Kyiv, 24/05/2026 - 09:49
Fire meldes dræbt efter missilangreb i Kyiv
Rusland har natten til søndag gennemført et massivt ballistisk missilangreb på Ukraines hovedstad.
Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst fire personer er blevet dræbt og adskillige er såret, efter at russiske missiler og droner har ramt Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til søndag.
Det fortæller de ukrainske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tymur Tkatjenko, som står i spidsen for Kyivs militære administration, meldte ifølge AFP allerede tidligere på natten om voldsomme angreb mod hovedstaden.
Det skete på den krypterede beskedtjeneste Telegram, hvor han fortalte om angrebet.
- Hovedstaden er kommet under et massivt ballistisk missilangreb, skrev han.
Ifølge borgmester Vitalij Klytjko er mere end 50 personer blevet såret i angrebene, der har ramt flere steder i byen.
- Det har været en forfærdelig nat for Kyiv. Lige nu slukker beredskabet brande og rydder op efter ødelæggelserne, mens ambulancer hjælper ofrene, har han skrevet på beskedtjenesten Telegram.
Han siger derudover til AFP, at læger blandt andet er sendt til Podilskyj-distriktet i den nordvestlige del af Kyiv, hvor vragdele faldt ned i et ubeboet område.
Ifølge borgmesteren opstod der desuden en brand nær en beboelsesejendom i det nærliggende Sjevtjenkivskyj-distrikt, hvor vinduer blev beskadiget.
Journalister fra AFP meldte samtidig om eksplosioner, der kunne høres i byen.
Ifølge journalisterne fik eksplosioner en bygning med boliger til at ryste, og flere personer søgte ly i en underjordisk metrostation i det centrale Kyiv, lød det.
Også det amerikanske medie CNN skrev tidligere natten til søndag, at der kunne høres eksplosioner i Kyiv.
Lørdag aften skrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på X, at Rusland muligvis vil angribe Ukraine med et hypersonisk missil af typen Oresjnik.
Det tyder efterretninger fra ukrainske tjenester samt fra USA og Europa på, skrev præsidenten.
Rusland har to gange tidligere angrebet Ukraine med et Oresjnik-missil, siden krigen begyndte i februar 2022.
/ritzau/




