Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

19/03/2025 - 10:00

Sådan undgår du at dit barn bliver en dårlig taber

Børn elsker at spille, og de fleste spil har et konkurrenceelement. Med få råd kan dit barn klare spillets skuffelser og glæder, hvilket skal bruges hele livet.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

I løbet af livet vil man både møde nederlag og sejre. Men hvordan lærer man sit barn at tabe og vinde med samme sind?

Lola Jensen, der har været familievejleder i 40 år, er mor til tre og bedstemor til otte, fortæller, at forældres ageren har stor påvirkning på barnets håndtering af nederlag.

- Det er piece of cake at lære sit barn at tabe og vinde med samme sind, hvis man går rart og langsomt til værks uden at pakke barnet ind i vat eller bomuld, men også uden at sige "sådan er det bare", når man slår barnet hjem i for eksempel Ludo, siger hun.

Forældre skal skabe et stærkt fundament for deres børn allerede fra allerførste spil, så barnet langsomt øver at tabe.

- Vælg gerne et spil, hvor man kan få noget sjov ud af det. Det kan blandt andet være Sorteper, hvor det kan være sjovt at få en streg i panden, når man har tabt, siger hun.

Som forælder bør man mestre en balance i at vise spillets mange facetter til barnet, uden at vise for meget hensyn.

- Forældre skal ikke lave om på spillereglerne, da deres børn senere vil spille med jævnaldrende, der så vil sige "sådan er reglerne ikke", siger hun og fortsætter:

- Man kan dog godt skifte mellem at vinde og tabe, så der er en balance, og barnet også ser, at forældrene kan klare at tabe. Barnet må endelig ikke vide, at man nogle gange lader dem vinde, siger hun.

Lola Jensen fortæller, at forældres sprogbrug kan have stor betydning for barnets opfattelse af spillets mål.

- I stedet for at sige "nu tabte du", så kan man sige til sit barn "målet er, at vi hygger os". Det er noget, de for eksempel kan tage med sig til fodbold, siger hun.

Børn skal starte med at se spillet som et fælles spil, hvor man hjælper hinanden, så bygger man konkurrenceelementet på. I denne fase kan udfordringer opstå både for barnet og forældrene, fortæller Lola Jensen.

- Det er vigtigt, at forældre tør tage den mulige konflikt eller gråd, hvis barnet går totalt i sort over at have tabt, siger hun.

Lola Jensen fortæller, at hvis barnet er i det røde felt, så hjælper det ikke at tvinge barnet til for eksempel at samle en brik, de har smidt, op.

- Man kan spørge en ældre søskende eller den anden forælder, om de vil overtage barnets plads i spillet, så blinker man til hinanden og lader barnets brikker vinde. Så kan barnet i sin frustration høre, at det faktisk var egne brikker, der gik i mål først, siger Lola Jensen.

Lola Jensen fortæller, at tab og vind med samme sind er en tilgang, som man tager med sig hele livet. Jo flere børn, der har lært det, jo færre konflikter vil der også være i skolegården og andre steder i livet.

- Det man lærer i sin barndom, skal man bruge resten af livet. At tabe og vinde med samme sind. Evnen til at magte skuffelsen, afvisning og evnen til, at ikke alt kan gå efter ens eget hoved. Ellers bliver der en kæmpe flok, der render ind og slår dommeren til fodbold, når der dømmes uretfærdigt, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 17/04/2025 - 12:31

Forfatter hædres med Karen Blixen-pris på 50.000 kroner

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- En historiefortæller af højeste karat, lyder det om forfatteren Ida Jessen, der modtager Rungstedlundprisen.

Forfatteren Ida Jessen modtager Rungstedlundprisen 2025.

Det oplyser Karen Blixen Museet i Rungsted i en pressemeddelelse.

Prisen på 50.000 kroner er en anerkendelse af et "markant forfatterskab i den store nordiske fortælletradition", fremgår det af meddelelsen.

