimer kirkeklokkerne for den danske musiker, når de to skal giftes.

- Det har jeg det rigtigt godt med. Jeg synes, det er dejligt, at jeg kan præsentere ham som min forlovede. Det er sådan lidt mere bindende end kæreste, har den 69-årige sanger fortalt til Ekstra Bladet.

Brylluppet er derimod aflyst for rapperen Marc Johnson, der har hittet med nummeret "Nasty", "Kig forbi" og "Det passer", og den sygeplejerskestuderende Zyta Victoria.

Zyta Victoria bekræftede bruddet over for Ekstra Bladet og skrev, at parret var gået fra hinanden på den bedste måde.

- Vi har haft fire år fyldt med gode minder, som aldrig kan tages fra os. Men vi ejer ingen, og vores kærlighed ændres sommetider fra at være konstant til at være til låns, skrev hun i en besked til avisen.

- Sommetider er kærligheden bare ikke helt nok. Vi begge har brug for at være selv nu. Men minderne vil altid være der. Og gudskelov for minderne!

Efter flere forlydender om et brud kan komikeren Victor Lander ifølge Se og Hør fortælle, at han ikke længere danner par med skuespiller og musiker Annika Aakjær.

Sammen med komikerkollegerne Natasha Brock og Mikkel Klint Thorius deltog han tidligere i december i en kendisspecial af TV 2 Charlie-quizzen "Ordet er mit".

Her tonede et billede af Annika Aakjær, Jimmy Jørgensen og Chapper frem på skærmen, og spørgsmålet lød, hvilken julekalender de tre har medvirket i.

- Åhr, det burde jeg jo vide, lød det fra Victor Lander.

Det fik Natasha Brock til at udbryde:

- Det burde du faktisk vide!

Det fik quizmaster og vært Christian Degn til at spørge:

- Hvorfor burde du vide det her, Victor?, hvortil Victor Lander svarede:

- Jeg har jo været kærester med Annika.

Me & My-sangeren Susanne Georgi skal skilles fra sin mand, Xavier Puicercos. Det er anden gang, at parret går fra hinanden.

- Skilsmisse. Elisabeth Talyor gjorde det syv gange, Larry King seks, så i mit tilfælde to gange OG med samme mand, kunne man tro, det ville være nemt at håndtere. Men jeg er knust, og at bryde 15 års kærlighed op er ødelæggende, skrev hun i opslaget på Instagram.

- Mit hovedfokus lige nu er mine piger og at komme sig hurtigst muligt. Ønsk mig held og lykke ... Vi ses på den anden side.

/ritzau/

København, 21/06/2025 - 14:51

Lars Hjortshøj: Livet overgår mine forventninger

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk og have et almindeligt arbejde. Det var, inden han fandt forløsningen i at optræde, siger han til TV 2.

Komikeren Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk på universitetet og have det, han beskriver som et helt almindeligt arbejde som resten af hans familie i Jylland.

Det fortæller den 58-årige kendis i et interview med TV 2.

For det er tydeligt, hvis man har tændt fjernsynet, at det ikke er endt sådan.

- Mit liv overgår meget de forventninger, jeg havde som ung, siger Lars Hjortshøj til mediet.

I 1992 vandt han den første udgave af DM i standup, og siden da har han levet af at være sjov.

Han husker tiden derefter som nogle vilde år med sprut, damer og succes. Og hovedet oppe i egen tarm, som han siger det til TV 2.

Siden begyndte han også at lave tv. Og netop nu er han både aktuel på skærmen og på standupscenen.

Han er på turné med onemanshowet "Plat og krone", og så er han blandt deltagerne i TV 2's kreative underholdningsprogram "Stormester".

Kærligheden til at optræde fandt han, mens han gik på efterskole og med egne ord var en kejtet fyr med togskinner, fortæller han til TV 2.

- Det var en måde at finde en eller anden forløsning. Jeg kan stadig lukke mig helt inde i en osteklokke på scenen, siger han til mediet.

I privaten danner han par med Camilla Skjødt Rønsgaard, der omkring årsskiftet fødte komikerens tredje barn.

Han har også datteren Emma på 27 år og sønnen Oscar på 24 fra sit ægteskab med Tina Bilsbo, som han blev skilt fra i 2021 efter 26 år sammen.

Og med både et nytilkommet barn og et barnebarn lød det i 2024, at der fremover skulle være mere ro på.

- Livet er jo fuld af overraskelser og tilfældigheder, sagde han til Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

Seoul, 21/06/2025 - 10:48

Sidste medlem af populær K-pop-gruppe afslutter værnepligt

Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix

Med afslutning af civil værnepligt for sidste gruppemedlem synes vejen banet for et snarligt BTS-comeback.

Det sidste medlem af den syv mand store K-pop-gruppe BTS har lørdag aftjent sin værnepligt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, mens forventningerne om et snarligt comeback til den populære gruppe tiltager.

Lørdag er således den dag, hvor rapperen Suga officielt fritages for tjeneste. Suga har gjort civil tjeneste som et alternativ til at tjene i det sydkoreanske militær.

Værnepligt er obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år i Sydkorea. Tjenesten kan vare 18 måneder eller mere. Sugas civile tjeneste skyldes angiveligt en skulderskade, melder lokale medier.

Der er ikke planlagt nogen offentlig markering af Sugas afsluttede tjeneste, som det ellers var tilfældet for andre BTS-medlemmer.

Det skyldes bekymringer for, hvor mange der kunne tænkes at møde op ved en sådan begivenhed.

- Vi bekræfter, at Suga i praksis afsluttede sin alternative tjeneste 18. juni ved at bruge sin tilbageværende orlov, skriver BTS' pladeselskab, Big Hit Music, i en meddelelse.

- Hans officielle dato med fritagelse for tjeneste er 21. juni.

K-pop er en af Sydkoreas største kulturelle eksportvarer.

Både nationalt og internationalt er BTS blevet en enorm succes og er kendt for sange som "Dynamite" og "Butter".

Boybandet har holdt pause siden 2022, fordi alle bandets syv medlemmer har måttet aftjene værnepligt.

Da to andre medlemmer af gruppen tidligere i juni afsluttede deres værnepligt, havde hundredvis af fans og en række journalister samlet sig nær de baser, hvor de havde gjort tjeneste.

Flere fans var ifølge nyhedsbureauet AP rejst fra lande som Mexico, Tyrkiet og Brasilien for at få et glimt af deres idoler, og der udbrød jubel, da BTS-medlemmerne ankom.

Det er uvist, præcis hvornår BTS gør comeback. Flere unavngivne kilder siger til The Korea Herald, at det kan ske i marts 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

FAKTA: Analogt fotografi

* Hvis du ikke vil bruge telefonen til feriebilleder, er en anden simpel løsning at bruge et klassisk analogt kamera med film.

* Mange har en idé om, at mobilernes kameraer er blevet lige så gode, men de har ikke helt overgået det, som film kan, og hvordan det kan fange en scene.

* Du skal bruge et analogt kamera, fordi du værdsætter billederne lidt mere, når du kun har 27 eller 36 forsøg, der normalt følger med en rulle film, i stedet for flere hundrede.

* Da det kan være lidt svært at styre, hvad der kommer i fokus, rådes du til at bruge to til tre forsøg på det, du vil fotografere.

Kilde: Daniel Schäfer Jensen, fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

Optimer dine feriebilleder med disse simple tricks

Peter Kneffel/Ritzau Scanpix

Ifølge fotograf kan du tage nogle rigtig gode feriebilleder med din telefons kamera, så længe du tager dig tid til at justere lys og fokus.

Klik, klik, klik, klik, siger det, mens du holder telefonen op foran dig for at forevige den flotte solnedgang og håber på det bedste.

Ofte ender den slags feriebilleder uset i en overfyldt kamerarulle.

Daniel Schäfer Jensen, der er fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen har nogle simple tricks, der kan hjælpe dig med at indkapsle dine ferieminder på telefonen, så du rent faktisk gider kigge på dem igen.

- Mit bedste råd er, at du holder fingeren inde på det, du vil have i fokus, så det kan stå skarpt, siger han.

Når du har valgt, hvad der skal være i fokus, er eksponeringen det næste vigtige element.

- På en iPhone kan du holde fingeren inde på skærmen, så der dukker en gul firkant op på skærmen. Nu kan du skrue op og ned for lyset ved at bevæge fingeren op og ned.

- Telefonen gør ofte billedet lidt lysere af sig selv, så du skal gerne gøre det lidt mørkere selv, så det ser mere naturligt ud og kommer til at ligne traditionelle billeder, lyder rådet fra fotografen.

Jo mørkere du tager billedet, jo bedre mulighed giver du kameraet for at tage billedet i højeste kvalitet.

Hvis du har en telefon med flere kameraer, foreslår han, at du bruger et par ekstra sekunder på at lege med de forskellige perspektiver, hvis du for eksempel kan zoome to eller fem gange.

- Hvis du træder længere væk fra det, du fotograferer, og zoomer ind, kommer baggrunden til at virke større.

- Hvis det er en scene, hvor du ikke vil have alt med, men fokusere på mennesker og minder, anbefaler jeg at zoome ind, siger han.

Men hvis du vil zoome, anbefaler han generelt, at du holder dig til telefonens standardindstillinger.

Zoom kan også bruges effektivt, hvis du tager billeder af natur og landskaber.

- Mange er tilbøjelige til at zoome ud, når de tager landskabsbilleder, fordi de gerne vil have det hele med. Men hvis du vil have den følelse, som du ser med øjet, bør du zoome ind.

- På den måde ser det mere komprimeret ud. Gør du det, hvis du for eksempel tager billeder af et bjerg, kommer det til at se større ud, siger Daniel Schäfer Jensen.

Uanset hvad du tager billeder af, er det dog godt at have mennesker med på billederne. Det giver et godt billede af størrelsesforholdet mellem personer, objekt og landskab.

Her er det vigtigt at overveje personernes placering.

- Prøv at placere dem, så der ikke er noget, der forstyrrer i baggrunden, så der bliver rene linjer og simplicitet. Undgå, at der står en lygtepæl bagved, som stikker op af deres hoved.

- Bruger man en mur som baggrund, stiller folk sig typisk helt op ad den, men du skal hellere stå længere væk, så der kommer en naturlig dybde i billedet, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek