Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

26/02/2025 - 08:00

Fiks selv disse udbredte problemer der ødelægger cyklen

Sørg for at smøre kæden og tjekke egerne jævnligt, så du kan køre afsted på cyklen uden unødvendige problemer.

Lars Havn Eriksen/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Der er få ting, der er mere frustrerende på cykelturen til arbejde eller skole end en afhoppet kæde.

Men heldigvis kan flere af de mest almindelige cykelproblemer løses med lidt pleje og vedligehold.

Det fortæller Casper Z. Sejersen, der er medejer af Cykelshoppen i Skanderborg.

- Hvis man oplever, at cykelkæden hopper af, kan det skyldes, at den er slidt, fordi den bliver trukket længere, når man cykler, siger han.

Og der er flere mulige løsninger, hvis kæden er blevet for slap.

- Mange cykler har baghjul, der kan rykkes lidt længere bagud, efter at man har løsnet det, og det kan være nok til at stramme kæden igen, siger Casper Z. Sejersen og uddyber:

- Har man det rette værktøj, kan man også prøve at fjerne et led, så kæden bliver kortere. Alternativt skal den skiftes helt.

Han anbefaler, at du løbende husker at smøre kæden med olie, så den holder i længere tid. Hellere lidt for meget end for lidt. Men for meget olie kan også samle mere skidt.

Derfor bør du med jævne mellemrum også huske rengøring før smøring. Sådan lyder rådet fra Christoffer Hansen, som er butikschef i Cykelexperten i Vanløse.

- En snavset kæde er lidt som at køre rundt med sandpapir, der slider hurtigere på kæde og tandhjul, siger han.

Og salt på vejene om vinteren er virkelig skidt for kæden.

- Når salt sætter sig på kæde og metal, begynder det at ætse, forklarer han og tilføjer:

- Derfor er det endnu vigtigere at rengøre kæden om vinteren.

Ifølge Christoffer Hansen bør du rengøre kæden én gang hver 14. dag i vinterhalvåret og én gang om måneden i sommerhalvåret:

- Det mest optimale vil være at bruge kæderens og derefter smøre kæden igen med olie. Men er man presset på tid, hjælper det også at tørre kæden af med en klud. Brug eventuelt gammelt tøj som klud.

Et andet problem kan være knækkede eger, som er de tynde stænger, der forbinder hjulets midterste del kaldet nav med fælgen.

Det er ikke så godt, for en knækket ege kan gøre hjulet skævt, og så risikerer man, at flere eger knækker med tiden.

- Man kan godt selv spænde egerne med et særligt lille værktøj, men man skal nok være forsigtig, hvis ikke man har prøvet det før. Jeg vil anbefale, at man løbende selv lige mærker efter på egerne, om de stadig er stramme, siger Casper Z. Sejersen.

Christoffer Hansen anbefaler, at du får fikset en knækket ege med det samme, så hjulet ikke når at blive skævt.

- Man kan minimere risikoen for knækkede eger ved at holde cyklen ren og sørge for, at dækkene har det rigtige dæktryk, siger han og uddyber:

- Når dækket er korrekt pumpet, kan det bedre tage stød, når du kører over bump. Men hvis det er lidt fladt, tager dækket ikke fra, og det vil belaste egerne unødigt.

Du bør desuden være opmærksom på, at du ikke rammerne egerne, når cyklen skal låses. Vær også lidt forsigtig, når du skubber cykelhjulet ind i et cykelstativ, for stativet kan komme i kontakt med egerne, siger han.

- Egerne kan godt holde til cyklens egen vægt, men hvis man har bagage eller barn på cyklen, der gør den tungere, kan det vride hjulet for meget, tilføjer han.

/ritzau fokus/

København, 24/04/2025 - 08:16

Kong Frederik åbner Danmarksdagen på verdensudstilling

Franck Robichon/Ritzau Scanpix

Kongen bruger sin anden dag i Japan på verdensudstillingen, hvor flere danske ministre er med.

Kong Frederik var torsdag med til den officielle åbning af Danmarksdagen på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka under sit tiltrædelsesbesøg i Japan. Her holdt han åbningstalen.

Kongen fik også en guidet tur rundt i den nordiske pavillon på verdensudstillingen. Her kan man få et indblik i nordiske værdier og løsninger inden for eksempelvis grøn omstilling, innovation og bæredygtighed.

Den første verdensudstilling blev holdt i London i 1851. Siden da er udstillingen rejst fra land til land og blev senest afholdt i Dubai i 2021.

Hver Expo dedikeres til et aktuelt tema, med det formål at finde løsninger på udfordringer som verden står overfor. Expo-udstillingerne varer i flere måneder og tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.

Den danske konge er i Japan til og med fredag.

Onsdag var han i Japans hovedstad, Tokyo, og deltog i en række besøg med fokus på bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, grøn energi og life science.

Han fik blandt andet mulighed for at sætte tænderne i traditionel japansk mad på en ramen-restaurant i storbyen, der bruger dansk svinekød i tilberedningen.

