Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/08/2022 - 12:00

Pak rigtigt ud efter teltturen og undgå skimmel og klamme soveposer

Teltet skal rengøres, tørres og gås efter for skader, og soveposen skal have masser af plads, når man pakker ned efter teltturen.

Stefan Puchner/Ritzau Scanpix

Af: Af Heidi Elkjær, Ritzau Fokus

Er man udmattet efter en vandretur, festival eller ferie med børnene, kan det være svært at overskue at pakke ud, når man kommer hjem. Teltet ryger på loftet, og soveposen bliver kylet direkte i kælderen eller klædeskabet.

Men for at holde soveposen varm og teltet i god stand til næste sæson skal man bruge lidt tid på at pakke ordentligt ud, når ferien er ovre.

1) Rengør og tør teltet.

Teltet skal først børstes af for synligt snavs, og så skal det rengøres.

Det fortæller Charlotte Fischer, der er seniorkonsulent for Kemisk og Mikrobiologisk Laboratorium hos Teknologisk Institut.

- Man skal vaske teltet uden sæbe, for den kan ødelægge imprægneringen, siger hun.

Dernæst skal man sikre sig, at teltet er helt tørt, inden man pakker det sammen. Ellers risikerer man, at det bliver jordslået, får skimmel eller går i forrådnelse.

Det optimale er at hænge teltet til tørre udenfor.

- Man kan ikke bare putte det i tørretumbleren. Det er vigtigt, at det lufttørrer, og det tørrer også hurtigere, hvis det får luft, siger Charlotte Fischer.

Bor man i lejlighed uden gård, eller har man af anden grund ikke mulighed for at hænge teltet op i haven eller på terrassen, må man være lidt kreativ.

Gitte Holtze, som er kommunikationskonsulent i Friluftsrådet og vandrebogsforfatter, har nogle gode råd til, hvordan man griber tørreprocessen an.

- Hæng det på altanen, hen over spisebordet eller i bruseren - det er noget værre rod, men det tager kun en nat, siger hun.

2) Tjek for skader.

Man kan også med fordel gå teltet efter for skader, så man ikke først opdager en eventuel defekt, når man skal have teltet frem næste gang.

- Tjek, om du er kommet til at rive hul i teltdugen, eller om der er sand og snavs i lynlåsen, siger Gitte Holtze, der selv netop er hjemvendt fra en tur på Hærvejen med en masse sand i teltet.

Har teltet været udsat for meget regn, kan det trænge til en ny imprægnering.

- Mit oversejl trænger til ny imprægnering. Det skal man gøre en gang imellem. Det afhænger af, hvor ofte man bruger det, og hvor hårdt et vejr man har været ude i, siger Gitte Holtze.

3) Giv soveposen plads.

Rådet har ofte været at stoppe soveposen ned i hylstret frem for at rulle den pænt sammen.

Hvis du ruller den sammen på samme måde hver gang, er det nemlig de samme steder, der bliver trykket mest. Hvis man gør det på den anden måde, er det forskellige steder på soveposen, der bliver trykket, forklarer Gitte Holtze.

Men faktisk er det allerbedste råd at give soveposen masser af plads.

- Man skal ikke stoppe den ned i den pose, man har den i, når man rejser. Hvis man pakker den komprimeret ned, bliver dunene mast flade, siger Gitte Holtze.

Man kan med fordel pakke den i en netpose, hvor der kommer masser af luft ind. Sådan en kan købes i friluftsbutikker.

Alternativt kan man pakke den i en sort sæk uden knude på eller lægge den ind under sengen, tilføjer Gitte Holtz, der også foreslår at ligge soveposen i en flyttekasse, hvor den får luft, og der er god plads.

Ulempen ved at komprimere soveposen er nemlig, at det går ud over isolationsevnen, forklarer Charlotte Fischer.

Har man alligevel haft soveposen pakket tæt, er det vigtigt at få den rystet godt igennem, når man skal bruge den igen.

- Sørg for at få luft ind, da det er luften, der isolerer, siger Charlotte Fischer.

/ritzau fokus/

Nyhedsarkiv