Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/09/2021 - 10:04

DBU holder oplysninger om investeringer tæt til kroppen

DBU har værdipapirer for næsten 200 millioner kroner, men vil ikke fortælle, hvad der specifikt investeres i.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

2020 var et godt år for Dansk Boldspil-Union (DBU). I hvert fald hvis man kigger på unionens investeringer.

De steg med 6,7 millioner kroner i værdi, så de samlet er næsten 200 millioner værd.

Men DBU vil ikke oplyse, hvad pengene specifikt er investeret i. Det skriver Altinget.

Mediet har spurgt DBU, om unionen vil udlevere sin aktieliste, men det er blevet afvist, da den ifølge kommunikationschef i DBU Jakob Høyer "ændrer sig løbende" og ikke "er i DBU's hænder på daglig basis", da det er Danske Bank, der styrer investeringerne.

DBU har et mål om at arbejde for øget transparens inden for fodbold, og tilbageholdelse af oplysninger om investeringer møder kritik fra organisationen Play The Game, der arbejder for at fremme etik og demokrati i topsport.

- Det er svært at forstå, at DBU vælger at lukke sig om sig selv og holde deres investeringer skjult for offentligheden, siger international chef i Play The Game Jens Sejer Andersen til Altinget.

- Det rimer dårligt med deres erklærede mål om at udvise samfundsansvar, og det flugter heller ikke med deres krav om transparens i Uefa og Fifa.

Mens DBU altså ikke ønsker at oplyse, hvad pengene specifikt er investeret i, fortæller Jakob Høyer til Altinget, at "en stor del af formuen" er investeret i obligationer.

- Formålet med DBU's investeringspolitik er meget klart at undgå investeringer i uetiske formål som for eksempel våbenhandel, brud på menneskerettigheder, der strider med FN's Global Compact.

- Danske Banks egne investeringsretningslinjer tilsiger tilsvarende, at der ikke kan foretages sådanne investeringer, lyder det fra Høyer.

/ritzau/

Nyhedsarkiv