Kong Frederik er under tiltrædelsesbesøget i spidsen for et officielt erhvervsfremstød, der skal fremme dansk økonomisk diplomati og støtte erhvervslivet inden for flere sektorer.

Han er ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der alle deltager i forskellige aktiviteter.

På sin sidste dag i Japan skal kong Frederik fredag deltage i en mindehøjtidelighed i Hiroshima for ofrene for atombomberne, som blev kastet over Japan for 80 år siden. Han skal også besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne.

Kong Frederik slutter turen af med en privat middag med Japans kejser, Naruhito. Det er ikke første gang, at Kong Frederik er i Japan eller mødes med den japanske kejserfamilie.

I 1998 besøgte han kejser Naruhito, der på daværende tidspunkt var kronprins, ligesom kong Frederik selv var det.

Kong Frederiks første officielle udlandsbesøg som kronprins i 1987 var ligeledes til Japan.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/04/2025 - 08:00

Benjamin Hav og Uro skal optræde til Grøn

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Med de to nye navne er seks ud af otte artister offentliggjort til årets Grøn-turné.

To nye navne er føjet til plakaten for Grøn 2025.

For anden gang skal Benjamin Hav & Familien optræde på Grøn, mens sangeren Uro får sin debut.

Det skriver Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag Grøn, i en pressemeddelelse.

Med de to nye navne er programmet næsten fuldendt, og seks ud af otte kunstnere er offentliggjort.

Ud over Benjamin Hav & Familien og Uro skal Medina, Gilli, Pil og Kalaset også optræde til årets Grøn-turné.

Benjamin Hav debuterede som soloartist i starten af 2020 med to album på blot to uger.

I efteråret 2021 stod han for første gang på scenen med hans syv personers liveband, der går under navnet Familien. De står bag sange som "Første Dag" og "Du ligner din mor".

I 2023 spillede Benjamin Hav & Familien også på Grøn.

- Det at spille på Grøn betyder alt for mig, faktisk. Publikum er kæmpe optur, de frivillige er kæmpe optur, de andre bands er kæmpe optur, siger Benjamin Hav.

Bag kunstnernavnet Uro står Jeppe Kronback. Han udgav sin første single "Slåbrok" i 2020, og har siden udgivet sange som "Føles godt" og "Godthåbsvej".

I 2024 havde han flere udsolgte koncerter, og samme år debuterede han på Roskilde Festival. I år får han debut på Grøn.

- At være med på Grøn er noget helt særligt for mig. Det handler ikke kun om musikken, men om at kunne gøre en forskel. At støtte Muskelsvindfonden og være en del af noget, der virkelig betyder noget, siger Uro.

Selv om der fortsat mangler at blive afsløret to artister til årets turné, så er billetterne udsolgt til seks ud af otte koncertdage.

De otte koncertdage strækker sig over en periode fra 17. til 27. juli og foregår i Tårnby, Kolding, Aarhus, Odense, Næstved, Aalborg, Esbjerg og Valby.

I Aalborg og Esbjerg er der stadig ledige billetter.

Grøn er gennem mere end fire årtier arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i sygdommen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser på populære sommerdestinationer

* Nedenstående afgange er de mest søgte sommerdestinationer på momondos hjemmeside. Tallet angiver, hvor mange procent af afgangene, der er forsinket. En flyvning tæller som forsinket, når afgangen sker 30 minutter eller mere for sent.

* Palma de Mallorca, Spanien: 45 procent.

* Nice Côte d'Azur Lufthavn, Frankrig: 46 procent. 

* Málaga-Costa del Sol Lufthavn, Spanien: 39 procent. 

* Athens International Lufthavn, Grækenland: 46 procent. 

* Humberto Delgado Lufthavn, Lissabon: 45 procent.

* Leonardo da Vinci-Fiumicino Lufthavn, Italien: 57 procent.

* Charles de Gaulle Lufthavn, Frankrig: 44 procent.

* Gatwick Lufthavn, Storbritannien: 57 procent. 

* John F. Kennedy International Lufthavn, USA: 45 procent.

* Istanbul Lufthavn, Tyrkiet: 35 procent.

Kilde: momondo, som har analyseret data fra de 25 mest søgte destinationer i perioden 1. januar til 10. februar 2025 med rejseperiode fra 1. juni til 1. oktober 2025. Flyforsinkelser er baseret på data fra Aviation Edge. En flyvning regnes som forsinket, hvis afgangen er udskudt med 30 minutter eller mere.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser i danske lufthavne

* Tallene viser den gennemsnitlige forsinkelse i minutter, og hvor stor en andel af afgangene der er forsinkede i procent.

* Billund Lufthavn: 22 minutter og 23 procent af afgangene.

* Københavns Lufthavn: 22 minutter og 21 procent.

* Aalborg Lufthavn: 13 minutter og 10 procent.

* Aarhus Lufthavn: 10 minutter og 7 procent.

Kilde: momondo.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek