Greve, 18/07/2025 - 08:44
Politiet rykker ud til ny eksplosion ved boligblok i Greve
Midt- og Vestsjællands Politi undersøger mulig sammenhæng mellem to eksplosioner i denne uge i Greve.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Natten til fredag har der for anden gang i denne uge været en eksplosion ved en boligblok i Greve.
Det oplyser vagtchef Lasse Jensen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi fik anmeldelsen klokken 00.15 om en form for sprængning eller eksplosion. Foran en opgangsdør var der en genstand, der var sprunget, siger Lasse Jensen.
- Vi har iværksat undersøgelser for at få klarlagt, hvad der er sket. Vi er færdige nede på stedet, og det vil foregå videre efterforskning, siger han.
Der er ifølge vagtchefen ikke nogen tilskadekomne.
Eksplosionen skete i et boligområde ved Bøgehegnet. En sprængning natten til onsdag gik ud over et indgangsparti ved Gersagerparken, hvor glasset blev knust.
Der var heller ingen, der kom til skade i forbindelse med eksplosionen i Gersagerparken.
- Vi kigger ind i, om der er en sammenhæng, og vi har meget fokus på at være synlige dernede, siger Lasse Jensen.
Midt- og Vestsjællands Politi var til stede i Greve med hundepatruljer og får assistance fra teknikere fra National Enhed for Særlig Kriminalitet samt ammunitionsrydningstjenesten (EOD).
I fredagens døgnrapport opfordrer Midt- og Vestsjællands Politi borgere, der har set mistænkelige personer eller køretøjer i området lige før og efter sprængningen, til at henvende sig på 1-1-4.
Ejere af Teslaer eller andre biler, der filmer omgivelserne, bliver bedt om at tjekke optagelserne for at se, om der er billeder, politiet kan bruge i efterforskningen.
/ritzau/