Ida Jessen debuterede i 1989 og har siden udgivet en lang række børnebøger, noveller og romaner.

Gennem årene har hun modtaget adskillige priser for sine bøger.

Formand for Rungstedlundfonden Michael Bjørn Nellemann ser en vis lighed mellem Ida Jessen og Karen Blixen, når det gælder valget af emner:

- Karen Blixens fortællinger kredser om skæbnesvangre begivenheder og afgørende livsvalg.

- Ida Jessen er på samme måde optaget af menneskers måde at møde livets store udfordringer på.

- Hendes omfattende forfatterskab har som Blixens både dybde og bredde og vidner om en historiefortæller af højeste karat, der gør hende til en fortjent modtager af Rungstedlundprisen, lyder det i motiveringen for prisen.

Karen Blixen stiftede Rungstedlundfonden i 1958 under en radiotale til sine mange lyttere på Danmarks Radio.

Med opbakning fra sine søskende donerede hun sit barndomshjem, Rungstedlund i Nordsjælland, og forfatterrettigheder til fonden.

Rungstedlundprisen uddeles til en kulturpersonlighed, der "har ydet en speciel indsats inden for et af de felter, der interesserede Karen Blixen, eller som på anden måde har markeret sig på Blixensk vis", fremgår det af meddelelsen.

Prisen er tidligere gået til blandt andre skuespilleren Meryl Streep, der spillede rollen som Karen Blixen i dramaet "Mit Afrika" fra 1985.

Også danske forfattere som Suzanne Brøgger, Thorkild Bjørnvig og Tom Buk-Swienty er blandt modtagerne af prisen.

Selve prisuddelingen finder sted 12. september 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/04/2025 - 11:57

Dronning Margrethe pustede 85 lys ud i fødselsdagslagkage

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongehuset deler billeder af den private fejring af dronning Margrethes 85-års fødselsdag på Fredensborg Slot.

Kongehuset har torsdag delt flere billeder fra fejringen af dronning Margrethes 85-års fødselsdag.

Her kan man blandt andet se, at dronningen puster 85 lys ud i en stor fødselsdagslagkage.

Det skete på dronningens fødselsdag, onsdag 16. april, under en middag i Kuppelsalen på Fredensborg Slot.

Kongeparret var værter for fødselsdagsmiddagen, der var et privat arrangement.

Billederne er blevet delt af kongehusets profil på det sociale medie Instagram.

Det fremgår af opslaget, at dronningen under middagen blev overrasket af Sankt Annæ Pigekor.

Desuden opførte Pantomimeteatret uddrag fra balletten "Klods Hans", hvor dronningen selv har været kostumedesigner.

Bordet var dækket med nyudsprungne grene og pyntet med påskeæg, som dronningen selv har dekoreret gennem årene.

Dronningens fødselsdag blev lidt af et tilløbsstykke foran Fredensborg Slot, hvor en større folkemængde var mødt op for at markere dagen.

Klokken 12 trådte hun ud på trappen foran slottets hovedindgang sammen med kongeparret, deres børn og flere andre medlemmer af den kongelige familie.

Modtagelsen skete til lyden af klapsalver og en fødselsdagskoncert, som blev fremført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i den indre slotsgård.

Dronningens fødselsdag er den anden, siden hun under sin nytårstale i 2023 til stor overraskelse fortalte, at hun ville overlade tronen til sin søn.

Tidligere var der tradition for store fejringer på dronningens runde og halvrunde fødselsdage.

Men onsdag var der tale om en nedtonet fejring, fortalte Thomas Larsen, der er forfatter til flere bøger om dronning Margrethe og kongehuskommentator på DR.

- Hun har overladt den store scene til kong Frederik og dronning Mary. Det er dem og deres børn, der skal have opmærksomheden, mens hendes egen rolle er som pensionist.

Dagen forinden var prinsesse Isabella blevet fejret med en festforestilling på Det Kongelige Teater med indslag fra blandt andre sangeren Medina og bandet Scarlet Pleasure.

1000 unge fra hele rigsfællesskabet deltog i fejringen, efter at de var blevet udtrukket blandt 17.685 tilmeldte.

Prinsesse Isabella, der er nummer to i arvefølgen til den danske trone, fylder 18 år mandag 21. april.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/04/2025 - 10:00

FAKTA: Kort om kulhydrater

* Kulhydrater bliver omdannet til energi af kroppen. Ifølge De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR) er anbefalingen, at 45-60 procent af energien i din mad kommer fra kulhydrater.

* Men det er værd at vide, at der er forskel på typerne af kulhydrater og den effekt, de har i og på kroppen. De kan deles op i: stivelse, sukkerarter og fibre.

* Man får kulhydrater fra blandt andet kornprodukter, mejeriprodukter, grøntsager, frugter, bær og kartofler.

* Dit valg af kulhydrater får et sundhedsboost, hvis du går efter fuldkorn.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/04/2025 - 10:00

Mel virker på samme måde i kroppen som sukker

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er ofte debatter om sukker. Men ifølge professor bliver der talt for lidt om, at kulhydrater - som i mel - lynhurtigt bliver nedbrudt til sukker.

De fleste er klar over, at man skal begrænse mængden af slik og søde sager, der ryger i munden. Et stort indtag af sukker forbindes nemlig med øget vægt, øget risikoen for hjerte-kar-sygdomme og naturligvis risiko for huller i tænder.

Men hvad der ikke fylder nok i snakken om sukker, er ifølge professor i ernæring og sundhed på Københavns Universitet Lars Ove Dragsted, at stivelse - som er et kulhydrat - også nedbrydes til sukker i kroppen.

- Det er ikke kun sukker, der er problemet i vores kost. Det kan i lige så høj grad være stivelse eksempelvis fra hvidt brød og kager og den slags, for stivelsen bliver lavet om til sukker med det samme, det går lynhurtigt. Så når vi spiser en skive brød, er det sådan set omdannet til sukker på kort tid.

- Der bliver tit kun fokuseret på sukker i ernæringsdebatter, men det er, fordi folk ikke har fysiologien og biokemien i hovedet, så derfor så ser de sukker som noget andet. Men dybest set er der ikke den store forskel, siger han.

Kroppen har brug for kulhydrater, som er den vigtigste kilde til energi, men de kan ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside deles op i tre grupper: stivelse, sukkerarter og kostfibre. Stivelse og sukkerarter er fordøjelige kulhydrater, mens kostfibre er ufordøjelige kulhydrater.

De fordøjelige kulhydrater - altså stivelse og sukker - optages i maven og tyndtarmen og transporteres så rundt i blodet som blodsukker.

Derfor er der i professorens øjne ikke den store forskel på sukker og mel.

- Den eneste forskel er, at en lille smule af melet formentlig overlever gennem tarmen og ikke bliver brudt helt ned til sukker. Det vil sige, at der vil være en svag fibereffekt, siger Lars Ove Dragsted.

Med "fibereffekt" mener han, at den tredje type af kulhydrater, de ufordøjelige fibre, hjælper med at holde maven og fordøjelsen i top. Og den gavnlige effekt kan du få en knivspids af, når du indtager mel eksempelvis i form af brød eller pasta.

Vil du have mere smæk for sundhedsskillingen, skal du gå efter fuldkorn.

Ud over at fuldkorn mætter godt, er indtaget også knyttet til en lavere risiko for flere livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og nogle typer af kræft. Indtag af for mange kulhydrater i form af tilsat sukker forbindes derimod med en negativ effekt på helbredet.

- Jo mere grov maden er, jo mindre er kroppen i stand til lynhurtigt at fordøje den og smide sukkeret fra den ud i blodet - og det er det, der giver de enorme udsving i blodsukkeret, som ikke er så sunde, forklarer Lars Ove Dragsted.

De gavnlige effekter kommer ifølge professoren primært fra fibre i frugt og grønt samt fuldkorn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek