Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/08/2024 - 09:22

Phillip Faber vil få flere skoler til at synge morgensang

Skoler kan søge støtte til morgensang. Minister og Phillip Faber går sammen om at få mere musik i skolerne.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I det nye skoleår, der begynder mandag, får landets skoler nye muligheder for at sætte ind, når det gælder morgensangen.

Der er afsat en pulje på ti millioner kroner, som skolerne kan søge om at få del i.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse. Her lyder det, at sang over en længere årrække er "gledet ud af klasseværelserne", og at flere skoler kæmper med dårligt musikudstyr.

Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og komponist Phillip Faber, som er gået sammen om projektet.

Ministeren slår fast, at det ikke handler om at tvinge skolerne til at have morgensang, men at få flere til at indføre morgensang.

- Vi har en hel unik sangskat og en fælles sangtradition i Danmark, og desværre er det alt for få skoler, der begynder dagen med at synge morgensang, siger Engel-Schmidt til Ritzau.

Musikfaget er i forvejen et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 6. klasse. Men der skal også være plads til morgensang, mener ministeren.

- Der sker noget helt formidabelt, når vi mennesker trækker vejret sammen og bruger vores stemmer sammen. Man bliver i bedre humør, det skaber færre konflikter, og der kommer et bedre læringsmiljø, siger han.

Det er kulturministerens og Fabers ambition, at mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler synger morgensang, inden skoleåret er omme.

Puljen kan søges af skoler, der ønsker at etablere morgensang eller styrke skolens indsats på området.

Skolerne kan for eksempel søge om penge til sangbøger, instrumenter eller til at styrke lærernes musikfaglighed for bedre at kunne gennemføre morgensang på skolerne.

Spørger man komponisten, har vi en særlig sangskat herhjemme.

- Vi har jo alle sammen et behov for at føle, at vi hører til. Og hvis et menneske en dag i livet står og føler, at det ikke hører til noget sted, kan man altid gå ind ad en dør et sted og gribe en blå sangbog, siger Phillip Faber til Ritzau og fortsætter:

- Og hvis bare man kan en af sangene i den bog, så hører man til der. Og det er noget ganske særligt ved, at vi har en sangskat i Danmark. Det har ingen af vores nabolande på samme måde. Det er en gave at give til børn, lyder det videre.

Ud over puljen, der ventes at åbne 1. september, vil der blive nedsat et morgensangskorps bestående af kendte musikere.

Korpset skal få flere til at synge morgensang på grundskoler landet over, og hver musiker forpligter sig til at synge morgensang på mindst fem skoler i løbet af skoleåret.

Ifølge komponisten skal man nu i gang med at samle korpset, der bliver annonceret på et senere tidspunkt.

- Så jeg appellerer virkelig musikere og kunstnere til at melde sig under fanerne og være en del af det her, siger Phillip Faber, som bliver korpsets formand.

Som startskud på projektet var både Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber med til morgensang med skoleelever på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg mandag morgen.

Puljen løber til 1. marts, eller indtil den er tom.

/ritzau/

Basel, 16/05/2025 - 19:24

Danmarks Eurovision-håb sparer på stemmen inden finalesang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sissal skal have de allerbedste betingelser for at shine i Eurovision-finalen, lyder det fra DR.

Der blev råbt og skreget, da Danmark torsdag aften kvalificerede sig til Eurovision-finalen for første gang siden 2019.

Men siden har Sissal forsøgt at holde munden lukket. DR skærmer også hendes stemme frem til lørdag aftens grande finale, hvor hun skal synge "Hallucination" i jagten efter at vinde Eurovision.

- Der er ikke mulighed for at lave kæmpe ændringer. Så vi bliver ved med at sørge for, at Sissals muligheder for at synge så godt som overhovedet muligt er optimale, så alle dem, der er på scenen - også danserne - har det helt rigtige fokus, så det sidder i skabet, siger DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen.

- Det er et virkeligt kompliceret act. Tingene skal virkelig klappe, for at det virker. Så opgaven for alle os, der er omkring hende, er at skabe de allerbedste betingelser.

Ifølge Ekstra Bladet sang Sissal heller ikke igennem, da hun var på scenen i en gennemspilning af grandprixshowet fredag eftermiddag.

Sissal anser selv sin vokal som den største styrke på scenen. Men den 30-årige færøskfødte sangerinde har været forkølet, siden hun ankom til Schweiz, hvor årets grandprix finder sted.

Hun har været til lægen, som førte et kamera igennem hendes næse for at undersøge hendes stemmelæber. De har været en smule hævede, men har ikke vist tegn på inflammation.

Alligevel har Sissal ikke turdet tage nogen chancer og har taget steroider for at slå eventuel inflammation, der alligevel skulle være i kroppen, ned.

Noget, som desperate sangere gør, hævder hun.

Derudover spiser Sissal bolsjer med glycerin i, drikke te og bruge en såkaldt stemme-steamer, der blandt andet fugter slimhinderne.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Om det bliver til en fjerde sejr, kan ses på DR1 lørdag klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/05/2025 - 18:43

Tine Gøtzsche bliver realityvært

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styrer publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026. I 2024 blev Forræder-stjernen kåret til Årets Hotteste Kvinde.

Hun har styret politikere gennem debatprogrammer og forsøgt at holde kropumulige kilder på sporet på skærmen.

Nu skal TV Avisens tidligere nyhedsvært Tine Gøtzsche styre publikum og kendisser igennem Reality Awards 2026, som løber af stablen 17. januar.

Det afslører den nye realityvært i en video delt på Reality Awards' Instagram-profil.

- Det bliver en kæmpestor aften - det er jeg sikker på - og en kæmpefest, siger den 58-årige tv-stjerne og fortsætter:

- Det plejer at være virkelig, virkelig sjovt, og der plejer at være nogle meget, meget festlige mennesker, lyder det fra den erfarne nyhedsjournalist.

Tine Gøtzsche ved, hvad hun taler om. Hun har selv deltaget i prisuddelingen, hvor hun i 2024 var nomineret til flere af de seerbestemte statuetter for sin deltagelse i første sæson af "Forræder" på TV 2.

Hun blev kåret til Årets Hotteste Kvinde og modtog også prisen for Årets Bedste Bemærkning for at sige, at hun "strikker om dagen og myrder om natten".

I "Forræder" deles deltagerne op i to grupper af henholdsvis loyale og forrædere. Men også de udpegede forrædere skal foregive at være loyale, og der var der, bemærkningen faldt.

Tine Gøtzsche bliver ikke alene på scenen til Reality Awards 2026. Hun akkompagneres af en medvært, som hun endnu ikke må afsløre, hvem er.

Tine Gøtzsche sagde i 2018 sit faste job som nyhedsvært op på DR efter 22 års ansættelse for at blive selvstændig. I dag arbejder den 58-årige journalist blandt andet som moderator og ordstyrer.

Hun har dog været tilbage på DR et par gange efter opsigelsen som vært på debatformatet "Den tid på ugen" i 2024 og for DR's juleshow i 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

FAKTA: Husk at læse flyselskabets orienteringer

* Hvis din afgang flyves af et andet selskab end det, du egentlig har booket hos, vil du typisk blive oplyst om det på forhånd.

* Her kan flyselskabet også tage forbehold for, at ydelsen, du modtager, kan variere fra det oprindelige.

* Det kan eksempelvis være, at flyet er en ældre model, der ikke kan tilbyde internet ombord.

Kilde: Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/05/2025 - 10:00

Mange passagerer får plads hos andre flyselskaber end de har bestilt

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Til sommer vil mange blive mødt af et fly med navnet på et selskab, de ikke selv har bestilt billet hos. Det har også betydning for, hvor man skal rette klager.

Årets sommerferie til varmere himmelstrøg er booket. Der er bestilt værelse på et lækkert hotel og købt billetter hos et velkendt flyselskab.

Men da du omsider venter ved gaten i lufthavnen, kan du se, at der står et helt andet flyselskabs navn på siden af det fly, du skal om bord på.

Det scenarie kan mange passagerer blive mødt af i år, vurderer Ole Kirchert Christensen, som er ansvarshavende redaktør på luftfartsmediet Check-in.dk.

- Den største udfordring lige nu er, at man mangler fly. Og det betyder, at i den kommende sommer har rigtig mange af de store flyselskaber været nødt til at indleje kapacitet fra andre selskaber.

- Så hvis man har booket med SAS, kan man ikke være sikker på, at man kommer til at flyve med et SAS-fly. De har for eksempel det danske charterselskab Jettime til at flyve for sig. De flyver også for de finske selskab Finnair, forklarer Ole Kirchert Christensen.

Efter coronapandemien har flytrafikken haft luft under vingerne, og efterspørgslen steg meget hurtigere end forventet.

Derfor var lufthavnene og flyselskaberne ifølge luftfartskommentatoren ikke helt på plads til at imødekomme presset.

- Alle de store flyselskaber mangler kapacitet, så det finder de hos charterselskaber eller hos nogle, der har specialiseret sig i den slags, siger Ole Kirchert Christensen med henvisning til det, man kalder ACMI-udbydere - Aircraft, Crew, Maintenance, and Insurance - altså flyselskaber, der har til formål at flyve for andre.

Det er ifølge Ole Kirchert Christensen "ekstremt udbredt denne sommer", fordi der igen i år er flymangel.

- Forbrugerne bliver måske lige forvirrede, fordi det er et andet flyselskab, og det kan umiddelbart skabe en utryghed. Særligt hvis det er et selskab, de ikke kender i forvejen. Men når de store flyselskaber vælger nogle til at flyve for sig, vælger de et velrenommeret selskab, for ellers går det jo ud over deres eget brand, siger Ole Kirchert Christensen.

Hvis der skulle opstå problemer som eksempelvis aflysning eller forsinkelse, er det til gengæld lidt mindre ligetil, hvem man så skal rette sit krav til.

Det fortæller advokat Benedikte B. Lund, som er leder af lawsuit og ekspert i flypassagerers rettigheder hos virksomheden Flyhjælp.

- Den juridiske regel for, hvem der er ansvarlig over for dig i forhold til kompensationen, er det såkaldte transporterende flyselskab. Og den juridiske definition er det flyselskab, der udfører eller har til hensigt at udføre din flyvning, forklarer advokaten.

Det er altså ret teknisk og kommer an på den præcise bagvedliggende juridiske konstellation - for eksempel om det er fly og besætning, som er lejet sammen. Men det vil ofte betyde, at det er flyselskabet, du faktisk flyver med, der har ansvaret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek